Anmeldelse
Børn med blandingsdiagnoser
Børn med blandingsdiagnoser
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Endelig en bog, der beskriver børn med adfærdsvanskeligheder som en medfødt neurologisk lidelse og ikke som et resultat af forældrenes manglende evne til at møde barnets behov. Det gør jo unægtelig skole-hjem-samarbejdet lettere!
Fakta:
Titel: Børn med blandingsdiagnoser
Forfatter: Martin L. Kutscher
Pris: 328 kroner
Sider: 270 sider
Type: Bog
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
Desuden glæder det mig, at bogen er en præcis, videnskabeligt opdateret indføring i hele spektret af de ofte sameksisterende adfærds- og neurologiske forstyrrelser hos børn - fra ADHD, ODC og bipolar lidelse til autismespektrumforstyrrelser, nonverbale indlæringsvanskeligheder, sanseintegrationsproblemer og eksekutiv dysfunktion. Der står rigtig meget i denne bog, men heldigvis har den en god indholdsfortegnelse og to virkelig gode introducerende kapitler til fagområdet. Det er nemt at finde frem til lige præcis de diagnoser, som man er interesseret i at vide mere om.
Med fokus på det, forfatteren kalder "Det rigtige, levende barn", som findes bag alle diagnoserne, formår han at bygge bro mellem teori og praksis. Det lykkes virkelig at gøre det komplekse enklere at forstå, inklusive årsager, symptomer, diagnosernes overlap og behandlingen af dem. Og derfor anbefales bogen også til forældre - og ikke kun til de professionelle omsorgspersoner.
Man bliver virkelig glad for den medfølende og optimistiske tilgang samt den dygtige og grundige redegørelse for disse børns særlige indre verden, som gør bogen til intet mindre end en uundværlig håndbog for lærere, forældre, fagfolk og andre, der har brug for fremkommelig og relevant rådgivning om børn med specielle behov.