Bogen betegner redaktørerne som en lærebog, der ”udreder de centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF)”. Og de fortsætter: ”CKF'er er indholdspræciseringer i fag. De har eksisteret i mere end 15 år, men det er først med denne lærebog, at de centrale kundskabs- og færdighedsområder i pædagogikfaget gøres til omdrejningspunkt for en lærebog. Det kan undre”.

Alle fag i læreruddannelsen har (endnu) CKF'er med status som obligatorisk forpligtende indhold i læreruddannelsens studieordninger. Med citat fra bogen: ”Uanset hvor i læreruddannelsen den studerende er, hvor mange lektioner faget har, og hvem der underviser, så skal alle, der går til eksamen i faget, kende til fagets CKF'er og på en kvalificeret måde kunne diskutere betydningen af disse”.

Faget pædagogik er bygget op om tretten CKF'er, der falder i to grupper. Den ene gruppe er teoretisk orienteret og kaldes ”Læreropgaven i aktuel og historisk belysning" og består af fem CKF'er, for eksempel ”Pædagogiske idéer i et historisk, samfundsmæssigt forandringsperspektiv” og ”Forståelsen af dannelsesopgaven i folkeskolen i det moderne samfund”. Den anden gruppe består af otte CKF'er og er mere praksisorienterede og eventuelt handlingsorienterede, for eksempel ”Lærerens etiske og juridiske forpligtelser” og ”Læreren som magtudøver, dialogpartner og omsorgsgiver”.

Lærebogen er nu disponeret således, at CKF'ernes titler fra bekendtgørelsen bruges som overskrifter over tretten artikler anbragt i den rækkefølge, hvori de står i bekendtgørelsen. Hver artikel beskriver det obligatoriske indhold inden for den CKF, som en forfatter har fået tildelt, og som forfatteren fortolker den. Samlet set skal indholdsbeskrivelserne dække faget pædagogik ind. Den centrale styring i arbejdet med pædagogikfaget er en indholdsstyring, som med bogens disponering mere præcist bliver til en materialestyring.

Redaktørerne undrer sig over, at en CKF-styret lærebog ikke er skrevet før, og anfører en række mulige grunde. Mit bud på en årsag er karakteren af de negative associationer, som gennem årtier er knyttet til fænomenet materialestyring. Opfattelsen har været, at progressive lærere selv kan og bør planlægge og styre deres undervisning. Det anses ikke for progressivt at underkaste sig en materialestyring. Rigtige læreruddannere planlægger selv deres undervisning sammen med deres studerende, så derfor har der ikke været noget oplagt marked for materialestyring. Den her skitserede holdning mod materialestyring kan føres tilbage til 1970’ernes arbejde med læreruddannelse, der langt hen ad vejen var inspireret af Trond Ålviks undervisningslære. Hvad man som lærerstuderende skulle lære, var netop selvstændigt at planlægge sin egen undervisningsvirksomhed.          

Når alt dette er sagt, er der grund til at pege på et par positive ting ved det at have en CKF-styret lærebog. Eksistensen af den giver de lærerstuderende, der af den ene eller den anden grund ikke systematisk kan følge al undervisning i pædagogik, en mulighed for at få grundig information om, hvad det er for et indhold, man som studerende må have viden om og kan blive eksamineret i. Endvidere kan mange af de tretten artikler anvendes som udgangspunkt for overvejelser over væsentlige problemstillinger. Det gælder for eksempel artiklen om lærerens etiske og juridiske forpligtelser og artiklen om læreren som magtudøver, dialogpartner og omsorgsgiver. Begge disse artikler rummer så væsentlig viden og så væsentlige problemstillinger, at de må behandles trods den stoftrængsel, som gør sig gældende i læreruddannelsen. De to artikler er i øvrigt nogle af de mest velformidlede i samlingen.

Jeg har i begyndelsen af anmeldelsen sat et ”endnu” i parentes. Det skyldes, at en ny læreruddannelse er på trapperne, og at den blandt andet vil betyde en afsked med CKF'erne. Læreruddannelsen skal ikke længere styres af CKF'er, men af kompetencemål. Kompetencemål skal være et udtryk for, hvad den studerende skal kunne gøre og ikke bare vide eller have informationer om. Et af kompetencemålene lyder: ”Den studerende kan planlægge, gennemføre, evaluere og udvikle undervisning i folkeskolen”. For at kunne dette må en studerende tilegne sig en viden om undervisning og eksempelvis kunne anvende et bredt repertoire af undervisningsmetoder og relevante hjælpemidler. Læreruddannelsen skal nu bevæge sig fra indholdsstyring, som den her anmeldte bog er skabt til – og til målstyring, hvor indholdet nærmere bliver bestemt af de ønskede kompetencemål. Ifølge nogle af bagmændene til den ny læreruddannelse varsler den nye læreruddannelse en revolution.