Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard sidder i Vias bestyrelse og har kæmpet imod flertallets plan om en lukning af byens læreruddannelsessted. Nu får han opbakning fra højeste sted.
Foto: Skive Kommune
Regeringen vil bevare læreruddannelsen i Skive
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde under spørgetimen tirsdag, at regeringen vil gå i dialog med professionshøjskolen Via om at undgå lukning af læreruddannelsen i Skive
Står det til regeringen, skal læreruddannelsen i Skive ikke lukke.
Det kom frem tirsdag, da der i Folketinget var spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S).
Her sagde hun, at regeringen vil gå i dialog med Via University Colleges bestyrelse om den bebudede lukning.
”Læreruddannelsen i Skive står til at lukke. Det giver måske mening ud fra en lidt kold analyse af, hvad der er økonomisk og fagligt bæredygtigt. Men for sammenhængskraften i vores samfund er det en forkert analyse. Regeringen vil derfor gå i dialog med professionshøjskolen, der er tale om, for at finde en løsning, der betyder, der også de kommende år vil være en læreruddannelse i Skive”, lød det fra Mette Frederiksen.
Det er godt en måned siden, professionshøjskolens bestyrelse
meldte planerne ud, at Via agter at lukke den 72 år gamle læreruddannelse.
Regeringen har ellers tidligere afvist at ville blande sig i
lukningen. Få dage efter bestyrelsens udmelding sagde Moderaternes uddannelses-
og forskningsminister uddannelses- og
forskningsminister Christina Egelund:
”Det er ikke en beslutning, jeg har tænkt mig at gå i rette med, men jeg har
tænkt mig at følge det i den nærmeste tid”.
Glæder lærerstuderende
Forperson for Lærerstuderendes Landskreds Anneline Larsen hilser regeringens kovending velkommen.
”Det er vi virkelig glade
for. Vi har håbet på, at regeringens mange og gode ambitioner omkring
professionsuddannelser og læreruddannelser i hele Danmark, som de havde stort
fokus på i sidste regeringsperiode, ikke skulle gå fløjten nu. Det er
vigtigt, at regeringen tager ansvaret på sig”,
siger hun.
Anneline Larsen håber også på, at
regeringen er klar til at tage et opgør med, at læreruddannelserne og andre
uddannelsers økonomi er bundet op på antallet af studerende. Det betyder, at
det kan være svært at få en uddannelse til at løbe rundt uden for de større byer.
”Det er jo ikke antallet af
studerende, der skaber kvalitet. Det er, hvad der foregår i undervisningen, i
relationen til medstuderende og relationen til undervisere. De relationer har ofte bedre kår på de mindre
uddannelsessteder”, siger hun.