Da jeg kom i skole i 1961, hvilede skolen på et begreb om normalitet og "normalpædagogik" for de fleste. Født i oktober måned skulle jeg til modenhedsprøve for at løse billet til at lære i skolen. Andre elever "havde alderen", men kunne alligevel ikke følge med, de gik til "special", hvor nogle af dem genfandt glæden ved at lære, mens andre gav op og kom på arbejdsmarkedet efter 7. klasse. Med Piagets kognitive læringsteori lægges fra 1980'erne fokus på det enkelte barn og dets potentiale, vi tænker Ansvar for egen læring. Fra 1990'erne ligger det i baghovedet på enhver lærer, at elever er forskellige, og at de har individuelle behov og ret til at være en del af fællesskabet.

Paradokset er så, at flere og flere elever placeres i foranstaltninger uden for almenundervisningens rammer. Som konsulent og underviser inden for folkeskoleområdet møder jeg nye sproglige forsøg på både at rumme og samtidig markere, at noget ikke virker. En kommune har således oprettet en særlig skoleafdeling for "trinmålsramte elever", som har svært ved at nå målene. Så jo, der er i høj grad brug for en bog som denne, der både adskiller begreberne og samler dem i en relevant mosaik med fokus på undervisning i folkeskolen.

Salamanca-erklæringen fra 1994 fastslår, at alle børn har en grundlæggende ret til uddannelse, og regeringen har opstillet et mål om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, når vi når til 2015. Det er derfor yderst relevant at beskæftige sig med, hvordan vi får skabt rammerne, så alle elever fastholder lysten til at gå i skole.

Bogen er delt op i fire dele, det letter overblikket: Den inkluderende skole som fænomen, Inklusionsudvikling, Ledelse og samarbejde samt Arbejdet med og omkring eleverne.

Ambitionen i bogen er at indfange og analysere de vanskelige og noget diffuse fænomener "rummelighed" og "inklusion/eksklusion". Det er lykkedes rigtig godt. Jeg mener, at bogen er et vigtigt indlæg i en situation, hvor et af begreberne, rummelighed, i stigende grad bruges som et uddannelsespolitisk og dermed ledelses- og beslutningsbegreb, et perspektiv, som redaktøren af bogen Rasmus Alenkær beskriver grundigt og interessant i kapitlet "Skolen som inkluderende organisation". Jeg vil faktisk anbefale at starte læsningen med det kapitel, da det glimrende analyserer, hvorfor rummelighed er "misforstået inklusion". Alenkær giver i kapitlet et signalement af den frustration, som opleves i mange pædagogiske institutioner, fordi arbejdet synes uoverkommeligt og mudret.

Bogen giver et tiltrængt skub i retningen af at få et fælles sprog i inklusionspædagogikken. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog og med gode cases fra praksis. Trods skønhedsfejl - de sidste to annoncerede afsnit i kapitel 2 er bortkomne, og underrubrikkerne kan sine steder forekomme ulogiske - vil jeg anbefale denne vedkommende bog til lærere og pædagoger i folkeskolen, men udfordringen rækker længere ud. Ordene i Salamanca-erklæringen er gode at navigere efter. Ikke kun i folkeskolen, ungdomsuddannelserne må have samme perspektiv.