Debat
Tomas Bertelsen
Er iPad’en ven eller fjende?
Flere kommuner eksperimenterer med at købe tablets til elever og lærere. Odder har taget skridtet fuldt ud. Men går det måske for hurtigt?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er et klart fokus på tablet-pc'er i et undervisningsperspektiv både fra politisk hold, kommunalt og i skolesammenhænge - ligeledes er der på Center for Undervisningsmidler, hvor jeg sidder, ved at blive søsat et projekt med 30 iPads, som kan bookes til skolerne med tilhørende inspirationsmateriale.
Men før vi falder på halen igen for en ny teknologi og paroler med høj signalstyrke, så tillad mig at bruge spaltepladsen til at provokere lidt: Potentialerne er åbenlyse i forhold til både tablettens taktile og intuitive flade og dens muligheder for at bringe mange medier i spil, hvilket korresponderer med elevernes medievirkelighed og læringsstrategier. Udfordringen bliver at tænke, tilrettelægge og praktisere undervisning i en sådan online-kontekst, båret af en velfungerende it-infrastruktur og en tænkning omkring skolen i skyen, som jeg desværre langtfra ser etableret generelt i den danske folkeskole i skrivende stund.
Jeg vil virkelig gerne falde på halen - og jeg kommer til at falde, når jeg ser de gennemarbejdede implementeringsstrategier, som tager de involverede lærere og elever alvorligt og medtænker tid og rum for refleksion over egen praksis. Og formaliseret videndeling, så ny viden ikke fortaber sig i velmente, men tomme SkoleKom-konferencer, samt fokus på vejledning så tæt på praksis som muligt. Dette er i min optik ikke et teknologisk projekt, men et dannelsesprojekt, der sætter de ændrede forudsætninger for en tidssvarende multimedial undervisning og læringspraksis på dagsordenen. Som seriøst tager afsæt i elevernes medievirkelighed og mediekompetencer, som de blandt andet er beskrevet i ministeriets Faghæfte 48.
Altså teknologien som middel og ikke mål i sig selv.
Svar fra Rasmus Ditlev Borch:
Godt indspark. Den største udfordring, vi står med, er ikke de teknologier, der kommer til at præge skolerne - i går interaktive tavler, i morgen tablets - men i langt højere grad at flermedialitet og 1:1 stiller store krav til didaktikeren. Det er svært at være uenig i, at en ambitiøs implementeringsstrategi er nødvendig. Det bliver dog først rigtig interessant, når den ikke kun tager udgangspunkt i et krav om mere tid og flere penge, men faktisk bringes til at virke inden for de vilkår, der nu engang er. |