Jobskifte

Her har skolerne svært ved at holde på lærerne - men det går fremad

Høje-Taastrup Kommune topper en statistik over læreromsætning, som tænketanken Cepos har offentliggjort. Men formanden for den lokale lærerkreds oplever, at flugten er bremset.

Offentliggjort

"Autentiske innovative projekter i den overvejende del af undervisningen". 

Det var kernen i 'Fremtidens skole', som den blev meldt ud i Høje-Taastrup Kommune vest for København i 2021. 

Og det er efter den lokale lærerformand Heidi Yoma Rasmussens vurdering hovedforklaringen på, at Høje-Taastrup topper statistikken i en opgørelse over lærerskift på landets folkeskoler, som den liberale tænketank Cepos har offentligjort i dag.

"Men der er sket nogle ting i mellemtiden, og jeg tænker, at tallene er i bedring", siger Heidi Yoma Rasmussen med henvisning til de oplysninger om lærerskift, tillidsrepræsentanterne samler ind.

Top 10 Lærerudskiftning i folkeskolen, 2020/21-2021/22

Høje-Taastrup21,00%
Ringsted20,50%
Herlev19,50%
Faxe19,30%
Kalundborg18,90%
Egedal17,40%
Frederikssund17,10%
Vallensbæk16,60%
Varde16,40%
Roskilde16,40%

Kilde: Personaleomsætning af lærere i grundskolen - store forskelle på tværs af kommuner og skoler, cepos.dk

Cepos' tal dækker de to skoleår 2020/21 og 2021/22. Og i Høje-Taastrup fik skoleforvaltningen og en stribe konsulenter dengang overbevist byrådet om, at projektbaseret undervisning med fokus på løsning af autentiske problemstillinger var svaret for eleverne på de lokale folkeskoler med den nyopførte Læringshuset i den nye bydel Nærheden som flagskibet. 

Kommunen har en høj andel elever, der går på privatskole, og i folkeskolerne er der mange elever med forskellige udfordringer og også en del modtageelever, der ikke taler dansk. Og mange af byens lærere var ikke enige i, at projektbaseret læring var løsningen:

"Der var mange, der slog sig på, at der var for mange konsulentkurser og for meget micromanagement, og at de blev instrueret af folk, der ikke selv havde erfaring med elevgruppen. Så der var mange, der mistede deres engagement", fortæller Heidi Yoma Rasmussen. 

Krav til projektuger skåret ned

Lærerkredsen var løbende i dialog med både forvaltning og politikere, men som lærerkredsformanden oplever det, var vendepunktet, da lærerkredsen inviterede politikerne i skole- og insitutionsudvalget med på kredsstyrelseskursus, hvor de mødte tillidsrepræsentanterne og hørte beretningerne om hverdagen i Læringshuset.

"I januar 2023 meldte byrådet så ud, at de innovative, autentiske, problembaserede læringsforløb skal udgøre mindst 10 uger om året", fortæller Heidi Yoma Rasmussen.

"Det var et vigtigt signal, og det har betydet, at skuldrene er kommet lidt ned igen hos mange", oplever hun. 

Men den store lærerudskiftning betyder, at skolerne står i en situation, hvor de mangler lærere med stor erfaring. Foruden nyuddannede har flere af skolerne ansat Teach First-kandidater, altså bachelorer fra andre uddannelser, som tager meritlæreruddannelsen ved siden af, at de arbejder som lærere. 

"Når man skal tilpasse undervisningen til sin konkrete elevgruppe, har man brug for nogen med noget erfaring og for at få etableret en grundrytme, som man så en gang i mellem kan bryde op", siger Heidi Yoma Rasmussen.

Hun oplever generelt, at antallet af lærertimer ikke er fulgt med antallet af opgaver. 

"Vi har ikke så mange to-lærer-timer, som vi godt kunne have brug for i forhold til, når man så skal gennemføre projektbaseret undervisning med mange elever, der har ekstra behov for et fagligt løft", siger hun og fortsætter:

"Men det er mit klare indtryk, at vi har bevæget os et bedre sted hen, og jeg forventer, at vi vil ligge bedre, næste gang personaleudskiftningen gøres op". 

Unge skifter mere job end ældre

Et andet aspekt i lærerudskiftningen, som fremhæves i Cepos-analysen og i en artikel om den  i Avisen Danmark er, at skolerne især har svært ved at holde på de 20-30-årige. 

Men Folkeskolen har sammenholdt jobomsætningen blandt 20-30-årige i branchen offentlig administration, undervisning og sundhed med jobomsætningen blandt 20-30-årige generelt i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings databank, og tallene her tyder på, at unge helt generelt skifter meget mere job end ældre.  

Andelen, der har skiftet eller startet i nyt job i de pågældende år, udgør 36,6 procent inden for branchen og 36,9 procent i hele gruppen.