Arbejdsmiljø

Lærere chikaneres online:
Nu vil Hummelgaard mødes med fagforeninger

Justitsministeren har netop foreslået nye regler, der skal beskytte politikere mod digital chikane. Og efter et årelangt pres er han nu også klar til at se på udfordringerne for lærere og andre offentligt ansatte.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er hårdt brug for regler, der kan beskytte offentligt ansatte mod at blive udsat for chikane på grund af deres arbejde.

Det er budskabet i et brev, som Danmarks Lærerforening og syv andre fagforeninger for offentligt ansatte for nylig sendte til justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Brevet er en slags rykkerskrivelse, for foreningerne skrev nemlig til ministeren om samme problem for halvandet år siden i september 2023, men siden da er ingenting sket.

”Vi har endnu ikke modtaget svar på vores første henvendelse, og vi vil derfor gerne høre, om du har haft mulighed for at vurdere problematikken og iværksætte initiativer til at genoptage lovarbejdet”, står der i brevet. Spørgsmålet bliver efterfulgt af en række opfordringer til blandt andet at ”opdatere reglerne for beskyttelse af offentligt ansatte” og til at inddrage organisationerne i arbejdet.

Og noget tyder nu på, at rykkerskrivelsen har virket.

Justitsministeren, der i går præsenterede en række forslag, der skal beskytte ham selv og politikere imod chikane på sociale medier, skriver nemlig i en mail til Folkeskolen, at han netop har inviteret fagforeningerne til et møde om chikaneproblemerne.

” (…) chikane af offentligt ansatte (er, red.) dybt uacceptabelt, og der er behov for, at vi gør noget ved, at offentligt ansatte bliver udsat for chikane i forbindelse med deres arbejde”, lyder det fra Peter Hummelgaard.

”Det er en problemstilling, der ligger mig meget på sinde”, skriver ministeren, der desuden hævder, at han har svarede på fagforeningernes første brev i januar 2024. Altså fire måneder efter, at han havde modtaget det.

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen er medunderskriver på begge breve til Peter Hummelgaard, og han er glad for svaret fra ministeren.

”Det er rigtig godt, at ministeren tager vores henvendelse alvorligt og nu har taget bolden op og har indkaldt os til møde, hvor vi forhåbentlig kan finde nogle gode løsninger. Det er jo bedre sent end aldrig”, siger Gordon Ørskov Madsen.

Hummelgaard optaget af chikane på sociale medier

Regeringen har allerede i forbindelse med en ændring af offentlighedsloven i sommer skærpet reglerne for aktindsigt, så det er sværere for borgere at finde det fulde navn på en betjent, sagsbehandler eller sygeplejerske, som de har set sig sur på. Men det er ikke nok, understreger ministeren selv.

”De ændringer kan ikke stå alene. Der pågår derfor et arbejde i ministeriet med at se på øvrige mulige tiltag, herunder som led i regeringens kommende strafreform, der kan forbedre beskyttelsen af offentligt ansatte mod chikane”, skriver Peter Hummelgaard.

Han retter opmærksomheden mod chikane online.

”Jeg er i den forbindelse særligt opmærksom på den udfordring, som chikane via sociale medier udgør. Det skyldes bl.a. muligheden for stor og hurtig udbredelse af chikanemateriale, der kan leve længe på internettet. I arbejdet med at finde de gode løsninger spiller foreningerne en vigtig rolle på grund af deres viden og erfaring. Jeg har derfor inviteret dem til et møde i ministeriet for at drøfte mulige løsninger på den vigtige problemstilling.”

Lærere bliver filmet i undervisningen

Digital chikane kan optræde på meget forskellige måder, afhængigt af om man er socialrådgiver, politibetjent eller lærer.

I Danmarks Lærerforening er det blandt andet optagelser og fotografering af lærerne, imens de er på arbejde, der skaber bekymring, fortæller formand for arbejdsmiljøudvalget i DLF Thomas Andreasen.

”Vi taler blandt andet om billede-, video og lydoptagelse af lærere i forskellige situationer. Det kan for eksempel være undervisningssituationer, hvor elever optager og deler det på forskellige platforme. Det kan også være forældre, der gør det, under forældremøder og forældresamtaler”, siger Thomas Andreasen.

I 2021 udgav Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø en rapport, der viste at 11 procent af lærerne på daværende tidspunkt oplevede digital chikane i løbet i et år. Blandt andet også på de sociale medier.

”Den hyppigste form for chikanerende hændelse på de sociale medier er, at man mod sin vilje bliver filmet i timerne eller andre steder på skolen, hvilket opleves af 5% af undervisere mindst én gang inden for et år”, står der i rapporten.

Problemet er ikke blevet mindre aktuelt, siden undersøgelsen blev offentliggjort, forsikrer Thomas Andreasen.

”Vi har flere eksempler og sager på det her problem, og det er noget, vores medlemmer kan nikke genkendende til og det er et stigende problem”, understreger udvalgsformanden.

 Under coronanedlukningen optog nogle forældre for eksempel undervisningen på skærmen og delte efterfølgende optagelserne.

Digital chikane er en trussel mod demokratiet

Selvom digital chikane fylder mindre i lærernes hverdag end vold, trusler og fysisk chikane, mener Gordon Ørskov Madsen stadig, at det er godt, at der nu ser ud til at blive sat ind overfor problemet.

”Digital chikane fylder rigtig meget på mange offentlige arbejdspladser og også på skoleområdet. Det er både ulovligt, men det er også temmelig ødelæggende, for dem der bliver ramt af det”, siger lærernes formand.

Han mener, at den chikanøse adfærd på sociale medier er en del af et bredt samfundsproblem, der handler om at omgangstonen er blevet forrået. Det er både en trussel mod den demokratiske samtale og mod arbejdsglæden i det offentlige advarer han.

”Som offentligt ansatte er det ødelæggende for vores trivsel, engagement og arbejdsglæde, når vi møder den noget hårde tone, der kan være nogle gange, som også kan udvikle sig til chikane og voldsomme episoder. Så for mig, er det både en samfundstendens, som vi virkelig skal hjælpe hinanden med at få ændret og dæmmet op for, men det handler selvfølgelig også om lærernes oplevelse i hverdagen, og begge dele skal vi have gjort noget ved”, siger Gordon Ørskov Madsen.