Husholdningslærer og programchef Else Elbæk er død

Else Elbæk har blandt andet undervist som skolekøkkenlærerinde, arbejdet i Undervisningsministeriet, været formand for Husholdningslærerforeningen og programchef for radiosiden i DR's Børne- og Ungdomsafdeling. Else Elbæk døde den 16. april 2008.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Else Elbæk er født i 1926 og blev uddannet fra Ankerhus Husholdningsseminarium i 1951. Siden da har hun haft en lang karriere inden for husholdningsverdenen, radioproduktion og kvindepolitisk arbejde.

Inspirerende at samarbejde med

I 1968 fik hun stillingen som undervisningsinspektør i Undervisningsministeriet med ansvar for landets husholdningsuddannelser. Men på grund af sin kræftsygdom tiltrådte hun aldrig stilling, fortæller Edith Kjærsgaard, som på daværende tidspunkt var fagkonsulent i Undervisningsministeriet.

"Else var meget god at arbejde sammen med. Især var hun meget inspirerende, når hun rejste ud og opfordrede kolleger til at arbejde med de kommunale ungdomsskolers kursus i morderne husførelse. Hun havde talent for at sætte ting ind i en sammenhæng og gøre det nutidigt. Hun var altid i godt humør og klar til at tage en ekstra tørn. Hun vidste virkelig noget om, hvordan man arbejder sammen, hun kunne inspirere andre til at skabe et godt arbejdsmiljø, og så var hun rummelig i sine synspunkter", siger Edith Kjærsgaard om Else Elbæk.

Hun satte fokus på kvinder og husholdning

Som sekretær i De Samvirkende Husmandsforeninger stillede hun sig blandt andet kritisk overfor, hvorvidt husholdning bør være kvinders livsindhold.

"Med sin faglige baggrund påviste hun, at husarbejdet ofte foregik uhensigtsmæssigt på trods af nye tekniske muligheder, og med sit personlige engagement påpegede hun det begrænsende i at bedømme en kvinde på, hvor dygtig hun er som husmoder", står der om Else Elbæk på Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Senere engagerede hun sig også i Danske Kvinders Nationalråd, som nu hedder Kvinderådet, Ligestillingsrådet og Kvinder for fred.

I 1978 blev hun formand for Husholdningslærerforeningen. Det gik hun meget op i og gjorde også her en stor indsats.

Drøm om at formidle

I 1980 blev Else Elbæk ansat som souschef i Børne- og Ungeafdelingen i DR, og i 1988 blev hun programchef for radiosiden. Hun var god til at formidle på en nærværende måde, og da hun blev ansat i Danmarks Radio blev hendes helt store drøm opfyldt, fortæller Edith Kjærsgaard.

I 1996 modtog Else Elbæk DR's Krygerpris for stor indføling og fornemmelse for den radiofoniske samtale.

"Hun var et positivt menneske, og man finder ikke én eneste, der vil sige noget negativt om hende. Hun var aktiv til det sidste, hun skulle gerne have noget at rive i, og hun havde stor livsvilje", siger Edith Kjærsgaard.

Else Elbæk var gift med Erik Høgsbro Holm, som hun ledsagede til udenrigstjenester i New York og Stockholm. Sammen havde de to sønner.

Else Elbæk bisættes fra Egebæksvang Kirke torsdag den 24. april kl. 15.00.