En rigtig god bog om gevinsten ved (også) at tænke sociologisk, når man i "menneskeprofessionerne" skal skaffe sig indsigt i de komplekse sammenhænge mellem generelle samfundsforandringer og de mange specifikke valg, man ustandselig må træffe i konkrete "sociale situationer".

I et veloplagt indledningskapitel bruger Carsten Pedersen symfoniorkesteret - og dets publikum - som metafor for et samfunds organisering og lagdeling og introducerer bogens rammebegreber: personlige dilemmaer og samfundsmæssige brudlinjer.

Redaktøren præciserer i sit lige så glimrende afslutningskapitel, at nok er samfundets brudlinjer indlejret som vilkår i hverdagslivet, men de manifesterer sig altid som dilemmaer, som må tackles af den professionelles vilje til at overveje og afveje.

Derfor har alle, der arbejder med mennesker, brug for at udvikle et dynamisk menneskesyn med dobbeltblik. For med Hegels ord er frihed indsigt i nødvendigheden, og (selv)erkendelse fremkommer ved på en og samme tid at begrebsliggøre det bekendte og konkretisere det almene. For at kunne foretage konstruktive perspektivskift mellem, hvad der foregår i verden, og hvad der foregår i én selv, må man lære både at tænke og at handle i kontekster, relationer og kulturer - i respekt for at forskellige mennesker tillægger forskellige situationer og relationer forskellig mening. Blandt andet derfor slår Pedersen til lyd for Wright Mills begreb "sociologisk fantasi".

De øvrige ni kapitler er også læseværdige, men de har alle en lidt gumpetung brug af cases. Og da samtlige er fra pædagogers praksis, kan det modvirke forlagets ambition om at udvide målgruppen til blandt andet lærere og sygeplejersker.