Fakta:

Læring - Søgen efter og skabelse af mening

Forfatter: Ole Løw

150 kroner

134 sider

Serie: Professionernes begreber

Forlag: Samfundslitteratur

Hvad er læring egentlig for en størrelse? Og hvad er forholdet mellem læring og undervisning? Når vi underviser børn og unge, så er det med henblik på, at de skal lære noget mere eller mindre bestemt. Men det er ikke nemt at finde ud af, hvilke udvikling undervisning bidrager til, da vi ikke har direkte adgang til, hvad der sker for dem, der undervises. Endvidere er der langt fra enighed om, hvad læring overhovedet er.

Ole Løw har skrevet bogen 'Læring - Søgen efter og skabelse af mening', som kommer med et bud på, hvordan vi kan forstå læring i relation til undervisning. Eller rettere præsenterer han fire forskellige tilgange til læring, som alle har det tilfælles, at de kan forstås som konstruktivistiske. De opererer alle med, at læring er en aktiv proces, der foregår i et samspil mellem forskellige aktører og med omverden og er alle kendetegnet ved, at læring forstås som noget, der er afhængig af interaktion og af sproglig mediering.

De fire tilgange til læring er den kulturhistoriske, den pragmatiske, den socialkognitive og den kulturpsykologiske repræsenteret ved henholdsvis Vygotskij, Dewey, Bandura og Bruner. Vi får således en kavalkade af nogle af de vigtigste referencer, når vi taler om læring og læringsteori.

Men inden Løw præsenterer de forskellige positioner og deres særlige karakteristika, giver han et helikopterperspektiv på nogle af de grundlæggende diskussioner, der er og har været inden for det læringsteoretiske område. Her skelner han mellem tre forskellige modeller for læring, hvor læring kan forstås som påvirkning, aktivitet eller interaktion. Behaviorismen er kendetegnet ved, at læring sker som en påvirkning, mens især den tidlige udvikling af kognitive teorier anvendte en aktivitetsmodel for at forstå og forklare læring. Interaktionsmodellen er derimod knyttet til det, der kaldes den sproglige vending inden for samfunds- og humanvidenskaberne.

I den sidste model bliver sproget til en afgørende instans for vekselvirkningen mellem mennesker og verden. I forhold til menneskers forhold til verden, så ligger der i den sproglige vending, at mennesker ikke er på afstand af den verden, der kan forekomme at være uden for dem. Mennesker er en del af verden, og kan ikke hæve sig ud af den for at erkende den på afstand. Men med sprogets mellemkomst kan man kommunikere om verden og med hinanden og derved etablere en fælles forståelse for både verden, sig selv og det, man er fælles om. Den objektive verden, den sociale verden og den enkeltes egenverden bliver forstået som gensidigheder, afhængigheder og relationer, der får mening gennem sproglige processer - og disse behøver ikke at være verbalsproglige. Derfor bærer Løws bog også undertitlen 'Søgen efter og skabelse af mening'. I interaktionen etableres en meningsfuldhed, og den løbende ændring og genforhandling af mening kan ses som en lærende udvikling.

Dette er en del af det, de fire forskellige positioner har tilfælles, men der er mere, der forener dem. De er nemlig også “fælles om at anskue læring som situeret i konkrete fysiske og sociale kontekster og som grundlæggende social, idet læring forstås som findende sted i interaktion og kommunikation i sociale relationer… De omfattede positioner deler mere eller mindre udtalt et konstruktivistisk læringssyn”.

I indledningskapitlet tilslutter Løw sig en definition af læring, der går på, at læring “refererer til relativt varige forandringer, som ikke alene skyldes modning… Læring ses endvidere i lighed med undervisning som et relationelt begreb, der i en skolesammenhæng refererer til lærer-elev-relationen og altid har et hvad - en genstand, et indhold”.

Undervisning beskrives som aktiviteter, der er planlagt af læreren for at facilitere eller lette elevernes muligheder for at lære sig kundskaber og færdigheder. Dette kan lyde ganske uskyldigt, men det er måske noget, der er sværere at praktisere end det umiddelbart lyder. Når man ikke ved og ikke kan se, hvad der sker med den enkelte elev og gruppen af elever i forhold til deres læring, så kan det være fristende at undervise ud fra et givet stof, så man som lærer har sin ryg fri. Når der er undervist i stoffet, har som lærer gjort sin pligt. Men her vil Løw - og de fire repræsentanter - være kritiske, da fokus på stoffet, lærerens faglige indsigt og formidling ikke er det, undervisning primært handler om, selvom det kan være nødvendige forudsætninger for den gode undervisning. Løw tilslutter sig Dewey, når denne siger: “Læreren bør ikke være beskæftiget med lærestoffet i sig selv, men i dets samspil med elevens nuværende behov og evner”. Læreren skal, konkluderer Løw, “undervise elever og ikke i et fag eller emne”. Det er elevernes aktive udvikling, det handler om, og ikke om at formidle stof eller at få eleverne til at huske et givet stof.

Derfor er der også stor forskel på at huske noget, og det at appropriere noget. Apropriationsbegrebet henter Løw fra Bruner. Apropriation er elevens tilegnelse af noget nyt, og den proces, hvorved dette bliver til elevens eget, er med til at forme eleven og dennes vaner. Apropriation er en aktiv proces, der transformerer det lærte, der gøres til et aktiv for elevens omverdens- og selvforståelse. Det bliver “et spørgsmål om at tilegne sig nye måder at skabe mening og forholde sig aktivt til omverden”.

Bogen er velegnet for bachelorstuderende på lærer- og pædagoguddannelserne, da de på fin vis får introduceret til læringsteorierne på en nuanceret måde, der også viser, hvordan forskellige elementer i teorierne hænger sammen. 

Det er en rigtig god bog, der er skrevet med et fantastisk overblik over forskellige teoriretninger, også langt uden for de fire valgte fokuspunkter. Man får en rigtig god indføring i en række vigtige teoretiske positioner for pædagogisk tænkning og udvikling. Så jeg håber, at bogen vil blive flittigt brugt som inspirationskilde for studerende, der så forhåbentligt også vil søge videre i de primære kilder. 'Læring' er et rigtig godt begyndelsessted.