Anmeldelse

www.skoledu.dk

Nyt digitalt matematiksystem kan ikke stå alene

Rigtig udmærket opgavebank, men matematikfagets kerne skal findes andre steder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kernen i matematikundervisningen er undersøgelser, eksperimenter og samtale i en kontekst, som har matematik i anvendelse som et centralt omdrejningspunkt. Og de dele finder du ikke i "Skoledu". Men brug trygt "Skoledu" som det, det er; en opgavebank til brug på såvel pc som Mac og iPad.

Fakta:

Titel: www.skoledu.dk

Forlag: Danviden Aps

"Skoledu" indeholder, som mange andre mere eller mindre gratis websteder, masser af fakta, opgaver og træning. Opgaverne er ofte selvinstruerende, og maskinen retter selv. "Skoledu" vil, som de fleste læremidler, være dækkende for undervisningen i faget og give læreren en dækkende pakke af undervisningsmaterialer, så han/hun blot skal tilføje sig selv som læremiddel og formidle forlagets læremiddelpakke.

Hjemmesiden skoledu.dk indeholder 16 matematiske emner, der samlet dækker matematikkens fagområder 4.-6. klasse. Hvert emne indeholder alle eller flere af kategorierne: fakta, opgaver, værktøjer, lærervejledning og træning.

Materialet lægger selv vægt på at indeholde en bred vifte af undersøgende opgaver, værktøjer, faktasider og tilhørende lærervejledninger. Forlaget har valgt at formidle opgaver med en høj grad af differentiering og mener derfor, at sidens indhold dækker matematikundervisningen for 4.-6. klasse. Desværre vokser træerne ikke ind i himlen. "Skoledu" indeholder fine oplæg til opgaveløsning og træning i matematik, men det kan ikke stå alene. Jeg kan derfor ikke anbefale at benytte "Skoledu" som matematikundervisningens basismateriale.