Hvilken udviklingsstrategi vælger din skole? Den korte eller den lange vej? Vi ved det jo godt, og alligevel kan det ikke siges for tit: Ting tager tid - og den eneste måde at nå målet på - og få den ind under huden - er ved at vælge den lange, men også resursekrævende vej. 

Det er i hvert fald Bjørn Overlands teori, og man kan ikke andet end give ham ret. Især når han på et både læsevenligt og struktureret norsk gelejder sin læser til pointer som: "Selvinnsikt er nødvendig for å kunne forstå andre", og indfører begreber som ligeværdighed, ærlighed, integritet og frihed som de værdier, ethvert robust læringsfællesskab bygger på. Med andre ord: Pointerne er i sig selv ikke originale og nyskabende, men lige præcis derfor bør vi gentage dem igen og igen, sammen og hver for sig.

Forfatteren belyser, hvordan nye tiltag iværksættes, ud fra hvilken organisationskultur der præger skolen - og det gør han rigtig godt. Ved at kombinere teori med eksempler, cases og forslag til refleksive øvelser er det inspirerende læsning og lige til at gå til. Selv sad jeg og blev meget begejstret over princippet om den svære, men nødvendige åbenhed over for hinandens forskelligheder, og hvorfor det er så essentielt, at vi hele tiden er kritisk-konstruktive over for den pædagogik, vi hver især, og som fællesskab, udøver. Og dét er essensen af pædagogisk dannelse.

Bogens "svaghed" er, at den kræver hele lærerkollegiets opmærksomhed. Det er ikke gjort med, at en enkelt eller ledelsen læser den. Alle skal være med, hvis projektet skal lykkes - og det skal de, fordi skolens samlede udviklingsmiljø afhænger af, hvordan hver enkelt deltagers handlingskompetence er skruet sammen.

Med Overland i hånden har vi fået et redskab til at lære at lære, og jeg kan kun opfordre alle skoler til at arbejde med bogen. For eksempel som oplæg til pædagogisk temaeftermiddag/weekend.