Bogen beskriver, hvordan man foretager en udredning af, om et barn har ADHD, eller hyperkinetisk forstyrrelse, som det hedder i det dansk benyttede diagnosesystem, eller ej. De første kapitler er teoretiske, resten af kapitlerne er mere handlingsorienterede.

Behandlingen retter sig mod barnet med en indsats, der øger dets mestringsevne ved at lære det strategier i forhold til udfordringer og i en del tilfælde ved medicinsk behandling. Behandlingen retter sig også mod netværket og familien. Trods indsatsen er børnene dog ofte impulsive, hyperaktive og uopmærksomme.

Bogen er konkret i spørgsmålet om at skabe en struktur, som tager højde for de vanskeligheder, børnene har. Der er flere gode eksempler på, hvordan konflikt kan undgås, når man tager udgangspunkt i, hvordan barnet tænker og føler. De små cases fungerer godt og levendegør teksten. For eksempel en seksårig pige, der efter en vellykket tur spørger: "Hvad skal vi, når vi kommer hjem?", hvilket støttepædagogen i første omgang opfatter som kritik og utilfredshed med turen, men som i virkeligheden skyldes pigens usikkerhed og manglende overblik. Bogen er god i forhold til hverdagen med disse børn.

Forfatternes omtale af spørgeskemaer er nøgtern, hvilket er positivt i en tid, hvor spørgeskemaer generelt bruges på en facitagtig måde. Men at det skulle være mindre provokerende at spørge til forældres alkoholforbrug i et skema, og hvilken betydning dette spørgsmål har i forhold til ADHD, er gådefuldt.

Alt i alt en rigtig god bog, som jeg vil anbefale.