Anmeldelse
Mellem kundskaber og kaos
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bag denne antologi står primært medlemmer af Kommissionen til forsvar for Kundskaber. Af dens ni artikler er de fire skrevet af kommissionsmedlemmer. Artiklerne giver "stemme til en principiel og konkret kritik af det skolesyn, som grundlæggende dominerer den danske skole", nemlig det skolesyn, som "ikke lader skolens undervisning styre af fagenes indre logik, men i stedet af metoden, processen og tværfagligheden".
Fakta:
Titel: Mellem kundskaber og kaos
Sider: 128 sider
Type: Bog
Forlag: Mørch & Wagner
Dokumentationen for et sådant skolesyn, som nogle af forfatterne kalder reformpædagogik, søges i folkeskolens formål og i udvalgte citater fra enkelte faghæfter. Ingen af forfatterne vælger at citere og analysere fagenes indholdsbestemmelser.
Det er med få undtagelser vrede mennesker, der skriver, hvilket præger argumentationen. Der er kun få ansatser til en analyse af forholdet mellem undervisning og læring og mellem indhold og arbejdsformer. Det nærmeste, vi kommer en refleksion herover, er Tyge Winther-Jensens udsagn om, at lærerne skal have frihed til at vurdere og gribe de pædagogiske og faglige muligheder, som den konkrete situation rummer.
Elisabeth Krarup Jensen sætter trumf på den dominerende holdning i antologien, når hun siger: "For hvis man i sit skoleforløb har været offer for politisk korrekt terapi og øvet samarbejde og selvevaluering, tolerance og åbenhed - som var det den lille tabel, der var tale om - hvad skulle da bringe én til at håndhæve noget så konservativt som kundskabernes selvstændige berettigelse, endsige noget så intolerant som forskellen på dit og mit".