Aftale: Læreruddannelse i Svendborg og Hillerød bliver en realitet

Fremover bliver det også muligt at læse til lærer i Svendborg og Hillerød. Et bredt flertal på Christiansborg er blevet enige om at flytte en række videregående uddannelser fra landets fire største byer til provinsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange unge må i dag flytte til en af de store byer for at kunne uddanne sig, og når de så er færdiguddannet, bliver de boende.

Det vil den Socialdemokratiske regering have lavet om på, og det er nu lykkedes regeringen at indgå en politisk aftale med alle Folketingets partier på nær de Radikale.

Partierne er blevet enige om en ambition om, at der frem mod 2030 skal oprettes 1000 nye uddannelsespladser uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg - ligesom man også vil udflytte yderligere omkring 1.000 eksisterende pladser fra de fire største byer.

I regeringens oprindelige udspil fremgik det, at man ønskede at udflytte 1.300 pladser, det tal er med andre ord faldet med 300 pladser.

Aftalen indeholder også en ambition om, at 60 procent af uddannelsespladserne på de fire store velfærdsuddannelser - lærer-, pædagog, -sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen - på sigt skal ligge uden for de største byer.

Udflytning: Derfor rammes læreruddannelserne i København ekstra hårdt økonomisk

Ifølge aftalen er det partiernes intention, at udflytningen af uddannelsespladser på velfærdsuddannelserne både involverer uddannelser, der har få eller ingen ledige pladser, og uddannelser, hvor der er ledige pladser. Det bliver et krav, at mindst en tredjedel af pladserne skal være pladser "med aktivitet", fremgår det af aftalen.

Aftalen betyder, at regeringens planer om at oprette to nye læreruddannelser i henholdsvis Svendborg og Hillerød ser ud til at blive en realitet.

Der bliver ikke indført decideret krav til nedlæggelserne af studiepladser i storbyerne. I stedet fremgår det i aftalen som en målsætning. 

KP: Det kan koste os dyrt

Da regeringen i slutningen af maj præsenterede ambitionerne om at oprette to nye læreruddannelser, kaldte de lærerstuderende udspillet for historisk.

Til gengæld var der langt fra begejstring at spore hos en af udbyderne af læreruddannelsen Københavns Professionshøjskole (KP), der i dag udbyder læreruddannelserne Campus Carlsberg, læreruddannelsen på Frederiksberg og uddannelsesstationen i Helsingør.

LL: Det er historisk, at politikerne tager ansvar for uddannelsens placering

Det bliver KP, der skal drive den nye læreruddannelse i Hillerød, og det bliver en dyr opgave, har resursedirektør på Københavns Professionshøjskole Søren Rotvig Erichsen for nyligt udtalt til folkeskolen.dk.

På baggrund af regeringens oprindelige udspil fortalte han, at KP kan komme til at miste ca. 150 millioner kroner om året, og at professionshøjskolen vil blive nødt til at spare 20 procent af sine undervisere væk svarende til, at de studerende vil få 20 procent mindre undervisning.

Dagens aftale indebærer en større forhøjelse af taxametertaksten til uddannelserne uden for de fire største byer, end hvad der stod i regeringens udspil.

I udspillet var det planen at hæve taksten med fem procent, men i dagens aftale fremgår det, at taktsen hæves med 5 procent i 2023 og 2024, 6 procent i 2025 og 2026 og 7 procent fra 2027 og frem.

LL er glad for de nye uddannelser

De lærerstuderendes forperson Caroline Holdflod Nørgaard er stadig begejstret for udsigten til nye læreruddannelse.

"Men jeg er også bekymret for finansieringen i aftalen. Til gengæld tror jeg ikke, at det bliver en udfordring at skaffe studerende til de to nye uddannelser. Årsagen til, at det har været svært at fylde pladserne ud på KP's uddannelsesstation i Helsingør er, at den ikke var særlig gennemtænkt. Og det viser, hvor vigtigt det er, at vi laver de nye uddannelser meget gennemtænkt", siger hun.

To læreruddannelsessteder dropper årgang 2020 på grund af manglende søgning

Caroline Holdflod Nørgaard siger, at det bliver helt afgørende, at man på forhånd gør sig grundige tanker om, hvordan man tiltrækker studerende til de nye uddannelser.

"Uddannelsen i Hillerød kan fx blive landets bedste sted at uddanne sig til naturfagslærer, hvor man rykker nogle af de teknologier, vi har lige nu på Campus Carlsberg. I Svendborg kunne man profilere sig med at være tæt på vandet, at man en idræts kommune, hvor man har idrætsefterskolen Oure tæt på".

LL:  Lærerstuderende vil godt kunne pendle

Læreruddannelsen er traditionelt kendt for at være en dyr uddannelse at drive, fordi den skal være i stand til at uddanne lærere til alle skolens fag.

Mener du, at man bør kunne læse alle sine fag på de nye læreruddannelser?

"Uddannelsesstationerne har fejlet ved, at man kun kan tage en halv uddannelse dér. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man skal kunne læse alle fire år på samme uddannelse", siger hun med henvisning til, at det kun er muligt at tage en halv læreruddannelse i Helsingør og Randers.

Officielt: Regeringen vil have en læreruddannelse i Svendborg og Hillerød

Ifølge de lærerstuderendes forperson kan det dog blive nødvendigt, at de lærerstuderende i Hillerød eller Svendborg tager togturen ind til den nærmeste storby for at læse nogle af deres fag.

"Fordelen ved at lægge uddannelserne i Hillerød og Svendborg i modsætning til fx at oprette en ny læreruddannelse i Vestjylland er, at uddannelserne kommer til at lægge relativt tæt på Odense og København. Der er kun omkring en halv times transport. Så man ville sagtens kunne tage nogle af fagene på Campus Carlsberg eller i Odense".