Babulja besøgte Egtved Skole i mandags, hvor 0.-2. årgang fik lov til at synge med på deres sange.
Foto: Spildansk
Der bliver spillet dansk på skolerne denne uge
Skoler over hele landet fejrer Spil Dansk-ugen. Nogle med store koncerter, andre med musikerbesøg eller ved at lade eleverne tage danske sange med til musiktimen. På Egtved Skole har indskolingen haft skolekoncert med Babulja.
120
indskolingselever jazzede mandag med på tonerne fra fagot, sousafon og elguitar, da
bandet Babulja gav koncert på Egtved Skole.
Eleverne havde på forhånd arbejdet
med bandets sange og øvet de fagter, der hører til, så der var fuld blæs på
koncerten.
”Vi har fået
koncerten tilbudt gennem Levende Musik i Skolen, og der følger undervisningsmateriale
med, så man kan forberede eleverne godt. Det skal jo netop ikke kun være en
koncert, men et forløb. Og det betyder meget, også for bandet tror jeg. Det er
jo svært at få en helt tør svamp til at suge, men er den allerede lidt våd, så
går det nemmere”, siger skolens musiklærer Rita Dueholm Jacobsen.
I Vejle Kommune,
hvor Egtved Skole ligger, har musiklærerne et netværk, hvor de mødes to gange
om året og ser på, hvilke musikere de kan få på besøg og taler om, hvordan de
kan arbejde med det i musikundervisningen.
”Det betyder
meget for mig som musiklærer, at børnene møder professionelle musikere. Selv om
de har en musiklærer, der kan spille og synge, så er det noget andet. De har
spurgt mange gange, om det virkelig er dem, der kommer, som de har hørt inden.
Det giver dem også inspiration til selv at spille på instrumenter”.
Arrangementer i spildansk-ugen
Egtved Skole
er bare en af de mange skoler, som denne uge oplever dansk musik.
Spil Dansk-ugen
fejres over hele landet med koncerter, musikerbesøg og særarrangementer. På
Spildansk’s hjemmeside kan man finde en oversigt over alle de registrerede
arrangementer, som de kommuner der er med, kan benytte sig af.
Mange
musiklærere benytter også lejligheden til at sætte fokus på dansk musik ved fx at
bede eleverne tage danske sange med eller spille danske sange med dem.