Er skolen i dag ikke vigtigere end nogensinde som det sted i vores ustyrlige, hyperkomplekse samfund, hvor kulturerne og livsformerne mødes og lærer at omgås hinanden? De store fortællinger om det gode liv er for længst afløst af en zapperkultur, og individer refererer til sig selv, når de argumenterer for deres synspunkter. Skolen er samfundets stillads.

Eller er skolen tværtimod outdated med sine kanoner, sin reaktive mere end proaktive reformforsøg og sin stive struktur? Bidragene i antologien giver en række inspirerende svar, som efter min vurdering kommer hele vejen rundt.

Bogens omdrejningspunkt er den danske folkeskoles rygrad, klassen, det vedvarende fællesskab på godt og ondt, hvor eleverne dannes og lærer i det minisamfund, som lærerne sætter rammerne for. Bogen er organiseret i tre dele, som alle lægger en mosaik om hovedtemaet.

I første del udfoldes klassen som "væsen", hvor magtkampe er en del af dagligdagen. Lærerens ledelsesmæssige kompetencer bliver altafgørende for elevernes trivsel og læring i skoletiden.

Per Fibæk Laursen indleder med et historisk blik på det evigt aktuelle begreb disciplin. Han udfolder begrebet i en kronologisk beskrivelse, hvor hans egne spørgsmål og svar undervejs giver et godt overblik. Interessant er især hans beskrivelse af den antiautoritære periode fra 1970'erne og 35 år frem, hvor dissonansen mellem disciplin/demokrati i klassen er blevet registreret af omverdenen, presse og forældre, men ganske er blevet overladt til den enkelte lærer at håndtere.

Bogens anden del har fokus på klasselederens opgaver, igen en mosaik med varierede brikker: Med udgangspunkt i Clearinghouse-rapporten 2008 beskriver Sven Erik Nordenbo begreberne "regelledelseskompetence og relationskompetence". Artiklen uddrager på baggrund af en række studier nogle anbefalinger vedrørende klasseledelse, adfærdsledelse og klasserumsklima. Nordenbo fører en tråd tilbage til 1970'erne, hvor den tyske kritiske teori udviklede antipædagogikken og stillede spørgsmålet: Hvorfor skal elever være undervisningsparate? - mens den amerikanske tradition søgte svar på, hvordan læreren håndterer den uvillige elev. En meget aktuel forskel, som desværre ikke tildeles tilstrækkelig refleksionstid, hverken i skolehverdagen eller ved festlige lejligheder.

Bogens sidste del handler om styringslogikker og sociale teknologier. Lejf Moos redegør for det paradigmeskifte, som skolen er udsat for i disse år. Fra at være et samfund i samfundet bliver skolen i højere grad politisk detaljestyret, dels gennem detaljerede mål og kvalitetstest, dels via magtkampe mellem KL og Undervisningsministeriet.

"Klasseledelse" giver mange svar på, hvordan klassen og dermed skolen kan blive et demokratisk og velfungerende læringsrum for alle deltagere i processerne. Svarene gives ikke med løftede pegefingre, de er inspirerende, og jeg håber, at bogens artikler vil blive brugt i folkeskolen, for eksempel til at gøre de pædagogiske råds møder til spændende dialogfora, så vi for et lille øjeblik kan vende bøtten og fokusere på ledelse.

Det er nemlig også et fag!