Badeproblematikken har altid været tilstede i forbindelse med idrætsundervisningen.

”Og problemet gør sig allerede gældende, langt inden eleverne er på vej i bad. Problemet starter nemlig allerede, når der skal skiftes tøj forud for idrætstimen”, fortæller Mie Svendsen.

Sammen med sin medstuderende Phillip Kristiansen har hun netop afsluttet sin læreruddannelse med bachelorprojektet ”Idrætsfagets uundgåelige del”, hvor de gennem spørgeskemaundersøgelser og interviews har forsøgt at komme badeproblematikken til livs.

Og hos den kommende idrætslærer er der ingen tvivl:

”Jeg kommer aldrig til at tvinge mine elever i bad. Det virker simpelthen bare ikke”.

Vidtrækkende problem

Efter spørgeskemaundersøgelsen stod det klart, at der var en tendens til, at både piger og drenge valgte ikke at deltage i idræt for at undgå at skulle gå i bad – problemet var dog størst hos pigerne.

”Hos drengene kunne vi se, at badsituationen voldte problemer, men ikke i så høj grad, at det gik udover selve idrætstimerne, eller hvor mange af drengene der deltog i undervisningen. Det samme gjorde sig ikke gældende blandt pigerne”, siger Mie Svendsen.

De to studerende valgte derfor at foretage interviews med pigerne i en 8. klasse på en af de udvalgte skoler for at komme i dybden med deres oplevelser.

Og pigernes refleksioner og problemstillinger stemte da også godt overens med de problematikker Mie Svendsen og Phillip Kristiansen allerede havde stiftet bekendtskab med i deres praktikker og som lærervikar.

Blandt andet interviewede de pigerne om, hvilke måder og metoder de havde for at slippe udenom badet efter idrætstimerne.

”En af overlevelsesteknikkerne var, at pigerne gjorde deres håndklæder våde, fordi deres lærere mærkede efter våde håndklæder. En anden teknik var at skiftes med at sætte våde fodspor inde i badet, så det lignede, at alle pigerne havde været i bad, og man undgik konfrontationen med læren”, fortæller Mie Svendsen.

Eleverne skal tilbage til idræt

Ifølge Mie Svendsen har det altså ikke den største effekt, når man forsøger at tvinge eleverne i bad.

”Der var enkelte elever i klassen, der helt var fritaget fra idrætstimerne grundet frygten for badsituationen, og elever, som undgik at komme til at svede for meget, så de ikke 'behøvede' at gå i bad og sidde og lugte af sved resten af dagen”, lyder det fra Mie Svendsen.

Mie Svendsen opfordrer til, at man i stedet går i dialog med sine elever for at finde løsninger.

”I min tid i praktik eller som lærervikar, synes jeg virkelig, at det har været svært. Jeg forsøgte at tage dialogen og sige: 'Det kan jeg godt forstå. Sådan har jeg også haft det. Kan vi gøre noget for, at det bliver rart alligevel?'”

Og undersøgelsen bakker da også op om, at det kan være den rigtige tilgang at vælge.

”Hvis man som primær idrætslærer på klassen starter med at tage dialogen med de unge mennesker og høre, hvilke løsninger de kan se, så har man en helt anden indgang til mulige løsninger”, siger Mie Svendsen.

Hun anerkender dog også, at der kan være praktiske hæmsko, der vanskeliggør imødekommelsen af eleverne:

”Der kan selvfølgelig være mange forskellige grunde til, at det kan være svært at imødekomme elevernes løsningsforslag – både økonomiske og praktiske – men vil man problemet til livs, så skylder man i det mindste eleverne at forsøge at komme dem i møde”.

Ikke kun elever

Mie Svendsen pointerer desuden, at folkeskolens arbejde med eleverne blik på kroppen ikke alene handler om at få eleverne i bad.

”De unge er slet ikke med, når vi begynder på hele remsen om, at det også er vigtigt, at vi kigger på hinanden og lærer, at kroppe er forskellige. De unge står af. De har hørt den så mange gange, men når de så eksempelvis ser deres lærere gå ind i læreromklædningen, så kan det jo godt komme til at virke en smule absurd”, siger Mie Svendsen og fortsætter:

”Det handler jo om en større samfundsændring, så når man peger på eleverne i 7., 8. og 9. klasse, så synes jeg lige, at man også skal huske at vende blikket ind af”.