Fakta

Handlekompetent - om at styrke elevers handlekompetence i en krisetid

Forfattere:  Rune Valentin Hansen og Jeppe Læssøe

329,95 kroner

261 sider 

Forlag: Frydenlund

En vigtig opgave for skole- og uddannelsessystemet er at bidrage til, at børn og unge socialiseres til, at det nuværende samfund er velfungerende og samtidig, at de er i stand til at udfordre. Socialisering og kritisk tænkning hænger sammen og indgår begge i opgaven med at danne og uddanne en ny generation.

Det er et vigtigt element i denne opgave, at børn og unge kan bruge deres viden og erfaringer til at sætte præg på deres eget liv i et samspil med andre. Eller med andre ord skal børn og unge udvikle sig til at være handlekompetente. Denne ide er vokset ud af oplysningstidens ideal om, at menneskers indsigt i deres omverden sammen med deres beslutsomhed er det, der gør dem til selvstændige individer. 

Men er det faktisk faktisk også det, skolen bidrager med? Rune Valentin Hansen og Jeppe Læssøe udfordrer, at dette er tilfældet i deres bog Handlekompetent - om at styrke elevers handlekompetence i en krisetid. Hvorfor det kun skal være i en krisetid, der er behov for at styrke elevers handlekompetence, er dog noget uklart.

Bogen er inddelt i tre dele, hvoraf den første introducerer selvbegrebet handlekompetencer, den anden retter blikket pædagogiske og didaktiske spørgsmål i forbindelse med udvikling af elevers handlekompetencer, mens den tredje kigger på de organisatoriske forudsætninger for dette.

Først skal vi dog gennem en rituel gennemgang af to forskellige syn på skolen: Skal skolen være et særligt rum adskilt fra samfundet, hvor der netop er plads til det, der danner mennesker uafhængig af samfundsmæssige problemstillinger? Eller skal skolen være vendt ud mod samfundet, hvor man også inddrager problemstillinger fra denne ydre verden?

Forfatterne hævder at vælge en tredje position, hvor der er plads til at have fokus på “kundskaber og fagligheder i fællesskaber, og samtidig er løsningsorienteret og træner elevernes handlekompetence for at ruste dem til at håndtere de udfordringer, vi står over for i vores tidsalder”, som de skriver. Men deres opløsning af de to poler bliver lidt kunstig og man må snarere læse bogen som et forsvar for den anden position - at skolen skal vende sig mof samfundet.

Førstedelen viser, hvordan selve begrebet handlekompetence er vokset ud af en dansk pædagogisk tradition i 1980'erne. Det er vigtigt for forfatterne at få skilt begrebet fra et mere instrumentelt syn på kompetence. For dem er handlekompetence mere i tråd med det engelske ‘empowerment’, hvor den enkelte besidder selvbevidsthed og selvtillid nok til at tage livtage med relevante udfordringer. Handlekompetence defineres som evnen til at handle, igangsætte og gennemføre positive forandringer. Dette bliver udviklet gennem elevernes viden og indsigt i problemstillingerne, engagement og motivation til at forholde sig til dem, visioner for mulige løsninger og autentiske handleerfaringer.

I bogens anden del opstiller de, hvad de kalder et nyt syn for undervisning, hvor fokus er på, hvordan undervisningen kan understøtte elevernes handlekompetencer. Inspirationen fra mange forskellige former for reformpædagogik og projektarbejdsformer er meget tydelig og man bliver tvivl om, hvad de egentlig mener med behovet for at udvikle en ny pædagogik. Det er tydeligt, at de opfatter de nuværende undervisningsformer i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser som alt for lidt udfordrende for elevernes udvikling af selvstændighed. Men det er ikke noget, de belægger med henvisning til forskning på området, så deres påstand står lidt og blafrer i vinden.

Der findes mange interessante gennemgange af didaktiske problemstillinger og løsninger, så der er masser af inspiration at hente. Deres overvejelser om at udvikle nye(?) eksamensformer er også interessante - og velkendte. I stedet for korte, individorienterede eksamensformer, så ville det styrke elevernes handlekompetence, hvis eksaminerne var mere proces- og caseorienteret og måske også foregik i grupper. 

I tredje del tager forfatterne Vivian Robinsons Elevcentreret skoleledelse og bearbejder til syv forskellige dimensioner, som blandt andet handler om kapacitetsopbygning, omverdensblik og økonomisk frihed. Og de har helt ret i pointen om, at man bliver nødt til at på skolen i et helhedsblik, hvis man virkelig vil udvikle undervisningen radikalt - det handler nemlig mere om skolekultur end om individuelle undervisningspræferencer.

Bogen dynger sin læser til med forskellige modeller og teorier, der alle sammen kan bidrage til at udvikle en undervisning, der understøtter elevernes handlekompetencer. Jeg savner dog en mere fokuseret og syntetiseret tilgang. Som bogen fremstår, bliver man som læser overlæsset, og det kan være vanskeligt at gennemskue om de mange forskellige tilgange overhovedet taler ind i det samme. Her virker det mere, som om forfatterne præsenterer deres undersøgelsesmateriale i stedet for at formidle det til læseren i en bearbejdet form, hvor de trækker de væsentlige pointer frem for læseren.