Louise Poulsen er tilknyttet dag- og døgnbehandlingstilbuddet Hedebocentret i Herning. Hun følger et lille HF-hold for unge med blandt andet Aspergers syndrom. Her har hun skrevet en novelle om en pige, som mod sin vilje flytter på landet med sine forældre, og hendes møde med de nye klassekammerater på den meget lille skole.

Novellen er fiktion, men Louise Poulsen har haft gode forudsætninger for at skrive den. Til og med 7. klasse gik hun på en lille, almindelig skole, og planen var, at hun skulle have fortsat der i 8. klasse og derefter på efterskole i 9. klasse. Sådan kom det ikke til at gå.

De andre elever passede på Louise

- Hvorfor var det nødvendigt for dig at skifte skole?

"Jeg fik stillet diagnosen Aspergers Syndrom, da jeg som 13-årig var indlagt på Børnepsykiatrisk Afdeling. Jeg har Aspergers og er enormt genert, hvis ikke bange, over for mennesker, jeg ikke kender. Desuden har jeg kæmpet en del med depressioner og angst, så de kloge hoveder sagde, at jeg skulle gå på en specialskole", fortæller Louise Poulsen.

- Hvordan oplevede du skoleskiftet?

"Hvordan jeg oplevede det? Jeg hadede det. Jeg ville ikke på nogen anden skole, jeg ville være sammen med dem, jeg gik i klasse med på den lille skole. Jeg havde ikke meget med dem at gøre, men de passede på mig. Jeg tror, de vidste, jeg var anderledes, og jeg var jo nærmest klassens lillesøster. Jeg vil understrege over for alle mennesker, at jeg ikke blev mobbet på den almindelige skole, fordi jeg var anderledes".

Eleverne var uopdragne

På skolen med specialklasserækken kom Louise Poulsen i klasse med seks drenge og en pige.

"Jeg fik at vide, at klassen var normalt fungerende, men hvad er normalt? Jeg var meget reserveret, jeg ønskede ikke at tale med de andre. Disse såkaldte klassekammerater havde en meget mærkelig måde at opføre sig på. Jeg ville kalde det uopdragent: Det, at de begyndte med at spørge, om jeg havde en kæreste. Hvad er din adresse? Må jeg få dit nummer? For Guds skyld, jeg har kendt jer i syv minutter!"

Louise Poulsen ville ikke vække opsigt, og dertil har hun et citat: "Hvorfor skabe problemer, når alting er et?"

"Jeg var meget passiv, ønskede ingen kontakt, og derfor rodede jeg mig ikke ud i noget", siger hun.

Lærerne var ikke til den største hjælp

To år senere kom der tre nye piger i klassen, og de gjorde det dejligt at komme i skole.

"Vi kunne alle med hinanden med samme".

- Hvordan kunne lærerne hjælpe dig på specialskolen?

"De lærere, der skulle hjælpe mig til at få en eksamen, var ikke til den største hjælp. Godt nok var de uddannede og havde været til hundredvis af kurser for at kunne hjælpe og forstå børn og unge med Asperger og ADHD, men jeg må indrømme, at jeg aldrig nogensinde i mit liv er blevet talt så meget ned til, som da jeg gik på den specialskole. Nogle gange stod lærerne og pædagogerne og talte om, hvad vi havde gjort af 'dumheder', mens vi hørte på".

Louise Poulsen havde dog også lærere, som var søde og rare.

"De prøvede at forstå, hvordan vi havde det. Der er nogle stykker, jeg gerne ville sige tak til, fordi de virkelig var der for mig", siger hun.

Timerne var helt vildt kedelige

- Hvordan var det at gå på en skole med andre elever, som havde brug for specialundervisning, i forhold til at være på en almindelig skole?

"Klassen blev delt i to, så halvdelen for eksempel havde dansk og den anden halvdel matematik. Aldersmæssig var vi på 8. klasses niveau, men mange, hvis ikke alle, havde bøger til 5. klasse. Jeg blev testet i de forskellige fag og lå fagligt i den 'rigtige' ende. Der var mange, rigtig mange gentagelser. Det kedede mig helt vildt. Det irriterede mig, at dem jeg gik i klasse med, ikke forstod, for eksempel hvad et udsagnsord er. Jeg blev meget ofte utålmodig, men viste det ikke. Som sagt kedede jeg mig grænseløst, jeg havde ikke noget modspil i fælles opgaver. Det skal siges, at jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen til alting, for det ved jeg udmærket godt, jeg ikke er".

En lettelse med timer i en almindelig klasse

Til foråret i det første år på specialskolen fik Louise Poulsen tilbudt at følge timer i en af skolens almindelige klasser. Det var en lettelse for hende at komme sammen med elever, der opførte sig som dem, hun havde gået i klasse med i syv år på den gamle skole.

"Jeg ville meget hellere gå i en almindelig klasse, og at jeg fik timer i sådan én reddede mine hverdage. Det er en omvæltning at komme i specialklasse. Jeg brød mig ikke om det, da nogle lærere behandlede mig, som om jeg var et børnehavebarn, der ikke forstod noget som helst. Dem, jeg gik i klasse med, havde tendens til at misforstå og tage det alvorligt, når man lavede fis, så de blev også behandlet som små børn"

Nogle af klassekammeraterne forgudede en eller flere lærere eller pædagoger: 'Anne siger, vi skal det bla bla.´, 'Mikkel siger altså, vi ikke må det.'.

"Hele tiden 'Bla bla bla' og igen. Jeg forstod overhovedet ikke dem, jeg gik i klasse med. Jeg ved ikke, om det kun er mig, men jeg synes, jeg har opdaget, at børn med Asperges er kæledægger. Mon det bare er mig, der synes det?"

Af hensyn til Louise Poulsens frygt for at tale med fremmede mennesker er interviewet foretaget via e-mail. Læs hendes novelle via linket til højre for artiklen.