Anmeldelse

Det faglige løft

- om greb og misgreb i uddannelse og forskning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når det gælder uddannelsesspørgsmål, er nøglebegreberne i dag økonomi, konkurrence, evaluering og ledelse, og "der er fare for, at vi udvikler os til globale landsbytosser", skriver professor Jørn Lund, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, i sin nye, veloplagte debatbog. Bogen er fyldt med gode eksempler og stærke argumenter i et ukrukket sprog, der er renset for politiske og pædagogiske modebegreber. Tonen er afdæmpet, men der er bid og hug i teksten. Anklagerne er altid konstruktive, og hvert afsnit slutter med en række anbefalinger. Jørn Lunds argumenter er oplagte til genbrug i kommuner og ministerier, i Folketinget og den offentlige debat - om folkeskolen, læreruddannelse og universiteter.

Det er svært at være imod højere faglighed - lige så svært som det er at anvise veje, der fører til målet, skriver Jørn Lund. Men, understreger han, et højt fagligt niveau er ikke uforeneligt med en human uddannelseskultur og en stærk, fri forskning, snarere tværtimod. Ikke desto mindre er der klare tendenser til, at detailstyring, dehumanisering og konkurrencetænkning udvikler sig, så konsekvensen kan blive en mærkbart ringere uddannelseskvalitet, advarer Jørn Lund.

Blandt hans anbefalinger på skoleområdet kan nævnes: "Forbered eleverne til tilværelsens mange kulturmøder", "Se it som et middel, ikke som et mål", "Opgiv ikke klassedelingen", "Undgå tidlig niveaudeling" og "Fald ikke på halen for pædagogiske vækkelsesbevægelser, men brug energien på faglig efteruddannelse, så eleverne får tidssvarende kundskaber".

Det er en svaghed ved bogen, at Lund lidt for ofte anonymiserer den eller de angrebne. Det er "man", der tror blindt, naivt og ukritisk på konkurrence - ikke for eksempel Haarder eller regeringen. Evaluering fungerer bedst i en tillidskultur, men efterhånden er tillid erstattet med mistillid, og det kan blive en hindring for kvalitetsudvikling, argumenterer Jørn Lund. Men det er ikke bestemte politikere, der anklages, synderen er "tidsånden"!

I et afsnit om ledelse kommer der dog navn på: Socialdemokraternes Christine Antorini går ind for skoleledere, der ikke er lærere, men hun tager fejl, mener han. "En generalist uden faglig forankring er uprofessionel".

"Lærernes tid er en knap resurse, og bureaukratiet trækker på den i stigende grad". Hvem der har ansvaret for den udvikling, blæser i vinden. Det nærmeste, han kommer, er "de åndelige djøf'ere" i organisation, styrelse og på lærerværelse. De gør overskuddet mindre og nedslidningen større.

Jørn Lunds bekymring for læreruddannelsens kvalitet fylder meget, og kritikken af den smadrede faglige efteruddannelse er nådesløs, men også uden rigtig adresse. Først når det gælder universiteterne, kommer der for alvor citater, datoer og navn på. Mens undervisningsministeren omtales både beundrende og kritisk, er der ikke ét positivt ord om forskningsministeren.

Læs bogens afsnit om lærernes uddannelse og videreuddannelse til højre.

""