Anmeldelse

Drengene efter pigerne

Drengene efter pigerne

- når drengene ikke passer ind eller skolen ikke forstår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Drengene efter pigerne" handler ikke om frikvarter og fangeleg, og så alligevel. Denne praktisk orienterede bog om drengenes rolle og situation i skolen tager fat på en aktuel og central problematik i skolens generelle udviklingsarbejde.

Fakta:

Titel: Drengene efter pigerne

Forfatter: Ulla Sjørup

ISBN: 9788772816326

Pris: 275

Forlag: Dafolo

Situationen er den, at drengene gennemsnitligt klarer sig dårligere end pigerne i den danske grundskole og i øvrigt også udgør den største procentdel af den gruppe af unge, der har det svært med ungdomsuddannelserne. Tallene er ikke til at tage fejl af, men er, når alt kommer til alt, ikke det mest interessante. Meget mere interessant er det at undersøge, hvad det er, der har skabt og vedligeholder denne situation.

Vi behandler drenge og piger forskelligt. Lærerne har forskellige forventninger til de to køn hvad angår både tilgang til skolearbejdet og det sociale som to overkategorier. Bogen er nuancerende i skitseringen af de mange områder, hvor forventninger til, praksis over for og bedømmelse af drengene er markant anderledes, end når det gælder pigerne.

Én af forfatterens opsummeringer i bogen er, at det samfund, som dagens elever skal sendes ud i efter endt skolegang, måske i virkeligheden har brug for de drengekvaliteter, som vi netop nu har svært ved at tolke og arbejde med i skolen. Der er altså et dobbelt hensyn at tage her. Både har vi et ansvar for at lave skole, som er tiltænkt og egnet for både drenge og piger, og så er der et ansvar for sikringen at det fremtidige samfund.

Bogen refererer mange evidensbaserede undersøgelser af skoleforhold i både Danmark og andre lande. Disse undersøgelser udgør grundlaget for behandlingen af emner, som har med skole at gøre. Men det er, som om en af de debatter, der virkelig trænger sig på, nemlig en helt grundlæggende debat om forholdet mellem kundskaber og alment dannelsesarbejde i skolen, forsvinder i bestræbelserne på at komme med ellers udmærkede forslag til aktiviteter, der kan afhjælpe problemet.

Forfatteren har uden tvivl en oprigtig bekymring, stor viden om og rigtig mange gode erfaringsbaserede idéer til at imødekomme drengene og tilbyde dem en skole og en undervisning, der tager højde for, hvem de er, og samtidig udfordrer dem. Til gengæld giver bogen en oplevelse af, at hvis bare man som lærer gør det, der menes at være forskningsmæssig evidens for, så går det nok. Det er ærgerligt, for den selvsamme forskning lukker af for den selvstændige lærers forståelsesarbejde i forhold til dennes elever. Og netop den del af didaktikken, der fokuserer på, at læreren skal kende elevernes verdener for at kunne lave god og passende undervisning, er der, hvor alle bogens mange idéer til mere "drengevenlig" undervisning kan bruges, tilpasses og udvikles.