Hvad er det nye, og hvad er det nordiske i Ny Nordisk Skole, kan man spørge. Sammenlign for eksempel disse to landes vilkår for lærerne:

Det ene land har de sidste 20 år gennemført meget få skolereformer, men har til gengæld lagt stor vægt på læsning, lighed for alle og lærerkompetencer. Landets læreruddannelse har siden 1984 været femårig og på kandidatniveau. Løbende evaluering er en integreret del af skolekulturen, men til gengæld har grundskolen ingen afsluttende prøve, og man har ingen nationale test.

I det andet nordiske land er skoleloven de senere år i gennemsnit blevet ændret cirka hver fjerde måned, og man har indført obligatoriske nationale test, elevplaner og kvalitetsrapporter. Læreruddannelsen er fireårig på bachelorniveau.

Det første land ligger helt i top i internationale sammenligninger, skolen er god til at bryde den negative sociale arv, og lærerne nyder stor respekt i offentligheden. Det andet land scorer internationalt på det jævne. Næsten hver femte elev forlader skolen som alt for usikre og langsomme læsere, og der er fri jagt på lærerne hele året.

Tidsskriftet "Kognition og Pædagogik" har netop udsendt et nummer med fokus på Ny Nordisk Skole, og det er her, Niels Egelund foretager en række sammenligninger mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Der har, viser han, ”været markante forskelle i den uddannelsespolitiske udvikling på folkeskoleområdet”. Egelund giver nogle bud på hvorfor. Men dog med en meget vigtig understregning af, at der »videnskabeligt set ikke er mulighed for at afdække årsagssammenhænge«. Tankevækkende.

Og hvad er så forskellen på Bertel Haarders projekt før 1993-loven og Christine Antorinis 2012-projekt? Haarder erklærede, at han ikke gad tygge drøv på resultaterne af de mange skoleudviklingsprojekter, som De Radikale havde fået bevilget 400.000 millioner til. For han vidste godt, hvad der skulle til! Antorini vil derimod gennem Ny Nordisk Skole-bevægelsen have pædagoger, lærere og skoleledere til selv aktivt at gå i gang med at forbedre skolen. Men hendes forslag til reform kommer, længe før den proces er sluttet. Så hvad er så forskellen?

Det står ikke lysende klart efter læsning af "Kognition og Pædagogik"s særnummer. Men Lars Goldschmidt har sagt det meget klart. Forskellen er, om man møder skolens professionelle med tillid eller foragt. Ud over at være direktør i Dansk Industri er Goldschmidt, sammen med Dorte Lange fra DLF, formand for Ny Nordisk Skoles dialoggruppe.

Det er denne tillidstilgang, der kendetegner "Kognition og Pædagogik"-nummeret. Kristina Aaltonen og Frans Ørsted Andersen præsenterer Ny Nordisk Skole-projektet, Hans Henrik Knoop skriver om ”psykologien i Ny Nordisk Skole” i en artikel, som er hele tidsskriftet værd. Til gengæld har Marianne Jelved ikke meget andet end nogle positive ju-hu-bemærkninger at byde på, og så deler hun ud af sin begejstring for en Knud Illeris-bog om kompetencer. Frans Ørsted Andersen, Andreas Rasch-Christiansen, Taru Piironen og Gitte Højfeldt sammenligner de forkølede danske forsøg med undervisningsassistenter med den velfungerende finske ordning. Begreberne fascineret opmærksomhed, opmærksomt nærvær og flow bruges af idrætslærer og ph.d.-studerende Helga Synnevåg Løvoll om anvendelse af friluftsliv i pædagogiske sammenhænge, og der er meget at hente til andre områder end idræt og biologi. Også Maria Mavioglous artikel om tosprogede som en potentiel resurse i skolen er spændende.

Ny Nordisk Skole? Forklaringen i bestemt ental findes ikke i tidsskriftet. Men menuen indeholder masser af velsmagende og vitaminrige nordiske retter.