Det er svært at skrive om kønsbevidst pædagogik uden at falde i en eller anden politisk grøft, men det lykkes altså i denne bog at finde den rette middelvej, så man ikke plasker i de allerværste stereotyper.

Og selv om der på overfladen kan være noget "lilla ble" over førskolelærer Britta Olofssons budskaber, så er hun én, som man lytter til i Sverige. Hun har igennem mange år været meget engageret i den svenske ligestillingsdebat og har været med i et råbekor, der har råbt: VI ÄR STARKA! VI ÄR MODIGA! Og måske var det netop derfor, at hun i 2005 modtog en svensk ligestillingspris for sit praktiske bidrag for at udvikle en pædagogik, hvor begge køn bliver vindere.

Mens jeg har læst, er jeg blevet båret frem af en meget personlig og engageret skribent, der fortæller om, hvordan hun kan være med til at ændre på drenges dominans over for pigerne i klasserummet. Hun mener nemlig, at hun kan påvise, at drenge får mere taletid end pigerne, og at pigerne ofte omtales som en gruppe og ikke ses som de selvstændige individer, de bør ses som. Derfor vil hun gerne deltage på samme hold som Ann-Elisabeth Knudsen, der mener, at vi først og fremmest skal gøre noget for at øge pigernes selvværd. De skal opmuntres til at tage for sig, og drengene skal lære at vise omsorg. Jamen, jamen, jamen er det ikke 1970'ernes pædagogik om igen? Jo, måske, men hvis vi ikke er kommet videre, så må vi vel gøre et nyt forsøg på at bekæmpe uligheder.

Faktisk er der flere ting i bogen, som virker lidt for bombastiske for "os" hinsidan. For hvad gør det, at mor og far beskrives på bestemte måder i eventyr og børnesange? Skal det virkelig være nødvendigt at skære det så meget ud, at man skal ændre alle de gange, der står "han", til "hun"? Men på den anden side kan jeg da heller ikke være med til en førskole og en indskoling, der giver drengene mere voksenkontakt end pigerne. Og jeg bryder mig da heller ikke om en skole eller et samfund, der lader pigerne spille medhjælperbiroller, mens drengene får alle hovedrollerne.

Så alt i alt må jeg sige, at bogen er både saglig og personlig, og at Britta Olofsson er god til at krydre de forskellige kønsteorier med praktiske eksempler fra sin pædagogiske hverdag. For som hun skriver, så handler det ikke om at tage noget fra drengene, og at pigerne absolut skal lege med biler, og drenge absolut skal lege med dukker. For hvad får man ud af det? Har det for eksempel hjulpet mig, at jeg skulle gå med blå overalls og sorte træsko, mens min fætter skulle gå i røde træsko og have prins Valiant-frisure? Og dog . hvis vi ikke lærer børnene, at vore relationer og væremåder måske er tillærte, og at tingene godt kan være anderledes, ja, så bliver vi vel heller ikke bevidste om, hvem vi egentlig er, og hvad vi egentlig helst vil. Så måske handler det om, at vi skal lære at forstå vort ophav for virkelig at kunne blive fri af andres forventninger?