OK24

Løbende gennem ugen er der blevet forhandlet her i Finansministeriet, men forhandlingen om den ramme, der er afgørende for alle offentligt ansatte overenskomster, er stadig ikke i mål.

Den økonomiske ramme er endnu ikke på plads: Udskyder de kommunale forhandlinger 

Fagbevægelsens røde faner var linet op foran KL-Huset i København i dag, men forhandlerne dukkede ikke op. For de er fortsat ikke nået til enighed med finansministeren om den økonomiske ramme for de offentlige overenskomster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag eftermiddag skulle Michael Ziegler, Gordon Ørskov og de andre topforhandlere for de kommunalt ansatte være mødtes i KL-Huset til de afgørende forhandlinger om den overenskomst, der skal træde i kraft 1. april. 

Opbakningen til fagforeningernes repræsentanter stod parat i blæst og slud foran bygningen, men forhandlerne dukkede ikke op. For foreløbig er der ikke rigtig noget at forhandle om.

"Vi kan ikke rigtig komme videre, før vi er færdige med forhandlingerne på statens område om rammen", forklarer formand for Lærerforeningen Gordon Ørskov Madsen.

De offentligt ansattes repræsentanter mødtes med finansminister Nicolai Wammen (S) mandag formiddag og har været i gang løbende siden. Men de er endnu ikke nået i mål med forhandlingerne om den økonomiske ramme for lønstigninger og andre forbedringer for de offentligt ansatte.

"Det er nogle meget, meget svære forhandlinger", siger Gordon Ørskov. 

"Vi står i en særlig situation med høj inflation, hvor vi er bagud lønmæssigt, og i hvert fald noget af det vil vi jo gerne have rettet op på, og det er en rigtig svær nød at knække", fortællerne lærernes formand. 

Gordon Ørskov understreger dog, at der har været fremdrift i forhandlingerne i løbet af ugen. 

Efter forhandlinger i nat har forhandlerne holdt pause i dag og talt med deres respektive baglande, og i morgen formiddag mødes de så igen i Finansministeriet til endnu en armlægning om økonomien.