Hvis alle danskere først tænkte på, hvad der var godt for Danmark, dernæst hvad der var godt for familien og på sig selv til sidst.

Hvis vi var fælles om det problem, at vi havde et andet modersmål end dansk, og først når vi havde lært godt dansk, kunne vi kommunikere med hinanden.

Hvis vores politikere tænkte mere på at give alle børn og unge den bedst mulige uddannelse end på at få stemmer ved næste valg.

Hvis vi havde ét centralt statsligt skolevæsen styret af pædagogisk ekspertise med udgangspunkt i dansk og international forskning i den bedst mulige undervisning.

Hvis lærere (og alle mulige andre) var på deres arbejdsplads fra 7 til 19 hver dag, og eleverne var i skole fra 7.10 til 16 og knoklede videre med lektier og privatundervisning om aftenen.

Hvis bare nogle af disse forhold var opfyldt her i Danmark, så behøvede vi ikke rejse til Singapore for at lære, hvordan man kommer i top fem i internationale skoletest. Der er 10.000 kilometer at flyve fra Danmark til Singapores fugtige, tropehede storbyverden, og der er mindst lige så langt i mental og kulturel afstand. De afstande tager det globale marked ingen hensyn til, og derfor skal dansk erhvervsliv og danske unge konkurrere med de sydøstasiatiske tigerøkonomier om marked og job. Men det nytter ikke at forsøge at lure dem nogle tricks af. Månedsmagasinet Undervisere har været i Singapore, og vi så glimrende undervisning, men ikke nogen tricks. Ganske almindelig gedigen klasseundervisning krydret med indslag af innovativt, it-baseret projektarbejde - intet nyt under tropesolen.

De danske politikeres pludselige interesse for succesen i Singapore er desværre tilsyneladende også reduceret til, at Bertel Haarder kan affærdige bekymringerne for nedlæggelse af lærerstillinger med, at man i Singapore klarer sig med kun godt halvt så mange lærere som i Danmark. Derimod har vi ikke hørt så meget om, at regeringen i Singapore trods finanskrisen har øget budgettet til undervisningsområdet med 11 procent i år og stræber mod færre elever i klasserne.

Det, man åbenlyst kan lære af Singapore, er indsatsen for at tiltrække de bedste studenter til lærerfaget og gøre lærerprofessionen dels ærefuld, dels attraktiv i form af god løn, gode karrieremuligheder og masser af god, gratis efter- og videreuddannelse, som gør lærerne til opdaterede og respekterede eksperter i undervisning. Trods et delt og selektivt skolesystem, som i andre lande og tider har betydet, at en gruppe børn blev dømt til bunden af samfundet i en tidlig alder, formår lærerne og skolesystemet i Singapore at motivere alle elever - bogligt svage og bogligt stærke - til hele tiden at stræbe lidt højere. Det burde et udelt skolesystem som det danske kunne gøre meget bedre - det er dér, vi som samfund og folkeskole har noget at lære. Vi kan måske ikke kopiere det fra Singapore - den tid, hvor man kunne leve af at lave billige kopier af andres opfindelser, er jo forbi. Men ligesom Singapore gør, kan vi lade os inspirere af hele verden i jagten på en dansk vej til »verdens bedste folkeskole«. |