Indholdsfortegnelse:

1. Spørgsmålene.

2. Antorinis opgør - hvad hun ikke mener.

2A. Første ”ikke”: Socialismen.

2B. Ikke 2+3+4: Det nationale, det grundtvigske og den danske arbejdsmarkedsmodel.

3. Reduktionen af Kierkegaards betydning og synet på den danske højrefløj.

4. Hvor går man hen, når alle veje er lukket? – den metodiske antihumanisme

5. Konklusion.

(Denne analyse af Christine Antorinis uddannelsestænkning blev bragt i den halve længde som kronik i Politiken d. 23. januar 2013. Analysen kan også læses på www.thomasaastruproemer.dk)

1.      Spørgsmålene

Mine spørgsmål er: Hvordan kan det være, at børn- og ungeminister Christine Antorini foreslår en ny nordisk skole, som i det store hele repræsenterer et opgør med dansk og nordisk skoletradition? Hvorfor præsenterer hun en skoleform, som ikke har en eneste humanist eller grundtvigianer i sin kreds, altså ikke nogen fra en dansk, tysk eller engelsk åndsvidenskabelig tradition? Hvordan kan det lade sig gøre at kalde sådan en konstruktion for ny nordisk skole?

Og hvordan kan det være, at hun synes godt om, ja ligefrem forsvarer, at formanden for dialoggruppen for Ny Nordisk Skole, direktør Lars Goldschmidt, omtaler skolelærere som duracellkaniner? Eller at han i et blogindlæg på Ny Nordisk Skoles hjemmeside bruger ordet ”fremragende” 16 gange på en side, som om han selv var en duracellkanin. Og hvorfor går det upåtalt hen, at den eneste pædagogikprofessor i dialoggruppen, Per Fibæk Laursen, siger, at vi skal holde op med at tale om dannelse og i stedet kaste vores pædagogiske energi over ”det globaliserede arbejdsmarked”, fordi alt sådan noget ’gammelt pjat’ som litteratur og historie hører til i Dansk Folkeparti? Hvordan kan det være, at dialoggruppen i sit oprindelige manifest var helt ligeglad med dannelsesspørgsmål, og at den kun tog dannelse med i manifestet, fordi man blev tvunget til det på sorømødet, hvorefter man straks efter talte det langt ud på marken igen i det ene indlæg efter det andet? Og hvorfor skal gymnasiet kun præsentere ungdommen for viden, der kan ”anvendes”, hvorved man tilsidesætter hele den nyhumanistiske dannelsestradition, som gymnasiet hviler på?

Dertil kan man lægge, at Antorini i foråret 2012 begejstret modtog en læreruddannelsesrapport, som bygger på det, som professor og åndelig garant for udvalget, Jens Rasmussen, selv kalder for ”metodisk antihumanisme”, og som vil afvikle den sidste egentlige rest af nordisk skoletradition, nemlig faget KLM, for ikke at tale om den kraftige instrumentalisering af uddannelsens pædagogikfag som sådan. Man kan også lægge til, at hun lige så begejstret modtog en rapport fra Niels Egelund om børnehaver, hvor det hele handler om pisaplacering, hjernesynapser, gennemførelsesprocenter og økonomisk vækst. Og for yderligere at forstærke tristessen knyttes både læreruddannelse og Ny Nordisk Skole direkte sammen med forslaget til den nye folkeskolereform, der fremstår totalt uden reference til dansk pædagogisk tradition, og dermed også til den nuværende folkeskolelovs første paragraffer. Vi får altså en indholds- og dannelsestømning på både lærer/pædagoguddannelsessiden og for Ny Nordisk Skole, og det hele sætter sig som genetiske strukturer i folkeskolereformen. Den nordiske tradition forlades dermed. Vi får en folkeskole, som ikke er en folkeskole. Endelig er den sidste forfærdelige ide, som ministeren har fået, at hele Danmark skal have et fælles syn på god undervisning, bygget op af banale evidensbaserede forskrifter, som hun har samlet op på et PISA-møde. Kollegaen i KL, Jane Findahl fra det forsømte SF, har på sin side talt om et ”fælles læringssyn”. På den måde får hele landet det samme statsstyrede lærings- og undervisningssyn, og inden for den ramme kan de evidensbaserede metoder og små pædagogiske apps og andre teknologiske fiks, så rumsterer, så lærere med tiden formodentlig ikke er så nødvendige mere (jeg sidder faktisk med sådan et forskningsdesign, der går ud på at udvikle læseapplikationer, der overflødiggør læreren i forbindelse med læseundervisningen. Forskerne søger om 9 mio. kr. Mon ikke de får dem?).

Hvordan er det kommet så vidt, og er det ikke hip som hap? Nej, det er det ikke. Hvis Antorini blot havde kaldt sin konstruktion for kompetenceskolen eller sådan noget, så kunne man jo kritisere det. Men det gør hun ikke. I stedet bemægtiger hun sig, med sit begreb om en ”nordisk skole”, Danmarks kæreste eje, nemlig vores kulturelle tradition, hvorefter hun maltrakterer den på det groveste.

Hvorfor gør hun det? Det er selvfølgelig ikke af ond vilje, for sådan en har ingen. Jeg har læst de artikler og bøger, hun har skrevet siden 1999, og her er svaret: Det korte svar er, at Ny Nordisk Skole, læreruddannelsen og folkeskolereformen er en del af et opgør med venstregrundtvigianismen i især SF i 1990’erne. Det lidt længere er, at Ny Nordisk Skole er en forvirret generations, nemlig min egen, forsøg på at orientere sig intellektuelt efter ungdomsoprørets hærgen og murens fald. Nedenfor følger så det lange svar. Alle svar, både korte og lange, fører til et opgør med nationale, kritiske og sociale danske og europæiske traditioner til fordel for et kultur- og historieløst vokabular, der nu klemmer vores skolers iltforsyning, så de efterlades i stakåndet tomhed. Lad os først se på hvad hun gør op med, hvilket også er det eksistentielle grundlag for Ny Nordisk Skole. Det ”afgørende øjeblik”, som hun selv kalder det.

2.      Antorinis opgør - hvad hun ikke mener

Jeg har studeret tre længere artikler fra Antorinis egen hånd og to bøger, som hun har skrevet i forfatterkollektiver, hvor de gennemgående medskribenter er sociologen Henrik Dahl og direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt, der også er formand for dialoggruppen i Ny Nordisk Skole. Det er en historie, som er let for mig at sætte mig ind i og forstå, fordi jeg tilhører samme generation og har delt mange af de bekymringer og overvejelser, som jeg kan læse om. Jeg var også tæt på at havne i deres grusgrav, men undgik det heldigvis med nød og næppe i sidste øjeblik, fordi jeg faldt over nogle bøger, der viste hvilke store fejltagelser, som var forbundet med Antorinis vej. Derfor forstår jeg alt og har sympati for deres bestræbelser, men også medlidenhed med resultatet.

Lad os se på hvordan Antorini opfatter situationen i SF, efter hun har forladt partiet omkring 1999. Hun skriver, at partiet har foretaget et moralsk svigt, dels ved at undlade at støtte Natos militære aktion i Bosnien og dels på grund af partiets nej til Amsterdam-traktaten (Antorini 2003). Det er altså ikke blot sådan, at hun er imod partiets politik på særskilte områder. Nej, der er tale om et grundlæggende moralsk svigt. Det er klart, at hun med sådan en analyse ikke kan blive i partiet, og derfor må hun også, på trods af en fremtrædende post som næstformand, forlade det med det samme.

Men hvordan fortolker hun så dette ”svigt”? Det hele handler om hendes opbygning af, hvad hun ikke er, og hvad hun er i stedet for det, hun ikke er. Lad os først se på, hvad hun ”ikke er”, hendes mange opgør. Det er i disse opgør, at vi finder det eksistentielle og filosofiske grundlag for Ny Nordisk Skole og dermed om hele ånden i den folkeskolelov, som alle pædagogisk interesserede diskuterer for tiden.

2A. Første ”ikke”: Socialismen

Det første ”ikke” handler om et ubehag med den mere traditionelle socialisme og arbejderklasseretorik, som prægede Gerd Petersens formandstid, og som formandsskabet under Holger K. Nielsen, den nuværende skatteminister, var en umiddelbar forlængelse af. Det vokabular, der prægede SF på det tidspunkt, er fraværende i Antorinis egne tekster, og man ser opgøret direkte i en formulering som: ”Samfundet består ikke længere af stabile sociale klasser med dertil hørende klassebevidsthed. I stedet består det af statusgrupper, der for det overvejende flertals vedkommende hører til inden for den brede middelklasse” (Antorini 2001 mfl., s.52-53). Uden tvivl er denne formulering knyttet til Berlinmurens fald, som gør det vanskeligt at formulere en klassisk socialisme efterfølgende, men derudover er der også den faktuelt rigtige baggrund for citatet, at der sker store sociologiske forskydninger i klassestrukturen i de år. Der er så at sige slukket for klassekamp og solidaritet. Et problem, som plagede og stadig plager hele det europæiske venstre, og som faktisk også i parentes bemærket gør konservatismen svag. I England førte det til Tony Blairs opgør med det gamle Labour, og i Danmark fører det til nye orienteringer i SF og den yderste venstrefløjs sammenbrud og efterfølgende gendannelse i Enhedslisten. Inden for den politiske sociologi afløses Marxismen af neo-marxismen, af Foucault og den såkaldte diskursanalyse, altså af socialkonstruktivismen, som den også kom til at hedde i pædagogiske sammenhænge. Ernesto Laclau og Chantal Mouffes stort anlagte diskursanalyse i den indflydelsesrige bog Hegemony and Socialist Strategy fra 1985 er et direkte opgør med klassebegrebet. Vi var mange, der i 1980’erne syntes, det var befriende at kritisere kritikken, som mange steder, ikke mindst inden for pædagogikken, var gået helt i maskimekanisk tvangsmekanik. Sindet blev sat fri for at sige det på den måde; der skulle reflekteres, som den engelske sociolog Anthony Giddens skrev det. Og Antorini er ung i disse år og mærker ligesom os andre, at hvis socialismen skal have liv, kan det ikke findes i nærheden af sprogspil, der har noget som helst at gøre med marxisme og klassekamp. Dermed slap vi heldigvis for 70’ermarxismens simple skråsikkerhed, men desværre fik vi også problemer med den klassebaserede solidaritet i samfundet, og forestillingsevnen måtte på rejse. Jeg vil dog tilføje, til forsvar for den postmarxistiske sociologi, at ikke alle var så hurtige med at erstatte klassebegrebet med ”statusgrupper”, som Antorini gør i ovenstående citat. Ved dette skift i vokabular, fra ”klasse” til ”statusgruppe”, mister man nemlig blikket for interagerende sociale, politiske og økonomiske processer, der er en ordentlig sociologis objekt.

2B. Ikke 2+3+4: Det nationale, det grundtvigske og den danske arbejdsmarkedsmodel

Det andet ”ikke-er” kan opdeles i to beslægtede momenter.  Antorini er ikke nationalt sindet, og hun er ikke grundtvigianer. To ”ikker” som er delvist sammenfaldende. Først det nationale: Antorini forbinder hvad hun forstår som en populistisk konservatisme med den ny højrefløj, altså Dansk Folkeparti, under hvis hat, hun omtaler tre af vores fineste forfattere, Karen Blixen, Jakob Paludan og Kaj Munk, og hun kunne sikkert afvikle mere af den litterære kanon, f.eks. Martin A. Hansen og Heretica-lyrikken og måske også HC Andersen, hvis hun havde tegn nok (og dog! Måske ikke Andersen. Han kan nok bidrage til bruttonationalproduktet). Dermed nednormeres noget af vort lands smukkeste litteratur. Hun mener derudover, at vores nationale konstruktion er knyttet til en antitysk og antieuropæisk bevægelse, der flyder sammen i forbindelse med tabet af Slesvig i 1864, og som på den måde forbindes med ”det moralske svigt”. Man kan i høj grad diskutere Slesvigskrigenes kulturelle betydning, men at koble denne del af vores historie så bastant til EU-modstanden, til Danmarks moderne egenart, og dermed til skolepolitik, bidrager blot til det modsatte af uddannelse, nemlig til kollektiv glemsomhed. I realiteten overtager hun dog dette opgør med det nationale fra 70’er-marxismen, som også var imod alle nationale referencer, og som i dag lever videre i f.eks. professor Per Fibæks bidrag, som forbinder dansk litteratur med Dansk Folkeparti, så det er ikke kun hendes skyld, selvom det naturligvis er trist, især hvis man kender nogle af de nævnte forfatterskaber og resten af vores brede og vilde nationale dialoger.

Hvad der mere er Antorinis eget ansvar er det andet ”ikke”, nemlig opgøret med venstregrundtvigianismen, der for Antorini bliver til et opgør med det grundtvigske som sådan. Det kan man læse om i det centrale essay ”Grundtvig mod min vilje” (Antorini 2006). Denne konstruktion af det grundtvigske er til gengæld tydelig, og Antorini spiller en politisk hovedrolle i at dreje det nye venstre væk fra, hvad hun opfatter som et navlepillende grundtvigsk venstrefløjsperspektiv, der ikke er i trit med den europæiske venstrefløj, som på det tidspunkt slet ikke ser EU som et neoliberalt projekt, men snarere som en frihedstanker for medborgerskab og solidaritet. Nogle læsere er måske gamle nok til at huske, at grundtvigske og mytologiske temaer spillede en ganske stor rolle for de folkelige bevægelser i 80’erne, altså fredsbevægelsen, miljøbevægelsen, atomkraftbevægelsen etc. Selv var jeg i sommers til grundlovsmøde hos Folkebevægelsen mod EU (lidt tilfældigt, jeg er EU-tilhænger). Her sang man en hjemmedigtet fædrelandssang, som var antikapitalistisk, som trak på temaer fra den nordiske mytologi, og som samlede det hele i en forestilling om et nordisk urdemokrati, der var sat op mod en postuleret trussel fra Rom. Det var nok sådan en lyrik, som Antorini ikke var begejstret for dengang. Men man kan også nævne Ebbe Kløverdal Reich, som var Maoist, grundtvigianer og EU-modstander, Sebastians sang om Danmark, der bliver ”bollet op af deutsche dollars”, og Antorini nævner selv filminstruktøren Erik Clausen og sangeren Niels Hausgaard i samme forbindelse. Grundtvig stod altså for en blanding af mytologi og socialisme - en nationalistisk dansk venstrefløj kalder Antorini det i sin artikel ”opgør med Helligfranserne” - og det var derfor på en måde Grundtvig og i videre forstand hele den danske guldaldertradition, der blev gjort ansvarlig for SF’s ”moralske svigt”. Derfor kan Antorini også skrive: ”For mig er Grundtvig tæt forbundet med at være dansker. Og at være dansker på den venstreorienterede måde” (Antorini 2006, s.110). Grundtvig havde ganske vist også rødder i brede nationalt sindede kredse fra 1850 til 1968, men det var ikke den Grundtvig, Antorini mødte. At Grundtvigianismen er en hel intellektuel og praktisk bevægelse, der også har dybe forandringer i europæisk idehistorie, og som har sine egne skænderier og sine egne relationer til andre teologiske og litterære bevægelser i samfundet, er ikke inden for Antorinis horisont. Hun kan ikke komme til den grundtvigske tradition for bare venstrefløj, for nu at sige det på den måde.

Det skal endelig nævnes, at Antorini også er kritisk overfor den danske arbejdsmarkedsmodel og de nordiske velfærdssystemer, som hun også mener lukker sig fra europæisk integration og dermed bliver en del af det ”moralske svigt”. Et synspunkt som er højaktuelt i disse uger, hvor hun har fuld gang i at køre Danmarks Lærerforening, og i videre forstand, dansk fagbevægelse, over.

Dermed har hun lukket både den socialistiske, den nationale, den grundtvigske og den velfærdsstatslige vej. Man kan godt forstå, hun må forlade SF og gå nogle år i tænkeboks. Det måtte vi alle sammen. For hvor skulle vi gå hen? En pudsig tilføjelse er i øvrigt, at Anders Fogh Rasmussen i sin ungdom afviste Grundtvig af samme grund som Antorini, nemlig på grund af mødet med Kløverdal Reichs bog om nationalikonet. Rasmussen var forfærdet, og fandt først Grundtvig frem igen i forbindelse med læsningen af Kaj Thannings Grundtvigbiografi, som har rod i den brede nationalt sindede højskoletradition fra før ungdomsoprøret. Rasmussen tolker det ganske vist lige lovligt liberalistisk, fordi han er præget af 1980’ernes såkaldte nyliberalisme, som ville have marked i stedet for stat, men det er en anden sag. Pointen her er, at han er i stand til at finde Grundtvig bagom venstregrundtvigianismen (Rasmussen 2006). Men den bevægelse foretager Antorini ikke. Hun afviser venstregrundtvigianismen, hvilket for hende også udgør grundtvigianismen som sådan, hvorved hele den nationale tradition rives med i faldet.

Antorini har ingen privat baggrund at stå imod med. Grundtvigs poesi eller politiske filosofi spillede ingen rolle i hjemmet, og i folkeskolen sang hun efter eget udsagn primært Poul Kjøllers sange. Hun støder derfor først på Grundtvig som voksen, hvor han altså perciperes som årsag til ”et moralsk svigt” i hendes eget parti og over for hele Europa.

En enkelt lille gang kommer hun lidt i tvivl. Hun fortæller i ”Grundtvig mod min vilje”, at hun besøger en lille dansk skole i Sydslesvig, hvor der hersker en mild grundtvigiansk ånd med dannebrog, modersmål, ligeværdighed og sang. Hun kan ikke rigtig have al det symbolske, men anerkender alligevel at der er forskel på nationalisme og på at være stolt af sit land, på nationalisme og patriotisme: ”På den ene side elsker jeg Danmark som intet andet, på den anden side kan jeg ikke holde ud at sige det højt”, siger hun med en hjerteskærende formulering af hendes grundtvigske ambivalens. Måske er hun henført af, at hun er blevet bedt om at skrive om Grundtvig af Vartov, jeg møder i al fald ikke lignende eksistentielle betragtninger i de øvrige tekster. Og i resten af artiklen har hun travlt med at afvikle den nationale poesi til noget fra gamle dage og til en del af al navlepilleriet.

Men der er yderligere et moment. For ikke nok med at den nationale tradition og den venstregrundtvigske ditto er i omegnen af det moralske svigt. Disse to rørelser, som placeres i nærheden af Dansk Folkeparti og til SF, er derudover, ifølge Antorini, stort set umulige at skelne fra hinanden. Ok, det har hun jo ret i, hvad angår EU-modstanden, som højre og venstre i dansk politik stadig deler, men jeg kan da huske både store opgør om arbejdsmarkedspolitikken og indvandrepolitikken i de år. Men for Antorini har opgøret med Grundtvigianerne været så lidelsesfuldt, at hun må slå hendes tidligere partifæller, altså SF’erne, i hartkorn med den yderste parlamentariske højrefløj, højre-populismen, som hun kalder den, og det er jo sørgeligt for både vores fælles sensibilitet og for en kulturelt velorienteret socialisme, at Blixen, Paludan og Grundtvig nu skal i glemmeskabet, hvor de kan overleve som tørre facts i en lærebog.

3.      Reduktionen af Kierkegaards indflydelse og synet på den danske højrefløj

Hendes forsimplede syn på den nationale tradition, og faktisk også på det hun kalder for højrepopulismen, kommer også til udtryk på en anden måde. I Vartov-udgivelsen bliver Antorini og de øvrige bidragsydere nemlig spurgt ikke blot om deres syn på Grundtvig, men også om deres forhold til Søren Kierkegaard. Formodentlig derfor skriver Antorini til sidst i sit bidrag nogle få linjer herom, og det, hun skriver, er sigende. Hun fortæller, at Grundtvig har spillet en stor rolle for folkesjælen, mens Kierkegaard mest studeres på universiteterne. Det er netop i år 2006 en skæbnesvanger fejl, der gør at hun slet ikke kan vurdere den danske højrefløj og konservatisme realistisk. Netop mens hun skriver disse ting i 2006, vokser Dansk Folkeparti sig stort, og ideologen her er jo Søren Krarup, der sætter et enormt præg på hele årtiet. Og Krarup han er Kierkegaardmand med stort K. Godt nok den sene Kierkegaard, som man siger, men det må vi lade ligge her. Kierkegaard spiller dermed en kolossal kulturel rolle for den danske højrefløj i 00’erne og gør det stadigvæk. Vi er Kierkegaardsk strukturerede for tiden, kan man godt sige, mens Grundtvig er hjemløs. Det er faktisk Grundtvig, der putter sig på kontorene, og hvis han er i ”folkesjælen”, så er det som en form for tavst gen. Endnu et eksempel på Kierkegaardinteressen uden for universiteterne er Sørine Gotfredsens bog ”den åndløse dansker”, som jeg nævner her, fordi bogen emmer af Kierkegaard, og fordi Gotfredsen har en længere omtale af Antorinis artikel, som hun kritiserer for at overse Grundtvigs teologi, hvilket på en måde er det samme som at sige, at hun, altså Antorini, forveksler venstregrundtvigianismen med grundtvigianismen som sådan, hvilket jo også er min pointe her (Gotfredsen 2011) (Antorinis essay drøftes også i Larsen 2012).

(selvom Gotfredsen efter min opfattelse dermed også overser den tidehvervske prægning af grundtvigianismen fra omkring 1960, hvor teologien, via Thanings, Bugges og Løgstrups arbejde, netop skrives lidt ud i kanten af Grundtvigs filosofi. Det er den prægning, der overtages af ungdomsoprørets grundtvigianere, og det er først her Antorini støder ind i foretagendet)

Men Gotfredsen - der nu er begyndt at skrive udmærkede kronikker med Thue Kjærhus, som er forstander for Rønshoved højskole, grundtvigianer og glad for Hannah Arendts filosofi - har ikke i sin 2011-udgivelse sans for det sociale og historiske forhold, at Antorini tilhører en generation, der er sat til at bakse med nogle socialistiske og nationale overleveringer, og som ligesom alle andre er sat i en historisk situation, hvor hun møder og må tage stilling til de åndelige strømninger, der nu engang er i nærheden. Skoleforhold har aldrig været Kierkegaards interesse, hvilket også viser sig i både Krarups og Gotfredsens arbejde. Så når Kierkegaard, især den sene, dominerer kulturen, så er der en tendens til, at det pædagogiske glemmes, og det passer jo perfekt på vores nuværende situation, hvor al pædagogik reduceres til læring og evidens og skidt og kanel.

(der var også mere ”postmoderne” læsninger af Kierkegaard i de år, f.eks. Joakim Garf og Uffe Jonas, som har bedre muligheder for at stimulere det pædagogiske. Man kunne også læse Martin A. Hansens Løgneren, som kan opfattes som en kierkegaardinspireret skoleroman, men så er vi ovre i den nationale tradition, som Antorini og generationen før hende (f.eks. Per Fibæk Laursen) allerede med ulidelig lethed har kastet bort. Endelig var Georg Brandes, Søren Krarups værste fjende, flittig kierkegaardlæser, og eftersom Brandes spiller ind i kredsen omkring grundlæggelsen af Politiken og de kulturradikale miljøer i Danmark, kan man sådan set godt sige, at der er et kierkegaardsk element selv i kulturradikale kredse (selvom det er svært af se i disse år, men sidst viste sig ved Politikens støtte til Linda Maria Koldau)).

Så højrefløjens EU-skepsis er sen-kierkegaardsk, mens venstrefløjens var grundtvigsk, hvilket gør en kæmpeforskel for hvilket begreb om ”folk”, der rumsterer. Men det overser Antorini, fordi højre og venstre, på trods af denne vigtige filosofiske forskel, er fælles om det eneste, hun kan se, nemlig det hun opfatter som et ”moralske svigt”, og derfor kan hun ikke bruge noget som helst fra hverken de nationale, de nordiske eller kritiske traditioner, som ellers også kunne stimulere et nyt venstre. Det er på en måde lidt det samme, der sker for Søren Krarup, når han siger, at stort set al filosofi siden den franske revolution er et ”sammenbrud”. Der går enorme mængder af værdi tabt her, f.eks. hele den kritiske og politiske tradition. På samme måde udelukker Antorini hele vores filosofi og æstetik. Antorini har i hendes filosofifjendskhed mere tilfælles med Krarup, end den grundtvigske venstrefløj har, så vidt jeg kan bedømme det.

Alle kortslutningerne arbejder sammen i et citat som: ”Hos de højreradikale er folk og nation to sider af samme sag. Men den danske venstrefløj gjorde i praksis det samme ved at koble den nationalistiske grundtvigianisme (foregangsland Danmark) med den antikapitalistiske marxisme (EU er de multinationale virksomhedes legeplads)” (Antorini mfl. 2003, s.37).  Det hedder sig ligefrem, at ”Danmark er blevet et problem for Danmark”. Utroligt at man har så travlt med at udelukke alt det, vi bader i, fordi de optræder i en tilfældig historisk konfiguration, som er uheldig. Hvorfor sætter vi os ikke ned i badekarret i stedet for? Men ok, så kan man godt rive en masse nyere uddannelsesdokumenter i stykker, og det er selvfølgeligt besværligt. Befriende, men besværligt.

4.       Hvor går man hen, når alle veje er lukket? – den metodiske antihumanisme

Antorinis veje er lukkede, og hendes åndelige blindgyde præger en hel generation af intellektuelle og pædagogisk interesserede. Både den nationale kilde, inklusiv Grundtvig og Kierkegaard, og velfærdsstatens og marxismens kilder er tørre, og Krarup har sørget for at kompromittere de kritiske traditioner. Men hvad skal hun så gøre? Man skal jo leve, og man kan ikke leve at penge alene. Et menneske må orientere sig. Men hvor? Den forvildede idealitet, som Jakob Knudsen kalder det i 1907, sætter ind, og det er denne ”forvildethed”, der nu er blevet til skoletanker.

Det første svar på orienteringsproblemet finder vi i musikken, som skal nævnes, fordi det har en slags sørgmodig underholdningsværdi. Jeg tænker her på Antorinis kritik af CV Jørgensens sang fra 1978, ”I en blågrå kupé”, der handler om en mand, som hedder Computer Charlie. Sangen er en herlig satire over folk, der kun tænker i systemer og teknologi uden sans for formål, liv og helhed. Jeg har altid tænkt på den som helt upolitisk, og at den kunne ramme folk i alle lejre og en tendens i os alle sammen, en slags Holbergsk påmindelse i 70’ernes formsprog. Men for Antorini bliver Carsten Valentins herlige lyrik til en sang imod akademikere og globalisering som sådan: ”Hvad er det for en fjende, CV Jørgensen maner frem? Det er det egentlig interessante. Fjenden er akademiker, han er karrieremenneske, han er kosmopolit, og han er ekspert i informationsteknologi (som dengang hed ”edb”)” (Antorini mfl. 2001, s.37). Antorini ser ud til at mene, at Computer Charlie er et ideal. Det nye dannelsesideal er symbol- og tegnanalytikeren med pc’en under armen, den specialiserede ekspert. Det stemmer godt overens med, at jeg engang skrev til Antorini, at man burde være mere påpasselig og tænksom i forbindelse med anvendelse af ny teknologi i skolerne. Det kunne hun slet ikke se. ”Hvorfor det?” skrev hun blot, hvorved hun demonstrerede en uvidende men desværre også magtfuld naivitet. Det er også tankevækkende, at netop i den bog, hvor man finder disse overvejelser, hedder medforfatteren Lars Goldschmidt, formanden for dialoggruppen i Ny Nordisk Skole, ham med duracellkaninerne og gammel kredsformand for SF i Roskilde, hvor Antorini vist også stammer fra. Ham har vi sandelig heller ikke hørt mange oplyste pip fra. Tværtimod, Computer Charlie? Dannelsesidalet? Formanden for den nye skole?

Denne bevægelse i retning af en abstrakt symbolfilosofi svarer også godt til Antorinis referencer til Henrik Dahl og til Lars Qvortrup, som hun beskriver som noget i retning af Dahls mentor. Dahl, som hun skriver mange af sine bøger sammen med, og Qvortrup, er tilhængere af den såkaldte systemteori, der baserer sig på en ofte meget ukritisk tilslutning til en tysk sociolog, der hedder Niklas Luhmann. Jeg er lidt i tvivl om, hvor ”ukritisk” tilslutningen er for Dahls vedkommende, men for Qvortrup er den decideret religiøs og derfor stærkt uvidenskabelig. Denne luhmannisme virker på samme mekaniske og tvingende måde, som de intellektuelles forvirrede omgang med Marx i 1970’erne. Det er en lang historie. Her vil jeg blot sige, at luhmannismen har haft enorm indflydelse på dansk pædagogik, at den ligger bag alle de tiltag, jeg nævnte på denne artikels første sider, og at den hylder den såkaldte ”metodiske antihumanisme”, der reducerer dannelse og holdninger, f.eks. socialistiske, pædagogiske og nationale, til dele af værditomme funktionssystemer. Antorini bliver dermed i sin teoretiske og normative ensomhed ridset af den metodiske antihumanisme, hun bliver altså ikke blot ”antihumanist”, en position der prægede postmodernismen og samtidsdiagnosen, men ligefrem ”metodisk antihumanist”. Her finder hun det eneste sted, der er tilbage efter ungdomsoprørets afvikling af det nationale og efter den brudte Berlinmurs afvikling af de solidariske tilgange. Desværre er det også et sted, der er ude af stand til at orientere sig i begreber som kritik, oplysning, demokrati, åndsfrihed, kultur, kultur og mange af den type ord, som befolker vores formålsparagraffer og vores filosofiske tradition, der jo stammer fra en blanding af nationale og filosofiske tilgange.

Alting skal ifølge den metodiske antihumanisme blot passe sammen i et kulturløst tegninferno, og den nye systemteoretiske menighed bevæger sig i retning af, at især det økonomiske system skal have forrang, så f.eks. uddannelsessystemet, der burde beskytte det værdifulde, nu blindt må indordne sig under konkurrenceevne, pisalister og erhvervslivets banale behov for duracellkaniner. Og i dette system bor Computer Charlie så. Det er de danske børns sted. Her kan de svæve uden kulturel omsorg og fælles kærlighed. Uden solidaritet eller historie, uden æstetik, uden spørgsmål og uden flag. Her kan de bukke under eller makke ret som ”soldater i konkurrencestatens tjeneste”, for nu at bruge Ove Kaj Petersens metafor. Afviklingen af fortiden og den luhmannianske strømpil arbejder sammen i følgende ildevarslende citat, hvor Antorini refererer Lars Qvortrup for at sige, at vi skal ”gøre os umage med at lave en realistisk beskrivelse af nutiden, hvis vi ikke skal blive ved med at diskutere fortidens problemer og konflikter. Vi skal i gang med noget erindringsarbejde af vores nutid” (Antorini mfl. 2006, s.114). I stedet for at se nutiden med ”den danske guldalders øjne”, som det hedder. Det er jo rigtigt i den forstand, at der er andre sociale, økonomiske og politiske realiteter i dag, men hvis det, og det gør det her, bliver til en ideologi - hvis vi ikke kan finde hjælp til at formulere vores spørgsmål i vores egen tradition - så er det vi står nøgne, fleksible og tilpasningsdygtige over for enhver ruskende vind. Præcist dette er blevet konsekvensen hos systemteoriens danske fortalere inden for pædagogikken, og derfor sker det samme for Antorini. Og så kan man ikke lave en skole.

Blandingen af antihumanisme og Computer Charlieidealisering går igen i den analyse af Danmarks partistruktur, som man finder i bogen Det nye systemskifte. Her tales der for at stifte et nyt parti, det virtuelle folkeparti, som består af moderne og fritænkende radikale, socialdemokrater og SF’ere. Det nationale kan putte sig i Hjemstavnspartiet, der kan oversættes til DF, og de solidariske dyder får også sit eget bagstræberiske parti. Her er Antorinis opgør og forfald illustreret i hendes opfattelse af partiernes navne og indbyrdes relation. Medlemmerne af dialoggruppen for Ny Nordisk Skole er i symbolsk forstand stort set alle fra ”det virtuelle folkeparti”, de er Computer Charlier i den metodiske antihumanisme.

I sit essay om Grundtvig udtrykker hun også det danske som en følelse af ambivalent savn, men hun kommer ikke videre med sin ambivalens, fordi hun er sat i en kulturel og historisk situation, hvor hun ikke kan se en dansk og nordisk tradition, men kun ane den som noget fjernt, der puffer til en ambivalens i en situation, hvor hun decideret bliver bedt om at kigge på Grundtvig og Kierkegaard. I al andet materiale, jeg har set, er ambivalensen væk. Der er kun Computer Charlie tilbage. Eller som det hedder i bogen Borgerlige ord efter revolutionen: ”Det glæder om at udvikle snedigheden… og på enhver måde at støtte udviklingen af den konkurrencedygtige borger”, så man kan blive ”fremragende” og slå ”verdensrekorden”; næsten fra ord til andet vokabularet bag Ny Nordisk Skole, bortset fra omtalen af ”borgeren”. Ham er der ikke mange der taler om. Danmark ender i bedste fald som et ambivalent savn, hun ikke kan aktivere, fordi hun er sat i en kulturel og historisk situation, hvor en positiv dansk og nordisk pædagogik er udelukket og skjult. Hun kan kun føle den som noget fjernt, der puffer til en ambivalens, der ikke kan kommer forbi hendes lokale forbistring. I værste fald opfattes Danmark som et moralsk svigt, som nu skal erstattes af det konkurrencedygtige individ, men så bliver det umuligt at lave uddannelse, for hvem kan deklarere en fuld offentlig tilslutning til sådan en ide, samtidig med at de ser et barn eller et ungt menneske i øjnene?

(Jeg er ikke alene om denne grundanalyse. På en konference i februar 2013 på Aarhus Universitets afdeling i Emdrup, det gamle DPU, fortalte idehistoriker Jens Erik Kristensen også historien om, hvordan Ny Nordisk Skole er konkurrencestatens skole, og ungdomsforsker Noemi Katznelson, den eneste kritiske røst i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole, var endnu mere kritisk, som jeg hørte indlæggene, der i øvrigt ligger som videolinks på DPU’s hjemmeside. Professor Per Fibæk Laursen deltog også på mødet, men han havde igen travlt med at tale dannelse og normativitet ud af initiativet, og han responderede slet ikke på kritikken (se videolink i litteraturlisten).

I BUPL-piecen Ny Nordisk Pædagogik fortælles samme historie af professor Ove Kaj Pedersen og af ph.d. Claus Holm, og den metodiske antihumanismes fortaler, Jens Rasmussen, bidrager selvfølgelig også. Kristensen og Holm er dog ikke så kritiske overfor udviklingen som jeg er, men det er fordi, at også de er ridset af den metodiske antihumanisme og at de derfor mener, at man skal indrette pædagogikken udfra konkurrencestaten som et socialt og økonomisk vilkår. Pedersen er en egen historie, som jeg pt. studerer (Holm mfl. 2012).)

Antorinis essay om Grundtvig er efter min opfattelse et ufrivilligt rørende skrift. Det er historien om et åndeligt kollaps, som Antorini bestemt ikke er ene om. Det er blot ærgerligt, at historien er så grum, fordi kollapset bliver politisk og fælles, og dermed bliver til historien om, hvordan Ny Nordisk Skole bliver til Ikke Nordisk Skole, hvordan ”ny” bliver til ”ikke”, og hvordan vi taber vores pædagogiske og politiske egenart og stolthed fuldstændigt på gulvet.

5.      Konklusion

Hermed har vi fundet svaret på spørgsmålet om dialoggruppens sammensætning, herunder de manglende intellektuelle fra både højre og venstre samt fraværet af hele den grundtvigske fløj, som er erstattet af de mange symbolanalytikere og mellemledere. Der er også svar på, hvorfor dannelse, kultur og holdninger er helt væk fra Ny Nordisk Skole, samt at man på trods af kritikken insisterer på at holde disse åndelige momenter ude af diskussioner om både lærer- og pædagoguddannelse og af folkeskolereformer, og jeg har også tilvejebragt en forklaring på Antorinis tanketomme EDB-begejstring. Jeg har også svaret på, hvorfor Antorini ikke har forsvaret KLM, men tværtimod med stjerner og klaphat har modtaget en læreruddannelsesreform, som også var støvsuget for dannelse, og som var udarbejdet af systemteoretikere, som også er imod grundtvigske, nationale, og kritiske traditioner. Endelig har jeg tilvejebragt en forståelse af, hvorfor folkeskolereformen kan opfattes som et opgør med sit eget eksplicitte formål, hvorved man naturligvis ikke mere bør tale om en folkeskole.

Sådan gik 1½ år med en ny minister, som skulle have talt de nordiske traditioners sag, men som endte med at gøre det modsatte, 1½ år med en minister, som vil bygge et evidensbaseret palads, som virker uafhængigt af historisk kontekst, men som selv viser sig som vredet ud af sin egen tid, altså i dyb normativitet, selv om det normative afvises, i et ”bør” der ikke kan deklareres”, men som må skjules og iklædes et falskt ”er”. Et moralsk svigt?

Litteratur:

Antorini, Christine & Goldschmidt, Lars & Dahl, Henrik mfl. (1999). Borgerlige ord efter revolutionen, København: Gyldendal.

Antorini, Christine & Goldschmidt, Lars & Dahl, Henrik (2001). Det nye systemskifte, København: Gyldendal.

Antorini, Christine (2001). Ny ilt til debatten, tak!, Danske Dagblades Forening.

Antorini, Christine (2003). ”Opgør med helligfranserne”, i Holm, Adam og Smith, Peter Scharff: Idealisme eller fanatisme – opgøret om venstrefløjen under den kolde krig, København: Forum.

Antorini, Christine (2006). ”Grundtvig mod min vilje”, i Cappelørn m.fl. (red.): Alle mine kilder – en samling af foredrag om arven efter Grundtvig og Kierkegaard som kilder til inspiration, København: Vartov.

Gotfredsen, Sørine (2011). Den åndløse dansker, København: Kristeligt Dagblads Forlag.

Holm, Claus & Baumann, Allan (2012). Ny Nordisk Pædagogik, København: Børne- og ungdomspædagogernes Landsforbund.

Larsen, Esben Lunde (2012). Frihed for Loke saavelsom for Thor – N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv, Ph.d.-afhandling, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

Rasmussen, Anders Fogh (2006). ”Grundtvig og Kierkegaard – nogle af mine vigtigste kilder”, i Cappelørn m.fl. (red.): Alle mine kilder – en samling af foredrag om arven efter Grundtvig og Kierkegaard som kilder til inspiration, København: Vartov.

Videoforelæsninger om Ny Nordisk Skole, DPU, marts 2013: http://edu.au.dk/forskning/videoforelaesninger/hvad-er-det-nye-i-ny-nordisk-skole/