Skoleudvikling handler om at komme fremad og se fremad, men det går tit langsommere, end man lige havde troet. En central erkendelse og en god bog om vigtigheden af at tale ind i undervisningen – og ikke udenom – hvilket kan være nemt at forfalde til.
Bogen ”Skoleudvikling. En praksisbaseret tilgang” tager sit udgangspunkt i, at praksis per definition altid er træg. Derfor udfordres skoleudvikling også igen og igen af de samme udfordringer, som Lise Tingleff Nielsen opremser i bogen:
Annonce:
1) Skoleudvikling får ofte ikke de intenderede positive virkninger
2) Skoleudvikling får ofte et overdrevet fokus på strukturelle ændringer, da de er mere tydelige og hurtigere at vise i forhold til omverdenen. Følger indholdet ikke med, så forandres intet. Det bliver til form uden indhold – struktur uden kultur.
3) Skoleudvikling har det med at ebbe ud efter noget tid
Vi forfalder tit til at tale om, at det er modstand mod forandringer, der blandt andre faktorer er ”skyld i”, at skoleudviklingen ikke altid går som ønsket. Denne forståelse gør forfatteren op med, idet hun taler for at omfavne ”modstanden”, komme den i møde og nuancere vores forståelse af modstand. Modstand sker ofte, hvis personalet ikke kan se det meningsfulde i forandringen, eller hvis man ikke føler sig tryg ved forandringen.
Annonce:
Vi skal undersøge modstanden og være nysgerrig på den for at finde ud af hvilke praksis- eller handleteorier, der ligger bag personalets eller udvalgte personalers umiddelbare reaktioner, der umiddelbart fejlagtigt kan fortolkes som modstand. Vi skal indstille os på, at praksis er praksis i sin kompleksitet og uforudsigelighed og gå på jagt efter de bagvedliggende logikker, der hersker og måske er grunden til misforståelser.
Udvikling og forbedring handler nemlig med udgangspunkt i forfatterens faglige ståsted med praksisteori (blandt andet oplyst via Bourdieu) om at skabe forudsætninger for udvikling og forbedring. Er disse ikke til stede, er der noget andet, der skal gøres først. Man skal have blik for både helheden og den enkelte dele og erkender, at praksis ikke kun er rationel. Praksis er praksis, mennesker er mennesker, hvorfor ord for eksempel ikke som i vores rationelle tankegang bare efterfølges af efterfølgende praksis og handling.
Struktur skaber ikke i sig selv (nyt) indhold. Struktur skaber ikke i sig selv kultur. Struktur skaber ikke i sig selv ændret praksis.
Hvis en skole eksempelvis begynder at arbejde med henblik på at agere som professionelle læringsfællesskaber, er det ikke nok at skabe en struktur eller en organisering herfor i form af diverse mødefora. Det kunne være fagteams, årgangsteams eller klasseteam. Generelt skal vi nemlig passe på med ikke at fortabe os i organiseringer, er en af flere gennemgående gode pointer i bogen. Struktur skaber ikke i sig selv (nyt) indhold. Struktur skaber ikke i sig selv kultur. Struktur skaber ikke i sig selv ændret praksis.
Nej, ofte kommer handling før ord, hvorfor der bogen igennem argumenteres for det nyttige i at arbejde med småhandlinger, som er et andet ord for mikrohandlinger inden for rammerne af aktionslæring. Et mindre skridt i den rigtige retning er bedre end et stort skridt i den forkerte retning. Som Helle Bjerg skriver i bogens forord: ”Forandringsambitioner på skolens vegne skal ikke måles på deres størrelse, men på deres dybde” (side 13).
Annonce:
Samtidig er det væsentligt, at vi hele tiden sikrer, at omdrejningspunktet for vores initiativer er ”det egentlige”, som er Lise Tingleff Nielsens valgte begreb for skolens kerneopgave – undervisning, læring og trivsel for eleverne. Det er en vigtig pointe. Det er ikke nok at samarbejde for at styrke det kollegiale sammenhold – nej, samarbejdet skal have en positiv virkning på kerneopgaven. Samarbejde er ikke i sig selv godt, hvilket nogle gange misforstås. Samarbejdet skal være virkningsfuldt ved, at vi løbende minder hinanden om, hvem vi er til for med hvilket formål og ved at spørge, hvordan nye initiativer er (ved at blive) implementeret, og ikke bare om de er implementeret (side 116).
Ofte præsenteres skoleudvikling som et spørgsmål om enten en målrationel top-down-tilgang eller en fagprofessionel bottom-up-tilgang. Med den første tilgang risikerer man ikke at kunne rumme den kompleksitet, som praksis har, og der er en fare for, at man kvæler udviklingen modsat de ellers gode intentioner. Med den anden tilgang risikerer man, at alt initiativet overlades til de professionelle uden fælles mål og med. Man tror måske, så at alt blomster, men man risikerer, at det visner og i hvert fald, at udviklingen sker i alt for mange forskellige retninger.
Forfatteren præsenterer inspirerende en tredje vej i skoleudviklingen, en såkaldt praksisbaseret tilgang. Tilgangen går ud på, at vi hele tiden forholder os til den konkrete komplekse praksis og dennes logikker
Forfatteren præsenterer inspirerende en tredje vej i skoleudviklingen, en såkaldt praksisbaseret tilgang. Tilgangen går ud på, at vi hele tiden forholder os til den konkrete komplekse praksis og dennes logikker, hverken målrationalitetens urealistiske forestillinger eller den enkelte professionsudøvers individuelle udøvelse.
Bogen er velstruktureret, hvilket blandt andet illustreres ved, at kapitel 3 om kultur, kapitel 4 om organisering og kapitel 5 om ledelse struktureres på samme læsevenlige måde med en opdeling i viden, analyse og kunnen. Kultur, organisering og ledelse er tre særligt vigtige aspekter ved skolens praksis i forhold til hvilken, man skal vide noget, kunne analysere komplekse problemstillinger og kunne noget i praksis for at lykkes med skoleudvikling. Læseren føres desuden sikkert og grundigt igennem hele bogen i form af blandt andet hyppige opsamlinger.
Annonce:
Bogen er tillige udstyret med et flot og iøjnefaldende omslag, hvor der leges kreativt med farver og typografier.
