I min klasse var vi mange, der var anderledes. Der var drengen, som smadrede skolens ruder, ham, der tegnede i alle timerne og engang fik en halv meter stikflamme ud af klassens båndoptager midt i tysktimen, ham, som kunne hele hovedstadsområdets bus- og togplaner i hovedet, og der var mig med mit effektive snakketøj, som let kunne være blevet stemplet som sær. Men det blev jeg ikke . og det var der heller ikke nogen af de andre, der gjorde. Det var en rummelig folkeskole, som de fleste ønsker den. Men i folkeskolen anno 2010 er kravene blevet meget større til, at undervisningen skal køre uforstyrret, så kravene kan nås på færre timer - og måske er det gået ud over rummeligheden. Eleverne skal vide, at de er specielle - ikke mærkelige, som elevformand Troels Boldt Rømer udtrykker det i dette blad.

Det kan synes en unødig strid om ord. Gør det nogen forskel, hvad vi kalder børnene? Vi ved jo, hvad vi mener. Forsker Janne Hedegaard insisterer på, at børnene er i vanskeligheder og ikke vanskelige. De ønsker ikke at være umulige og uden for fællesskabet. Og måske kan det faktisk lade sig gøre for en lærer i folkeskolen anno 2010 at følge Janne Hedegaards bud om at undersøge, hvad det er ved undervisningen og skolens fællesskab, der sætter barnet i en vanskelig situation.

På Lystrup Skole ved Århus har man taget den tankegang til sig og ser eleverne som udfordrede, ikke udfordrende.

»Tidligere var det vigtigste at få undervisningen til at køre. Men vi har fundet ud af, at det kan være vigtigere at gå ind i det enkelte barn«, fortæller en af lærerne.

Undervisere har også besøgt specialskolen Harløse Skole i Nordsjælland, som gerne vil dele sine erfaringer med at rumme børn med diagnoser med folkeskolen. Nogle råd kræver ekstra resurser, men andre er mulige at gennemføre - præmissen er, at det er skolen, der skal indrettes efter barnet, og ikke omvendt.

Den danske folkeskole er fuld af lærere med engagement, kompetence og hjerterum. Men trods alle gode intentioner udskilles flere og flere elever til specialundervisning. Derfor tvinges alle skoler i disse år til at kigge på deres praksis og se, om lærere og ledelse i fællesskab kan skabe rammer, som på én gang sikrer arbejds- og undervisningsro og giver alle børn den plads, respekt og anerkendelse, de har brug for, hvis de ikke skal »trigges« til en uhensigtsmæssig reaktion for både dem selv og klassen

Det kan kun lade sig gøre i fællesskab. Ingen har overskud til at se indad, mens man kæmper for overlevelsen. Den enkelte lærer skal ikke stå alene med ansvaret, men have efteruddannelse og hjælp i klassen, så lærer og specialunderviser sammen kan skabe en undervisning, som er til gavn for alle. Og der er inspiration at hente i både Lystrup og Harløse.

I dag har rudesmadreren sin egen virksomhed, tegneren havde, sidst jeg hørte fra ham, lige tegnet sin første jumbobogforside, togentusiasten er en guldgrube for pendlerne på Østerport, og jeg sidder her - dybt taknemmelig for, at mine lærere formåede at se os som specielle og ikke mærkelige. |