"Kritik af den digitale fornuft - i uddannelse" er et partsindlæg i den evigt aktuelle debat om digitalisering i uddannelsessammenhænge, og til trods for at Jesper Balslev melder sig på banen som ikkemaskinstormer, skal man ikke læse mange sider for at spotte en tydelig holdning.

Bogen starter med at beskrive forfatteren som en hardcore techfan, der på grund af nogle dårlige erfaringer har set lyset og nu kan se feltet meget tydeligere. Denne nærmest lutherske åbenbaring bliver brugt som en legitimering af Balslevs syn på området og fremstillet som en nærmest perfekt blanding af personlige erfaringer og faglig indsigt - hvor han på grund af sin igangværende ph.d. nu også har videnskaben på sin side.

En lidt uheldig start på bogen, idet man efterfølgende bliver tvunget ud i at læse med et pertentligt blik på de påstande, der bliver fremført – og bogen skorter ikke på påstande, der ofte argumenteres ud fra mere eller mindre obskure sammenligninger. Specielt allegorien med at Nasa er komisk. Her beskrives prodigitaliseringsfolk som begejstrede disciple - mens fornuftsfolket beskrives som systematiske nejhatsingeniører, der igennem grundighed og omhyggelige refleksioner drager fornuftige beslutninger. Dette unuancerede billede af de sidste 50 års fejlslagen pædagogisk udviklingsarbejde bliver efter min smag for karikeret og polemisk. 

På dette tidspunkt i bogen har Jesper Balslev desværre udspillet sin rolle som proklameret upartisk forsker til fordel for en Bent Jensen light - dog uden tobak i piben (mit forsøg på at begå et lignende unuanceret overgreb).

Bogen har som sagt nogle fornuftige pointer konkret inden for det område, hvor Jesper Balslev skal udforme sin ph.d. Specielt pointerne om, hvordan policy papers bliver farvet af buzzwords som MOOC's, big data og så videre, samt at læringsgevinsterne ved indkøb af teknologi ikke kan måles, virker velfunderede. På dette område bliver det interessant at følge ham, når ph.d.en er færdig. Der er flere fine pointer i bogen, men desværre drukner de i malende, tendentiøse beskrivelser, hvor argumentationsformen minder mere om Nationen end om forskning.

På nuværende tidspunkt findes der masser af underbyggede eksempler på kritisk stillingtagen omkring digitalisering i uddannelsessektoren, hvor kritikken er nuanceret og konkret (Pasgaard, Fibiger, Thorhauge, Fibæk, Bundsgaard, Christensen og Mehlsen med flere). Men det virker, som om Jesper Balslev har opdaget, at hans "clame to fame" ligger i bombastiske udmeldinger, der sætter ham på medielandkortet på samme måde som Sørine Gotfredsen og Maria Krarup (igen en uretfærdig allegori).

Hvorom alting er, er kritiske stemmer i debatten vigtige, og jeg byder naturligvis Jesper Balslev velkommen i debatten og nok også velkommen på forsiden.