Mindeord

Per Borgsten - et liv med musik

Offentliggjort

Per Borgsten, født den 26. september 1936 har stille forladt os den 9. februar 2024, og efterlader et livsværk præget af lidenskab for musik, undervisning og kreativitet.

Per blev uddannet lærer på Hellerup Seminarium og var først lærer på Marielyst skole og blev sidenhen musikkonsulent i Hvidovre. Per ledede Ungdomskor, børnekor og skabte glæde og musik for alle der ville være med.

Per Borgsten skabte forlaget Fagot, der med sine karakteristiske blå, hvide og gule sangbøger, satte sit præg på dansk musikundervisning og derved blev en del af lydtapetet til mange danskeres barndom og ungdom i 1970´erne, 80'erne, 90'erne. Med Fagot formåede Per at give liv til sange, der ikke blot var melodiske, men også rummede de følelser et barne- og ungdomsliv havde. Det var der ikke mange sange der gjorde på dette tidspunkt. Pers oversættelse af klassikeren "Puff" var en af mange højdepunkter, hvor selv den mest hårdkogte skoleelev ikke kunne undgå at lade sig rive med og måtte måske endda tørre en lille tåre væk. 

Det var i samme ånd, at Fagot producerede det ikoniske album ”Bølle-Bob og de andre”. Det var vigtigt at at tage børn og unge alvorligt.

Per skiftede spor i livet, og blev indehaver af Ågårdens Rideskole i Hareskovby sammen med sin hustru Birgitte. Gennem Ågårdens rideskole berørte han mange liv og formede en generation af unge ryttere. På Ågården var der plads til alle – store og små. Og altid med barnet i centrum. Hvis man har været så heldig at deltage på Ågårdens ridelejre vil man huske at også her var musikken en hel central del. Aftensang var der altid, og det var virkelig hyggeligt.

Per og Birgitte havde døtrene Trine og Marie sammen. Birgitte døde i 2009. Sidenhen mødte Per Jettelise og fik mange gode år sammen med hende.

Tak for musikken Per. Hvil i fred.