”Tal højere”.

”Du må sige ét ord”.

”Dem, der står her, kan intet høre”.

Lærerstuderende Martin Dommerby står med tre medstuderende i midten af en rundkreds af elever fra 8.b i skolegården på Tingbjerg Skole.

Med skarpe kommandoer og tydeligt kropssprog tvinger han eleverne til at hæve stemmen. En del af pigerne har tørklæder på. Drengene store sweatshirts. De fleste taler et andet sprog end dansk ved morgenbordet.

Martin Dommerby flytter sig med hurtige bevægelser i midten af cirklen. Det ene øjeblik er han ved én elev. Det næste ved en anden. I rundkredsen bliver der langsomt fortalt et eventyr. Hver elev siger et ord, og den næste fører fortællingen videre.

Da alle har sagt et ord, er Martin Dommerby er ikke tilfreds. ”Vi prøver igen”.

Han stiller sig helt tæt på en elev. ”Der”, siger eleven. ”Højere”, næsten råber Martin Dommerby med hånden bydende hævet og blikket helt fikseret på eleven.

Kampen

”Hvor langt kan jeg gå for at få dem til at tale højere?” spørger Martin Dommerby. ”Jeg kan jo få lyst til at tage fat i en og sige tal højere, men det er aggressivt og forkert”.

”Jeg ved, at jeg kan være frembrusende og småintimiderende”.

De studerende er samlet nogle dage før undervisningen for at forberede de 45 minutter, de har fået lov til at overtage klasse.

”Jeg ved, at der er nogle, der vil få det rigtig svært”, siger han.

”Det er vigtigt at have in mente, at man står og underviser i en skoleklasse. Det er en balance. De skal bryde nogle grænser, uden at de bliver kørt over”.

Forvirring

Da eleverne er kommet tilbage i klasserummet fra skolegården, stiller lærerstuderende Fraz Jamil sig foran tavlen med ludende skuldre. I hånden har et kort uddrag fra et eventyr. Mumlende læser han det op. Øjnene stirrer stift ned i papiret. Ingen forstår, hvad han siger.

”Højere, Jamil”, råber Martin Dommerby fra bagerste række i klassen. Jamil Fraz kigger kort op. Så falder hovedet endnu længere ned end. Han fortsætter i samme mumlende toneleje.

Bagefter læser lærerstuderende Mathilde Egebo Gustafson op med klar stemme, pauser og artikulerende ansigtsmimik. Nu forstår eleverne, at det er et eventyr, de to lærerstuderende læser op.

”Kan I høre forskel?” spørger Martin Dommerby eleverne. Øvelsen virker, for eleverne kan forklare, hvorfor Jamils præstation var dårligere end Mathildes. ”Og lagde I mærke til, at Jamil ikke talte højere, selv om han blev bedt om det?”.

Indsigt

Efter en gennemgang af, hvordan stemmens kraft, pauser, artikulation, styrke, tryk og kropssprog betyder noget for oplæsning, får alle elever en lille bid af et eventyr på en slip papir og bliver bedt om at øve sig. ”Gør det gerne med sidemanden”.

I grupper på fem kommer de op foran tavlen. Én for en læser de deres stykke højt. Nogle ser direkte på publikum og læser sikkert. Andre staver sig langsomt igennem. Få fejler flere gange. Når en elevs stemme ikke går tydeligt igennem, bryder de lærerstuderende ind, og beder eleven om at starte forfra.

”Det er ikke højt nok”, siger Martin Dommerby og spørger, hvorfor de ikke stiller sig midt foran tavlen i stedet for ved siden af.

Alle kommer igennem, og stemningen i klassen bobler efter øvelsen. I forreste gruppe er de enige om, at det giver noget, at der kommer lærerstuderende med ”andre læringsstile”.

”Det er sjovt”, siger Adnan. Han sætter sig grinende på sin plads. Han føler, han er begyndt at kende de studerende, der som en del af deres praktik overtager undervisningen i klassen en dag om ugen. ”Jeg er blevet mere tryg. Jeg tager hånden mere op. Jeg kender ham ikke så godt, men han er nem at tale med”, siger han og nikker anerkendende over mod Martin Dommerby, der står med ryggen til.

Forløsning

En kort digital melodi er anslaget til myldrende gange på skolen. De lærerstuderende griber kaffekopperne og glider ned i sofaerne på lærerværelset.

Martin Dommerby kigger på Anna.

”Kan du huske, vi talte om, hvorvidt vi ville gå for langt?”, spørger han.

”Synes du vi gjorde det?”, spørger hun og stopper med at pille gulerødder op af sin pausepose.

”Nej”, siger Martin. Anna er enig:

”Med risiko for at være kæphøj, så synes jeg ikke, det kunne være gået meget bedre”