Måske er det pissedårligt, at jeg ikke har læst seriens tre første bøger. Men faktum er, at det har jeg (endnu) ikke. ”Pissedårlig inklusion” er den fjerde i serien af debatbøger, hvor formålet er ”at sætte kontroversielle emner til debat”. I seks kapitler får vi seks forskere og praktikeres kommentarer til den aktuelle debat om inklusion.

Susan Tetler indleder i første kapitel med fortællingen om, hvordan inklusionsidealet gik hen og blev til pissedårlig inklusion, hvor specialpædagogikken næsten forsvandt. Herefter løfter Jørn Bjerre sløret for opskriften på pissedårlig inklusion, og i kapitel tre kommer vi med Christina Holm Poulsen ud på gulvet, hvor selv de bedste intentioner kan føre til pissedårlig inklusion. I fjerde kapitel ser Janne Hedegaard Hansen nærmere på inklusionens benspænd og afværgemekanismer. Lars Hende Svenson plæderer for, at vi kan bekæmpe pissedårlig inklusion med inklusionseftersynets anbefalinger, og Alexander von Oettingen stiller skarpt på den pissedårlige inklusion for samfundets sårbare, der ikke på forhånd er inkluderede.

Hvad skal jeg med en bog om pissedårlig inklusion? Det er min umiddelbare og lettere irriterede tanke, da jeg får bogen i hånden. Efter endt læsning står det klart for mig, at jeg er blevet hevet ud af min komfortzone: Her er pissegod inklusion idealet, mens pissedårlig inklusion er noget, vi konsekvent ikke taler højt om, selvom vi alle ved, den finder sted. ”Det første skridt mod at modvirke pissedårlig inklusion er at sætte ord på inklusionens tabuer og skyggesider”, fastslås i bogens intro, der samtidig anerkender og minder os om, at der også findes fremragende inklusion derude.

Debatbogen er hurtigt og overvejende let læst. Indholdsmæssigt er jeg, som lærer, mest optaget af kapitlerne, der tager afsæt i skolepraksis. Formålet med ”Pissedårlig inklusion” er at åbne en debat, der kan forbedre praksis, og efter min mening er debatbogen et yderst nødvendigt og nuanceret indspark!