Lærere skal bruge socialrådgivere ved mistanke om vold i hjemmet
En socialrådgiver fast tilknyttet skolen kan være en del af løsningen på skoler, hvor børnene oplever vold i hjemmet. Skolesocialrådgiveren kan rådgive lærerne i forhold til, hvordan de skal agere, hvis man tror, der er vold i hjemmet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det nedbryder tilliden mellem skole og hjem, hvis lærere skal kontrollere om forældre er voldelige over for deres børn. Det sagde formanden for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg, efterFolkeskolenskrev om en lærer på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København, der undlod at underrette de sociale myndigheder, da hun erfarede, at 70 procent af børnene i en 2. klasse var udsat for vold i hjemmet.
For at bevare tilliden og stadig sørge for, at udsatte elever får hjælp hurtigst muligt, har Københavns Kommune valgt at tilknytte socialrådgivere til en række skoler. Charlotte Lindquist er skolesocialrådgiver på Hillerødgades Skole på Nørrebro.
"Det er oplagt at inddrage en skolesocialrådgiver for at opklare om børnene bliver slået derhjemme. Hvis lærerne har mistanke om sociale problemer, så kan de kontakte socialrådgiveren. Vi kan gå ind og snakke med forældrene og børnene og finde ud af, om der er grund til at underrette socialforvaltningen", siger hun.
Underretning er ikke farlig
Charlotte Lindquist mener, at mange lærere ofte er i tvivl om, hvordan man laver en underretning, og hvad man sætter i gang ved at gøre det. Den berøringsangst skal man over.
"Det skal være standard, at man laver en underretning. Det skal ikke være noget farligt. Lærerne har stadig den opfattelse, at når socialrådgiveren eller de sociale myndigheder kommer ind i billedet, så sker der noget forfærdeligt. Det gør der meget sjældent. Ofte fører det til en dialog, som virker forebyggende. Og det er vores opgave at hjælpe til med, at det sker", siger hun.
Ifølge Charlotte Lindquist kan tvivlen og mangel på kommunikation mellem lærere og sociale myndigheder forhindre, at eleven får den hjælp, han eller hun har brug for.
Større forståelse er vejen frem
For at komme de forhindringer til livs ansatte Københavns Kommune i 2007 elleve socialrådgivere til at være på 25 særligt belastede skoler en dag om ugen. Sammen med lærerne skal de sørge for at hjælpe udsatte børn. Mette Meisner, fuldmægtig og tovholder for projekt 'Socialrådgivere i skolen' under Mål og Rammekontoret for børnefamilier i Københavns Kommune, siger:
"Vi ønsker at skabe en større forståelse mellem lærere og socialrådgivere. Samtidig kan socialrådgiverne på skolerne gøre lærernes arbejde nemmere. Både ved at lette kontakten til socialforvaltningen og ved at vejlede om tilbud, der kan hjælpe en elev, uden der af den grund skal rejses en sag - eller måske netop for at undgå det".