Det er in at tale om professionalisering på skole- og undervisningsområdet, og mangen en bog udkommer om dette emne. Gunn Imsen taler i "Elevens verden" ikke om at professionalisere. Alligevel er denne bog et rigtig godt bud på et værk, der rent faktisk har mulighed for at kunne bidrage til professionalisering hos læserne. Man bliver tvunget til stillingtagen, holdning, refleksion og analyse.

Blandt de på markedet mange mulige indføringer i pædagogisk psykologi placerer Gunn Imsen sig på et skønt og yderst relevant sted. Et sted, hvor teori og empiri i et tæt samspil får bogen til at fremstå som et meget kvalificeret bud på en undervisningsbog i psykologi især på læreruddannelsen. Bogen repræsenterer et helhedssyn på lærerens arbejde. Derfor er det ikke muligt, med Imsens egne ord, at komme med opskrifter på det gode lærerarbejde, og således heller ikke hvordan læreren kommer til at forstå de verdener, der konstituerer elevernes livsvilkår og -rammer. I stedet præsenteres nogle teoretisk mulige veje til at forstå elevens verden. Der er, ifølge Imsen, tale om en meget forenklet fremstilling af de udvalgte teorier/retninger. Det vurderes dog her, at læser man også primærlitteratur, er denne bog en aldeles berigende studiebog.

Socialisering som begreb får sin egen del af bogen, som er empirisk baseret og teoretisk reflekterende. En sådan kobling fungerer godt, fordi den præsenterede teori sættes i spil og skaber mening og overblik.

Lærerens tolkning i samspillet med eleverne bør, ifølge Imsen, være en pædagogisk konsekvens af, at læreren søger forståelser af elevernes verdener. Det fordres i bogen, at læreren har mod til at bruge sig selv og sin viden til at tolke og handle på baggrund heraf. Der er her direkte linjer at trække til blandt andre Fernando Savater og Jerome Bruner for nu bare at nævne to.

Skolen er blevet individualistisk orienteret. Samtidig forsøger man stadig mange steder at undervise og danne med fællesskab og ansvar for øje. En konflikt, der fylder meget i bogen, og som flere steder bliver til et direkte opgør med vor tids skoletænkning. Det gode ved Imsens opgør er, at hun ikke positionerer sig i et hjørne uden for dialogen. Hun er praktiker, og det kan man mærke - hun vil undervisningsdifferentieringen, og hun vil hensynet til den enkelte elev. Men på fællesskabets præmisser.

Slutteligt i bogen tages fat på "følelser, motivation og identitet". Hele dette område går både dybere ned i personlighedspsykologien og længere ud i forskellige motivationsfaktorer og -tænkninger.

En bog med holdninger og muligheder og uden lette svar og nemme løsninger!