Som læser kan jeg sagtens føle glæde, begejstring, nysgerrighed, irritation eller ligefrem provokation i mødet med litteratur. Dog kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet rørt og ligefrem har måttet knibe en tåre under læsning af det, der ved første hastige bladren igennem fremstod som en fagbog. Efter flere gennemlæsninger må jeg konkludere, at bogen ”Hjerte og intellekt i undervisningen af børn og unge med handicap” er meget mere end det.

Gennem de sidste 30 år har den offentlige skole i Italien inkluderet børn med handicap i de almindelige skoleklasser og børnehavegrupper, hvilket er forfatterens afsæt og erfaringsgrundlag med inklusion som bogens hovedtema. Og her ophører ligheden med andre bøger om samme tema også. Forfatteren beskæftiger sig først og fremmest med mennesket bag handicappet eller diagnosen og dette menneskes værdifulde bidrag til for eksempel klassefællesskabet eller samfundet. Her underbygger forfatteren sine anvisninger og erfaringer ved at inddrage egne og andres erindringer, citater fra fag- og skønlitteraturen og historier, hvor mennesket med handicappet fortæller.  

Som læser måtte jeg holde tungen lige i munden – og læse flere gange. De mange citater bevirkede, at jeg på den ene side tabte tråden undervejs og måtte genlæse mange passager for at opnå læseforståelse. På den anden side er bogen så velskrevet og poetisk, at den var svær at lægge fra sig. Og måske har jeg stadig en læsning og flere nuancer til gode?

Når jeg kan anbefale bogen til lærere, pædagoger, studerende og andre, der arbejder med inklusion, er det ikke kun, fordi den bygger på og bidrager med spændende inklusionserfaringer: Det er også, fordi bogen minder os om, hvor værdifuldt det er, og hvilken udvikling det kan skabe, hvis vi får øje på selve mennesket bag handicappet - eller diagnosen!