De politiske vinde og elever med særlige behov

Inklusionsloven, med en målsætning om at 96% af alle skolebørn skulle gå i en almindelig folkeskoleklasse, blev vedtaget i 2012. Målsætningen blev droppet fire år senere i 2016. I 2019 gik 94,7% af alle skolebørn i en almindelig folkeskoleklasse, det er samme tal som inden inklusionsloven blev vedtaget i 2012. I årene mellem 2012 og 2019 har der dog været et fald i antallet af skoleelever i specialskoletilbud, men det er altså steget igen.

Politisk fokus på at flere elever med særlige behov skal være i et almentilbud

Der er fortsat et politisk ønske om, at færre elever skal tildeles specialskolepladser. På KLs Børne- og Unge Topmøde i Aalborg i januar 2020 hørte jeg Thomas Gyldal, formand for KLs Børne og Undervisningsudvalg, tale særligt længe om de såkaldte mellemformer, og at det er en nødvendighed, at kommunerne ser på, hvordan skolen kan segregere færrest muligt elever. Han peger på, at når elever med særlige behov ikke kan inkluderes i almentilbuddet, så er det fordi almentilbuddet er for dårligt. Han opfordrer så kommunerne til at se nærmere på mellemformerne og undersøge mulighederne her, og sidst, men ikke mindst peger han på, at følgeforskningen om inklusion ikke skal få os til at give op. Følgeforskningen viser nemlig, at inklusionsopgaven bestemt ikke er noget, som er lykkedes særlig godt.

Mellemformer skaber stor bekymring hos lærerne

Mellemformer er skoletilbud, der ligger mellem en almindelig folkeskoleplads og en specialskoleplads. Jeg er enig i, at der ligger et stort potentiale i denne type af skoletilbud, og det er den rigtige vej at gå, men det kræver høj prioritering, hvor blandt andet de helt nødvendige forudsætninger, den helt nødvendige økonomi, og de helt nødvendige kompetencer hos lærerne vægtes. Når man som lærer har stiftet bekendtskab med mellemformer i praksis, fremkalder det stor bekymring, når politikerne taler om at øge elevtallet væsentligt i de såkaldte mellemformer. Det handler ikke om, at lærerne ikke vil have elever med særlige behov i skolen, for det vil langt de fleste lærere gerne, men det handler om, at lærerne ikke har reelle muligheder for at varetage opgaven.

Mellemformer i København – skoleflex og BUF-flex

I Københavns Kommune er der flere former for mellemformer, blandt andet BUF-flex og skoleflex. I København har det ikke været en nævneværdig succes, og det har i høj grad belastet den københavnske folkeskole. I alt for mange tilfælde har det haft afgørende negativ betydning for både elever og lærere, hvoraf nogle i sidste ende har forladt folkeskolen. Det kræver nemlig rigtig meget, at lykkes med den store opgave, som det er at have elever med specialpædagogiske behov i klassen. 

Status er, at opgaven løses meget forskelligt på skolerne. Ledelsen kan frit råde over den økonomi, som følger med en elev med særlige udfordringer i et skoleflex- eller BUF-flex-tilbud. Det er problematisk, at den økonomi indgår i det samlede driftsbudget og ikke altid anvendes til formålet. MED-udvalg og skolebestyrelser bør i samarbejde med skoleledelsen være meget opmærksomme på, hvordan de midler skal anvendes på skolen. 

På skolerne går der ofte lang tid, før der igangsættes indsatser om en elev, som påbegynder i folkeskolen i et særligt tilbud. I nogle tilfælde går der flere måneder før økonomien er på plads, og der kan findes timer i skolens ressource til at varetage opgaven. Alt for ofte varetages opgaven af uuddannet personale, som varetager opgaven kort tid ad gangen. Ved personalefravær og sygdom tages støtten fra eleven og benyttes til vikardækning i andre klasser. Og endelig ender opgaven og ansvaret alt for ofte hos læreren, som står alene med op til 27 andre elever.

En ting er sikkert, et barn med særlige specialpædagogiske behov for støtte kan ikke lykkes i et almentilbud uden den nødvendige indsats.

Indsatsplan for inkluderende fællesskaber i København

I morgen er Københavns Kommunes indsatsplan for inkluderende fællesskaber på dagsordenen på Børne- og Ungdomsudvalgsmødet. En del af indsatsplanen handler om at reducere væksten i segregering af elever på skoleområdet. Flere elever skal tilbagesluses til almenskolen, og kommunen skal foregribe og forebygge, at elever visiteres til specialskoletilbud. Indsatsplanen indeholder en styrkelse af ressourcecentrene og kompetencecentrene, indføring af Co-teaching, styrkelse af PPR, etablering af støttekorps, udvikling af kvalitetsudviklingsværktøj til en bedre styring, yderligere kvalitetssamtaler og en udbredelse af konflikthåndteringsmetoden til alle almenskoler.

Det er godt, at der handles på dette område, da det er problematisk på skolerne. Jeg vil særligt gerne støtte op om indsatsen med Co-teaching, men det er desværre et forsvindende lille beløb, som er afsat til dette formål. Alle andre indsatser som sættes i værk for at løse opgaven, kan umiddelbart lyde godt. Men jeg er bekymret for, om disse indsatser udelukkende kommer til at fungere som ekstra opgaver til lærerne, og ikke gør en forskel i klasselokalet for den enkelte elev.

Hvad skal der til?

Der skal være ressourcer til skolerne og krav til skoleledelserne om at prioritere og tage ansvar for, at den enkelte lærer har mulighed for at løse opgaven. Der skal være nærværende ledelse, som tager ansvar for opgaven. Arbejdet omkring eleven skal påbegyndes allerede inden, eleven er startet. Der skal tages stilling til behovet for omfanget af støtte, der skal findes personale med de rigtige specialpædagogiske kompetencer, som kan varetage opgaven, og klassens lærere og elevens forældre skal involveres. 

Læreren i klasselokalet skal opleve den styrkede indsats, når de står med eleverne i klasselokalet. Jeg håber ikke, at denne indsats drukner i udenomsarbejde, som ligger langt væk fra klasselokalet og fra kerneopgaven. Jeg vil da ikke undlade at nævne, at også i dette henseende vil en kortere skoledag og flere to-lærertimer have en afgørende rolle.