”Bed Per lægge noget over kartoflerne, der bliver vist frost i nat.” Disse ord skriver Per Schultz Jørgensens far fra den celle på byens domhus, hvor Gestapo har placeret ham, mens han venter på at blive deporteret. Den 10årige dreng er selvfølgelig ramt af angst ved at have oplevet arrestationen, men hverdagens gøremål må passes. Dette er en af de basale og gennemgående pointer i den fortælling, som vi bliver berigede med, når Per Schultz Jørgensen søger at finde frem til det, der har gjort ham til den, han er: Det menneske, der om nogen i den seneste menneskealder, har været eksponent for, at der findes en børnefaglighed, som burde trumfe al synsning.
Annonce:
I sin søgen når Per Schultz Jørgensen frem til en række vendepunkter, som har været definerende for, at hans liv har bevæget sig i nye retninger. Han, der er skoleugidelig, oplever i 8. klasse at blive vakt, da han efter et skoleskift føler sig inddraget som den arbejdende elev, der af læreren får foræret nogle rutiner, og som føler ejerskab til sin egen viden. Et ophold på Grønland som værnepligtig og en efterfølgende tjans som ungtjener på et skib fører ham ind i nogle konfliktsituationer, hvor han både lærer at sige fra og at række ud efter det bedste i fællesskabet. Solidaritet og retfærdighed bliver i ham følgesvende.
Han møder Ellen, der bliver hans livs kærlighed og faste holdepunkt, og som i tilgift bidrager til, at hans fokus svinger fra pædagogik til socialpædagogik. Hun hjembringer blandt andet en bog af Kurt Lewin, som giver ham et nyt syn på eleverne i hans hjælpeklasse. De er andet og langt mere end et tal i en intelligensprøves afmålte rubrikker. Dette nye syn på elever og Ellens optagelse på Den sociale Højskole bliver trædestenen, der fører ind på en socialpsykologisk vej. Han selv starter på psykologistudiet på universitetet samtidig med, at han har fuldtidsjob som lærer, og familien forøges med tre børn. At få det til at fungere kræver dels selvdisciplin og dels indbyrdes aftaler. Han beskriver det selv som en hjemmets stabilitet og fleksibilitet.
Herefter starter den karriere, som har gjort Per Schultz Jørgensen kendt i offentligheden som den, der taler børnenes sag på et fagligt grundlag. Han bliver efterspurgt af ministre og toppolitikere. Han bliver hyppigt gæst i medierne. Og han bliver en eftertragtet oplægsholder, når kommuner, skoler, daginstitutioner, forældregrupper og andre med interesse for børn ønsker at høre indsigtsfuld, velbegrundet tale. En af hemmelighederne ved denne succes som forsker og formidler er givetvis, at han på én gang repræsenterer den faglige indsigt og det ligefremme sprog, som på særegen vis kan favne de modsætninger, der er mellem ønsket om frihed og behovet for struktur, ønsket om inddragelse og behovet for opdragelse.
I bogen beskriver Per Schultz Jørgensen de vendepunkter, som bliver bestemmende for hans karrierevalg og for hans involvering i den offentlige debat. Det er vendepunkter, der kan karakteriseres ved, at der er bud efter ham og hans ekspertise. Derfor er det lige så interessant at se på et par af de nederlag, han løber ind i: Da vietnambørnene i 1975 kommer til Danmark med journalist Henning Becker, og de bliver placeret på Livø, bad Dansk Flygtningehjælp Per Schultz Jørgensen om at bidrage til tilrettelæggelsen af børnenes hverdag. Arbejdet kuldsejlede på grund af heftig indblanding fra den dybt alkoholiserede Henning Becker, mens myndighederne så passivt til. Erkendelsen, som Per Schultz Jørgensen uddrager af dette, er at ”retsgrundlaget smuldrede, fordi myndighederne svigtede – og det tomrum, der opstod, blev udfyldt af magtmennesker”.
Annonce:
Tilsvarende oplever han et magtmenneske, der er drevet mere af ideologi end af overholdelse af et retsgrundlag, da Peter Brixtofte skrotter en borgergruppes forslag om socialpolitik med aktiv borgerdeltagelse og ansvarliggørelse til fordel for en markedsorientering med frihed til at vælge mellem flest mulige tilbud. Denne erfaring blev omsat til forslag i 2005 fra Den Alternative Velfærdskommission, der gik imod den neoliberale indstilling til socialpolitikken og plæderede for ”et Danmark, vi kan være bekendt”.
Per Schultz Jørgensen har fået konstateret uhelbredelig kræft, men han bøjer ikke nakken. Tværtimod insisterer han på, at vi tager den nødvendige kamp for at sikre børn livsmod og et ordentligt liv. De har fået det materielt bedre, men samtidigt har den ideologiske frihedstænkning lagt byrder på dem, som de hverken har forudsætninger for eller råstyrke til at bære – medmindre der er en voksen til stede, der kan tage hånd om denne nye udsathed!
Han insisterer på, at vi tager den nødvendige kamp for at sikre børn livsmod og et ordentligt liv.
De vendepunkter, som han beskriver i bogen, tegner en bane gennem et personligt og professionelt livsforløb. Sådan ser det ud fra hans plads. Men faktisk læser jeg bogen en kende anderledes: Jeg finder ikke, at han skifter kurs, men holder en retning, der må tilskrives mere og mere format, fordi vendepunkterne ikke er kursskifter på overfladen, men dybtgående forøgelser af hans børnefaglighed. Derfor har det været så stor en berigelse at have haft et arbejde, der har kunnet hente inspiration og argumenter hos en kapacitet som professor emeritus ved Danmarks Pædagogiske Universitet, tidligere formand for Børnerådet og Socialpolitisk forening og meget mere Per Schultz Jørgensen, som jeg lykkeligvis oplevede som den første modtager af UNICEF-prisen i 2015. Ved denne manifestation havde børnenes Danmark sat barren højest muligt.
Jeg læser 'Vendepunkter' som et testamente, der appellerer til alle, der er i berøring med børn, om at sikre dem en hverdag med usikkerhedsdæmpende rutiner, et samvær med inddragelse i forhold, der vedrører dem, og en samlet fortælling, som de er en betydningsfuld del af.
Annonce:
Kære forældre, pædagoger, lærere, politikere: Husk at lægge noget over "kartoflerne", der bliver måske frost i nat!
