Debat
"Det er mildt sagt ikke sjovt at tabe hovedet og værdigheden overfor en flok børn", skriver Niels Christian Sauer.
Foto: Privat/Getty Images
Sauer om low arousal: ”Arbejdet som lærer er ikke noget for opfarende, selvretfærdige hidsigpropper”
Low Arousal skal ikke sælges som en nyhed fra Amerika, det hedder tålmodighed på jævnt dansk, skriver Niels Christian Sauer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Pædagogiske modeluner kommer og går i folkeskolen. For tiden
er det ’Low Arousal’, der går sin sejrsgang som bud på metode til konflikthåndtering,
der kan nedbringe det alarmerende konfliktniveau i skolen, som en række
undersøgelser har afdækket.
At problemet er enormt, ikke mindst i lyset af de ustyrlige
udgifter til specialundervisning, står ikke til diskussion. Der er heller ingen
grund til at betvivle, at low arousal er en del af løsningen på problemet. Men
det giver ingen mening at sælge det som en nyhed fra Amerika. Det hedder tålmodighed på jævnt
dansk.
Arbejdet som lærer er ikke noget for opfarende, selvretfærdige
hidsigpropper. Ja, det er
en påstand, som ikke klarer banalitetstesten. Alle lærere vil gerne være den,
der holder hovedet koldt og hjertet varmt, for det er mildt sagt ikke sjovt at
tabe hovedet og værdigheden overfor en flok børn. Det er pædagogisk
børnelærdom.
Det kommer derfor let til at virke provokerende på lærere,
når man oppefra formaner dem om, at vi her har at gøre med en helt særlig tilgang til
besværlige børn, som alle lærere bør indrette sig efter. Ikke fordi metoden er ubrugelig, for det er
den jo langtfra, men fordi det giver sig selv. Men det er lettere sagt end
gjort. Metoden har nogle åbenlyse begrænsninger i forhold til de komplekse problemer, lærerne tumler med.
Metoden har sine begrænsninger
Selve den grundlæggende tese for Low Arousal-pædagogikken – at alle mennesker,
der kan opføre sig ordentligt, gør det – bygger på et menneskesyn, der fratager det enkelte
individ ethvert ansvar for dets fejltrin: Mennesket er godt, ingen gør fortræd
med vilje, og ondskab findes ikke. Sådan er virkeligheden bare ikke. Vi skal
være tålmodige og overbærende overfor hinanden, javist, men vi skal også kunne
forsvare fællesskabet og beskytte den enkelte elev.
Det ved low arousal-folkene også udmærket. De lægger ikke
skjul på, at metoden har sin begrænsning der, hvor der nødvendigvis skal foretages
et konkret indgreb for at bringe en ubærlig situation til ophør. Her står
læreren typisk magtesløs, og så har han/hun ramt det, der i low arousal-terminologien
kaldes ’metodeloftet’. Det er
der, hvor man ikke længere er i stand til at holde hovedet koldt. Alle
mennesker, også lærere, har en grænse, et ’triggerpunkt’. Som Mette Grauslund,
der praktiserer low arousal, også fortæller
til Folkeskolen:
”Hvis jeg når mit metodeloft, så skal jeg bede om hjælp.
Måske skal en anden overtage situationen. Det kan gøre en verden til forskel at
have kollegaer, der kan overtage, hvis man ikke kan mere”.
Tag ikke fejl. Dette er en dagligdags situation for mange
lærere. Man skal passe på med
at overdænge lærerne
med formanende low arousal-retorik, det kan føre til dyb frustration og sygemeldinger. I deres ører kan
budskabet lyde som en anklage for udygtighed. I virkeligheden er der
tale om et fælt ledelsessvigt.
For det er jo lige her, når læreren når sit metodeloft, skolelederen skal indse,
at det, der skal til, er konkret assistance, for eksempel i form af et
akutberedskab, der kan træde til øjeblikkeligt og pøse vand på – inden læreren ryger
op i det røde felt og hele hytten står i brand.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk