Foto: Tanja Schrøder, Ørstedskolen
Ny skoleleder på Langeland efter syv måneder
Efter godt syv måneder har Ørstedskolen i Rudkøbing 1. januar fået ny skoleleder. Skolens første leder rejste i maj 2011 i kølvandet på samarbejdsproblemer, dårligt psykisk arbejdsmiljø og højt sygefravær blandt skolens lærere. Ventetiden er brugt på at genskabe tilliden mellem lærere og ledelse og lave en ny ledelsesstruktur.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Første skoledag efter juleferien på storskolen Ørstedskolen i Rudkøbing bød ikke kun på et nyt år, men også på en ny skoleleder. Leder på Tommerup Skole siden 2007, Poul Nielsen, blev præsenteret for elever, ansatte og enkelte forældre som skolens nye leder - valgt ud af et ansøgerfelt på 21 ansøgere. Poul Nielsen afløser den midlertidige skoleleder Thomas Rosenqvist, der blev hentet ind, da tidligere skoleleder Berit Falster-Hansen sagde op den 27. maj sidste år og derefter blev fritstillet med omgående virkning. Opsigelsen og fritstillingen kom i kølvandet på samarbejdsproblemer, dårligt psykisk arbejdsmiljø og højt sygefravær blandt lærerne på skolen. Netop de problemer er hovedårsagen til, at det har taget godt syv måneder, før man ansatte en ny skoleleder til Ørstedskolen. "Vi var i en situation, hvor der var et meget anspændt samarbejdsklima mellem ledelse og ansatte på skolen, så vi skulle først have genskabt tilliden. Samtidig har vi fået en besparelse på ledelsesniveauet, så tiden er også brugt til at få skabt en ny ledelsesstruktur", fortæller René Nielsen, børn- og ungedirektør i Langeland Kommune.
Tilliden er genopbygget Efter hans bedste overbevisning er tilliden på Ørstedskolen genopbygget i den godt syv måneder lange proces, og helt generelt mener René Nielsen, at et godt og tillidsfuldt arbejdsmiljø skabes i rammer, hvor både ledelse og ansatte skal huske at være tålmodige, åbne og lyttende over for hinanden. "Samtidig skal man - selv i tider med store udfordringer - bevare respekten for hinanden som personer, men også for ens positioner. En skoleleder skal lytte til de ansattes frustrationer og forsøge at ændre på de ting, der skaber frustrationer, men modsat skal medarbejderne også lytte, forstå og acceptere skolelederens rolle. Som skoleleder har man nogle økonomiske rammer og givne vilkår at arbejde ud fra", siger René Nielsen. Personalet har fået luft Også hos Øhavets Lærerkreds ser formand Lone Clemmensen positivt på fremtiden for Ørstedskolen. "Skolen har været igennem en rigtig god proces de seneste godt syv måneder, hvor man har fået genopbygget tilliden mellem medarbejdere og ledelse. Personalet har fået luft, og det har været nødvendigt efter en stress-situation uden lige - uden tillid og uden samarbejde med den tidligere leder", siger hun. Øhavets Lærerkreds er fortsat tæt inde over Ørstedskolen og holder i samarbejde med Langeland Kommune en række møder i den kommende tid blandt andet omkring arbejdstidsaftale og forventninger til hinanden.
Ørstedskolens nye leder Poul Nielsen glæder sig over, at han løb med jobbet foran 20 andre ansøgere. "Ørstedskolen er en spændende og ny skole med en masse visionære tanker bag, så jeg glæder mig til at komme i gang, men selvom jeg hører fra både medarbejdere og ledelse, at tidligere samarbejdsproblemer er ryddet væk, så skal den næste tid også bruges til at opbygge tillid", konstaterer Poul Nielsen. Indviet august 2010 Ørstedskolen blev indviet i august 2010 som en af Danmarks største skoler. Den blev skabt i forbindelse med en ny skolestruktur på Langeland, der betyder, at øen i dag kun har tre folkeskoler. En 0.-6. klasse-skole i henholdsvis Snøde og Humble og så Ørstedskolen i Rudkøbing.
Skoleleder fritstillet efter uro