Landets læreruddannelser oplever en lille fremgang i antallet af ansøgere via kvote 2

Læreruddannelsen stikker ud: Flere kvote 2-ansøgere end sidste år

Imens de andre store professionsuddannelser igen i år oplever tilbagegang, er der en lille fremgang i antallet af kvote 2-ansøgere til læreruddannelsen. Rektorer gætter på, at aftalen om den nye læreruddannelse spiller en rolle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ansøgningsfristen for kvote 2-ansøgninger var i dag, og igen i år oplever professionshøjskolerne samlet set en nedslående nedgang i ansøgere.

Der er dog lys i mørket. Læreruddannelsen oplever som den eneste af de fire store professionsuddannelser en lille fremgang på samlet fem procent i forhold til sidste år.

1.665 har i år læreruddannelsen som førsteprioritet via kvote 2. Det tal var sidste år 1589.

Forkvinde for Danske Professionshøjskoler Camilla Wang vurderer, at den nye læreruddannelse, der skal stå klar til sommer, har haft betydning for, at ansøgertallet til læreruddannelsen skiller sig positivt ud.

"Det er dagens ubetinget bedste nyhed, at flere vil læse til folkeskolelærer. Det viser med al tydelighed, at det betaler sig, når Christiansborg investerer i en ny og ambitiøs uddannelse med mere undervisning og bedre praktik", siger hun.

Stigningen i ansøgertallet på læreruddannelsen sker efter en årrække med faldende ansøgertal. Og trods dagens fremgang i kvote 2-ansøgere, er det 12 procent færre, end der søgte læreruddannelsen i 2019.

Cirka halvdelen af ansøgningerne til læreruddannelserne kommer typisk fra kvote 2.

Massiv tilbagegang for velfærdsuddannelser

Mens 12 procent færre ansøger om optag på læreruddannelserne i år end i 2019, er der sket et fald på hele 33 procent, hvad angår det samlede ansøgertal for sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver. Fra 10.994 ansøgere i 2019 til 7397 i 2023.

På Københavns Professionshøjskole har de ligeledes oplevet massiv tilbagegang generelt på kvote 2 med undtagelse af læreruddannelsen, hvor 466 har valgt at søge ind som førsteprioritet, som er en tre procent flere end sidste år.

Fakta om kvote 2

  • I kvote 2 optages også ansøgere med et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen, og ansøgere der har suppleret deres gymnasiale eksamen med andre aktiviteter.
  • I kvote 1 optages ansøgere alene på baggrund af en gymnasial eksamen. Der er ansøgningsfrist via kvote 1 den 5. juli.
  • Kvote 2 står ofte for cirka halvdelen af det samlede optage på læreruddannelsen. Sidste år søgte i alt 2588 personer læreruddannelsen, hvoraf 1589 var igennem kvote 2. Her var det altså over halvdelen af ansøgningerne til læreruddannelsen, som foregår via kvote 2.
  • 28. juli får alle ansøgere besked om, hvorvidt de er blevet optaget på en uddannelse.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Rektor Stefan Hermann mener også, at fremgangen i antallet af ansøgere til læreruddannelsen skyldes den kommende nye læreruddannelse.

”Politikerne viste ambitioner og mod ved at indgå en bred aftale om læreruddannelsen, der var grundigt forberedt af de afgørende aktører, og det har skabt en del positiv omtale og formentlig opmærksomhed blandt ansøgerne. Nu er blødningen stoppet, og vi kan notere os en lille fremgang”, siger han i en pressemeddelelse.

23 har søgt ny læreruddannelse i Hillerød

Som noget helt nyt åbner Københavns Professionshøjskole til sommer en læreruddannelse i Hillerød og har modtaget 73 ansøgninger, heraf 23 førsteprioritetsansøgninger.

For UCL, der har uddannelser i Jelling, Odense, Vejle, Svendborg og Fredericia, er fremgangen i kvote 2-ansøgere på hele 22 procent. Professionshøjskolen Absalon oplever en fremgang på 16 procent.

Til gengæld oplever både UCN og på UC Syd en tilbagegang i kvote 2-ansøgere til læreruddannelsen på henholdsvis 10 og 2 procent i forhold til sidste år.

På Via, der har læreruddannelser i Aarhus, Holstebro, Nørre Nissum og Skive, er der også sket en lille fremgang på 3 procent i Kvote 2-optag på læreruddannelsen.