Anmeldelse
Tidsskrift til tænkende lærere
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Opinion« passer på skolens traditionelle værdier og peger fingre ad den letbenede og dumsmarte pædagogik og politik
Køb det blad til dig selv, eller få i det mindste skolen eller seminariet til at tegne et abonnement. For »Opinion« indeholder masser af tanke- og oplevelses-vitaminer til folkeskolens lærere. Tidsskriftet udkommer fire gange om året og sætter hver gang fokus på aktuelle emner. Den faste forsidehistorie er et stort portrætinterview med og om en person, som har placeret sig centralt i skole- eller uddannelsesdebatten eller som redaktøren ønsker at sætte spotlight på.
I det nyeste nummer er det Kathrine Lilleør, ivrig samfundsdebattør, alenemor og sognepræst, der portrætteres. Det nærmeste, Lilleør hidtil har været skoleverdenen, er, at hun en periode har undervist på en privatskole og har været suppleant til en skolebestyrelse. Og nu altså den første formand for Grundskolerådet, undervisningsministerens nye rådgivende organ. Over fem sider forsøger »Opinion«s faste interview-journalist, Kenneth Klingenberg, at komme hele vejen rundt om personen Kathrine Lilleør grundigt, venligt og nysgerrigt. »Hvad vil du selv sige er dit bedste træk«, spørger han. Svaret lyder: »Nej, hvad er det for en firser-interview-samtale, vi er ude i her? Det må du spørge andre om, det gider jeg simpelthen ikke «
På de næste fire sider er det bladets redaktør, lærer Erik Schmidt, der spørger om børn, skole og pædagogik. Grundskolerådets formand er ikke meget for sloganet med »barnet i centrum«. Lykken er derimod samhørighed med andre, svarer hun.
»Opinion« er tidligere gået tæt på blandt andre psykologen Steen Larsen, universitetsrektor Lars-Henrik Schmidt, professor Jørn Lund og daværende undervisningsminister Margrethe Vestager. Skolens nuværende minister, Ulla Tørnæs, er mærkeligt nok ikke på listen. Har hun mon sagt nej?
Hvert nummer indeholder også et tema. De tre seneste har været: de ældste elever, specialundervisning samt naturfag og eksakt viden. Læseren kan være sikker på, at »Opinion« passer på skolens traditionelle værdier og peger fingre ad letbenet og dumsmart pædagogik. Hverken skolefolk eller politikere bliver strøget med håret, hvis de taler alt for luftigt om udvikling, kompetencer eller ansvar for egen læring. »Opinion« handler om undervisning, ansvar for andres læring og skolens indhold. En del af artiklerne er skrevet af lærere, der selv arbejder i skolen, og som reflekterer over praksis. Forfatteren, tidligere central studielektor, Holger Henriksen, skriver tænksomme kommentarer, og formanden for Dansk-lærerforeningen, Jens Raahauge, krøllede klummer. De har hver gang noget på hjertet. Lærer Morten May, der også er fast klummist, virker derimod ofte kværulerende og selviscenesættende. En fast side, hvor der bringes korte, spidse kommentarer til pressens omtale af skoleforhold, er også noget Jeronimus-agtig. Men det er småindvendinger, »Opinion« kører nu på tredje år på højt oktantal, med vision og venlig frækhed; tidsskriftet bør findes på enhver skole og ethvert lærerseminarium.
»Terrængående magasin for skolefolket«, står der på forsiden. Anmelderen forstår ikke helt sloganet; men det betyder vist noget i retning af, at man ikke går af vejen for noget og gerne vil være Rasmus Modsat eller den terrier, der bider i de nyeste, moderigtige, skolepolitiske udmeldinger. Det lykkes temmelig ofte. Læs anmeldelsens indledende sætning én gang mere