250 tidligere elever mødte op, da Sankt Annæ Gymnasieskole i april fejrede 50-året for den første årgang med pigekor. En af dem var Louise Adrian, som startede i 3. klasse på skolen i 1973.

”Jeg kan huske, at jeg ikke havde tænkt så meget over i 1. og 2. klasse, at de andre elever ikke kunne synge. Ikke før jeg begyndte på Sankt Annæ, for der gik det op for mig, hvor fint og rent, det kunne lyde. Jeg husker det som en vidunderlig overjordisk fornemmelse, når vi sang sammen, som jeg ikke vidste eksisterede før. Det føltes, som om ens sjæl faldt til ro, fordi alle ramte de samme toner”, fortæller hun.

Den følelse stod hun med igen, da hun til jubilæet den 21. april sang sammen med veninderne fra for 50 år siden og de 240 nuværende elever i pigekoret.

”Det var en følelse af at være i familie med alle på en gang. Det har skabt venskaber, som jeg har haft lige siden, og det er musikken som har holdt os sammen. Jeg blev utrolig rørt af at synge med pigekoret igen. Jeg ville ønske, at alle børn oplevede den rigdom, det er at skabe noget sammen i skolen, uanset om det er sang eller idræt eller en anden kreativ aktivitet”, siger hun.

I koret forsvinder de sociale skel

Hun husker ikke optagelsesprøven i 1973 som noget stort. Hun skulle synge ’Jeg ved en lærkerede’, klappe rytmer, gentage nogle intervaller og så en tur til halslægen, som skulle vurdere, om hun kunne tåle at synge meget. Begge hendes forældre var musikalske, og både hun og hendes søster kom ind på skolen. Hun følte på intet tidspunkt, at det var forbundet med præstation at begynde på en skole med særligt fokus på sang.

”Jeg følte med det samme, at her havde jeg hjemme. Der var morgensang, fællessang og hørelære. Ligesom nogle børn synes, at det er sjovt at lære engelsk, så syntes jeg, at nodelære og teori i børnehøjde var vildt spændende, og jeg kunne ikke få nok. Jeg ved, at der var andre, der syntes, at det var for meget, men for mig var der aldrig et tidspunkt i skolen, hvor jeg syntes, vi havde for meget sang”.

Gennem skoletiden udviklede det sig fra interessen for hørelæren til toneuniverset og klange og derefter til teksterne.

”Jeg føler, at jeg hele min barndom havde en sang eller tekst på hjernen. Jeg kunne vågne op om natten med en strofe på læberne. Det blev en passion og energi til at klare alle de andre fag, som jeg syntes var mindre sjove. Jeg kunne overleve det, når sang var så fedt”, fortæller hun.

Sangfællesskabet betød også meget for det sociale i skolen, husker Louise Adrian.

”Jeg følte mig allerede som lille lidt kikset. Jeg var lille og rødhåret, en man drillede, fordi jeg ikke havde dyre tøjmærker. Men i samværet omkring musikken blev alle skel udvisket. Når man skabte noget sammen, forsvandt alt det med udseendet, hvor klog man var, og hvilke sociale lag, men kom fra”.

Hun mener det handler om, at man, når man synger sammen, kun er i det at synge og lytte til hinanden.

”Når man synger i kor, har man brug for hinanden, for man ved godt, at det sus kan man ikke skabe alene. Og så er det ligegyldigt, om der er en, der lugter eller en, der er pænere end en anden”.

Noget vigtigt går tabt, hvis sangen forsvinder i skolen

Louise Adrian har aldrig sluppet sangen. Mens hun gik på skolen, blev hun mere og mere interesseret i korledelse, fordi hun havde øre for, hvad der sket overalt i koret. Da hun kom ud efter skolen, var det lidt af et chok at opleve den virkelige verdens korsang, men hen ad vejen fandt hun ny tilgang til sangen gennem formidlingen.

Hun gik på rytmikpædagoguddannelsen og havde derefter musik som hovedfag på universitetet, tog organisteksamen, og nu har hun har arbejdet med korledelse i mange år. Hun er meget bevidst om, hvad mængden af sang i folkeskolen har givet hende i de seneste 50 år.

”Jeg synes, at man skulle have morgensang på alle skoler. Det er en kæmpe rigdom, også for dem, der ikke er vant til det. Det er noget kulturelt og et fællesskab, som vigtigt at bibeholde i dannelsen af os alle sammen”, siger hun.

Fra år til år i arbejdet med sang har hun kunnet mærke, hvordan de fælles referencer til sange er forsvundet.

”Engang kendte alle ’I østen stiger solen op’. Det er der ingen, der gør i dag. Der er kun radiohits, men der er så mange, at alle ikke har hørt det samme. Jeg synes virkelig, der går noget tabt, hvis vi ikke har fokus på sang i undervisningen. Også hvis det er til fordel for at spille instrumenter, for sangen kan noget særligt”.

I dag arbejder hun blandt andet med at synge med indsatte i fængsler.

”Det er en rigdom for dem at synge sammen. De er spærret ind på alle mulige måder, og de har mange udfordringer, men sangen giver dem et indre univers, som ingen kan tage fra dem. Sangen ejer man selv indeni, og når ked af det, så kan man tage den frem og finde glæde igen”.