Trine forstyrrer klassens undervisning. Hun larmer og generer de andre elever. Klasselæreren har en formodning om, at Trine godt kunne have en mild form for ADHD. Han vil gerne hjælpe hende, men mangler redskaberne. Han frygter også, at det vil kræve for meget tid - tid, der går fra de andre elever. I frikvartererne går Trine altid rundt alene. Nogle få gange går hun efter andre børn og voksne og forsøger at komme i kontakt med dem, men hun bliver afvist.

Ville Trine ikke have bedre af at blive henvist til en specialskole for elever med ADHD?

De fleste kommunale udviklingsindsatser på skoleområdet - hvad enten det hedder læringsstile eller undervisningsassistenter - sigter mod at begrænse de dele af specialundervisningen, som flytter elever til specialskoler eller specialklasser. Den kommunale økonomi er presset, og her er der penge at spare. Et langt væsentligere forhold fortoner sig ofte i besparelsesdiskussionen. Mange urolige og adfærdsvanskelige elever har fagligt set bedre af at blive i normalundervisningen.

Specialtiltagene virker for elever med specifikke indlæringsvanskeligheder og fysiske vanskeligheder. Men i mange kommuner er der sket en eksplosion af henvisninger, som drejer sig om elever, der forstyrrer undervisningen. Som i Trines tilfælde kan det være uklart, hvilke problemer eleverne i virkeligheden har. Derfor er det ikke indlysende, hvilke specialtiltag der skal sættes ind med. Disse elevers faglige og sociale læring fremmes ved, at de bliver sammen med deres klassekammerater. Til manges - specielt forældres - store overraskelse vil fastholdelse af eleverne heller ikke påvirke de andre elevers læring negativt. Trines klassekammerater vil lære af at arbejde sammen med hende. Derved skærper de deres faglige og sociale kompetencer.

Men det kræver indsatser, hvis elever som Trine skal fastholdes i normalundervisningen. De kan på kort sigt koste penge, men på længere sigt spare kommunerne for væsentlige udgifter på specialområdet. Indsatser skal koncentreres om lærernes ledelses- og relationskompetencer, fokus på skolens interne og eksterne organisering og formidling af relevante forskningsresultater.

Fra forskningen ved vi, at problemstillinger omkring urolige elever kan bearbejdes, hvis:

- tiltag organiseres og integreres i almenundervisning frem for specialklasser.

- der arbejdes systematisk med udvikling af alle elevers sociale kompetencer.

- der arbejdes med relationskompetence og klasseledelse, der udvikler eksisterende god praksis hos lærerne.

Tidligere var den specialpædagogiske indsats koncentreret om den enkelte elev. Problematiske elever blev diagnosticeret, og der blev udvalgt støtteforanstaltninger, som skulle hjælpe eleven videre. I dag ved vi, at der skal tænkes mere fremadrettet og relationelt, hvis elevers sociale kompetencer skal fremmes. Undervisning og læring foregår i sociale sammenhænge imellem læreren og eleverne og imellem eleverne indbyrdes. Når mennesker er sammen, er der altid en risiko for, at man taler forbi hinanden, bliver misforstået, tager fejl, bliver udelukket eller bare føler sig udenfor og anderledes. Sker det for elever i en skoleklasse, så lærer de ikke tilstrækkeligt.

Alle har brug for anerkendelse dagligt, hvis de skal have lyst til at lære - også elever. Ekskluderes elever fra klassens fællesskab, mister de modet. Eksklusioner kan ske fysisk, ved at de placeres i specialklasse, men også psykisk, ved at deres kammerater ikke vil tale med dem. Lærerne skal hele tiden være opmærksomme på de tegn og gribe ind. Derfor må læreren være leder af relationer. Det kræver regler for adfærd i klasserummet. Regler skal ikke først formuleres, når problemer opstår, men de skal være der fra starten. Eleverne skal ikke bare kunne aflæse lærerens forventninger til, hvordan de skal opføre sig. De skal selv bidrage til formulering og håndhævelse af reglerne. Også sanktionerne. Lærernes ledelseskompetencer skal styrkes gennem deres uddannelse.

Hvis der skal ske en kvalificeret vurdering af og indsats over for elever, der ikke skal udskilles til specialtilbuddene, skal der være fokus på skolens interne og eksterne organisering. Lærerne skal samarbejde med hinanden. Hvis lærere står alene, kan de hurtigt føle sig magtesløse over for adfærdsvanskelige elever, men i velfungerende lærerteam kan de sammen drøfte årsager til problemer i klasserne, og hvordan der kan sættes ind over for dem. Skoleledelserne skal være aktive i identificeringen af de elever, som kræver ekstra fokus. De skal også til tider deltage aktivt i de sparrende samtaler, som foregår i lærerteam. Endelig skal de sikre, at skolens faglige resursepersoner - læsevejledere, AKT-vejledere - bliver brugt af det øvrige lærerkollegium.

Skolens eksterne støttefunktioner og samarbejdspartnere skal også inddrages. Indsatser, regler og sanktioner skal udarbejdes for hele skolen og i god tid formidles til forældre. Erfaringer fra forskellige kommuner peger på, at hvis forældre i god tid informeres om, hvorfor deres børn ikke sendes på specialskoler, og hvilke indsatser der sættes i stedet, så skabes en konstruktiv dialog til gavn for alle parter.

Skolens indsatser skal være forskningsbaserede. Det kræver, at forskningsmiljøerne bliver skarpere på, hvilke elevgrupper der skal fastholdes og hvordan. Er det elever som Trine med milde former for ADHD? Den relevante viden skal være tilgængelig og handlingsrettet, så lærerne kan bruge den. Der findes forskningsbaserede modeller, der netop sigter mod at udvikle skolens læringsmiljø, så det fremmer elevernes sociale kompetencer gennem almenundervisningen. Men samspillet mellem forskning og skolens praksis er yderst kompliceret. Lærerne træffer rundt regnet to beslutninger i minuttet, når undervisningen foregår. Forskningens resultater kan bedre spille en rolle, hvis de for eksempel inddrages i lærerteamets planlægning og evaluering af undervisning.

Den mest betydningsfulde kanal for formidling af relevante forskningsresultater er lærernes grunduddannelse. Følgelig må læreruddannelsen formidle centrale specialpædagogiske forskningsresultater til kommende lærere. Endnu vigtigere er, at uddannelsen ruster de kommende lærere til at bruge undersøgelserne.

Trine kan blive i almenundervisningen, hvis der satses på de nævnte tiltag. Læreren vil formodentlig skulle opbygge gode relationer til hende, inden hun vil kunne indgå i klassens fællesskab. Han skal vise tydeligt, at han vil hende, så de andre elever kan se det. På den måde vil hendes relationer til de andre i klassen også forbedres. Men det vil tage tid, kræve sparring fra kolleger og måske også efter- og videreuddannelse af læreren. På længere sigt vil det dog kunne fastholde Trine i klassens fællesskab. Til gavn for læreren, skolen og klassekammeraterne. Og ikke mindst til gavn for Trine selv. |