De tre ledere i Tingbakkeskolens ansættelsesudvalg var godt klar over, at der ville ske store ændringer, hvis de pegede på Jens Engel som ny skoleleder. Entusiastisk, fuld af energi og nye ideer, uddannet orkestermusiker, cand.mag. i pædagogik og med 15 års erfaring fra voksen- og ungdomsuddannelser, som han nu ønskede at bringe ind i folkeskolen. »Er I parate til at blande bolsjerne?« spurgte han selv til samtalen.

Og det var netop, hvad de ønskede.

»Vi kom fra en periode, hvor vi virkelig skulle løbe hurtigt. Vores leder var blevet snuppet til en anden stilling, så jeg var konstitueret. Vi havde alt for travlt til at tænke proces, og det tror jeg også, vi to er alt for forankrede i praksis til at gøre af os selv. Vi trængte til at blive rusket lidt op«, forklarer viceleder Trine Bjerg og ser på Tove Nørkjær Seligmann, som er afdelingsleder på skolen imellem Esrum og Esbønderup i Nordsjælland. De er begge læreruddannede og har arbejdet på skolen i henholdsvis ni og 11 år.

For Marianne Madsen, som er leder af fritidsordningen, var der heller ingen tvivl. Som pædagog på skolen gennem 20 år har hun arbejdet sammen med fem forskellige skoleledere, og hun kunne se en stor fordel i at få en, som kendte til andet end lærerverdenen.

»Skolefritidsordningspædagogerne er kommet til at arbejde mere og mere på skolen gennem årene. Nu er der en pædagog tilknyttet hver klasse fra 1. til 3. Indimellem når vi har fået ny leder, har det været op ad bakke igen. Der er meget forskel på respekten for pædagogfagligheden blandt lærere, og nogle gange har jeg følt, at jeg skulle kæmpe mig ind på skolen igen. Tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger kommer ikke af sig selv«.

Deres forskelligheder er en styrke, mener de fire ledere. Jens Engel har været skoleleder i to år nu, og de er enige om, at de har et virkelig godt ledelsesteam. De har humor og fuldstændig loyalitet.

»Nogle lærere har haft meget fokus på, at Jens ikke er læreruddannet. Der har det været vigtigt, at vi har stået sammen som ledelse. De ved godt, at vi ikke altid er helt enige, men vi har truffet en fælles beslutning. Og ofte, når de har undret sig over noget, Jens har sagt, har det handlet om sproget. Selv om du har haft en forståelse af skolen, så har du brugt nogle andre ord«.

De griner indforstået, Jens slår ud med armene og læner sig frem over bordet: »Jeg tror, forandringsledelse betyder, at 'plejer' dør. Og så er man nødt til at navngive tingene på en anden måde. Italesættelsen af det nye bliver nødt til at være helt ny. Vi skal derhen, hvor vi har et nyt fælles sprog«.

Men det tager tid, understreger Tove Nørkjær Seligmann. Hun oplevede ofte gennem det første år, at hun måtte sige til en lærer: »Det, Jens mener, er .«.

Som ny skoleleder udefra er Jens Engel netop kommet med en undren. I nogle tilfælde har det betydet ændringer, andre gange har de sammen vurderet, at det var bedst at vente lidt. Trine Bjerg mener, at arbejdstidsaftalen er et godt eksempel.

»Det er meget ømtåleligt. Vi har tænkt meget på, at man bliver nødt til at skubbe til nogle ting, men man må tage små skridt. Vi kender traditionerne og er forankret i praksis, så vi holder lidt igen i forhold til Jens«.

»Jeg kommer ind i en kultur, hvor der er nogle uskrevne love. Men jeg kan for eksempel som leder ikke forstå, hvorfor jeg ikke skulle kunne ringe til en lærer, som har en fuld stilling, men har været så heldig at have en skemafri dag og derfor er hjemme. Jeg kan godt forstå, at man gerne vil arbejde hjemme, men hvorfor skulle jeg ikke kunne ringe og stille et spørgsmål om for eksempel skole-hjem-samarbejdet?« siger Jens og ryster lidt på hovedet.

Trine og Tove er enige om, at det handler om det krydspres, lærerne er i. »Der er ting, der udvikler sig gennem årene. Lærerne bliver tillagt så mange ting og opgaver, som de umuligt kan nå. Man bliver forpustet, inden man går i gang, så for at beskytte sig bremser man måske. Så er det svært, at der kommer en udefra og stiller spørgsmål hele tiden. Men det er også skidesundt for os«.

»Jeg har fundet ud af, at jeg skal tænke over timingen, for det handler jo også om, at jeg skal skrue mig ind i kulturen. Men jeg bliver ved med at stille spørgsmålene«, siger Jens Engel.

Han afviser dog blankt, at der findes én lærerkultur. Lærerne har en standsforståelse, men der er lige så stor variation blandt lærere som blandt alle andre grupper.

»Men jeg har undret mig over, at der ikke var en særlig tydelig refleksion over, hvad de rammer, som kommune og Folketing udstikker, indebærer. Hvorfor har man for eksempel indskoling, mellemtrin og udskoling? Jeg vil gerne arbejde med lodret vidensdeling og skabe kontinuitet op gennem skoleforløbet som en forberedelse til ungdomsuddannelsen og til livet. Hvorfor skal der så være et afbræk mellem trinnene?«

Det er så der, Tove Nørkjær Seligmann holder igen.

»I mit arbejde som lærer forsøger jeg jo at skabe sammenhold i mellemtrinnet for at skabe et fællesskab. Det er en vigtig identitet«.

Du skal kunne stikke en finger i jorden, står der ofte i jobannoncer for skoleledere. Trine Bjerg mener, at det skyldes, at lærerne har brug for at beskytte deres identitet. Men det er lige så vigtigt, at lærerne er parate til at lade sig lede. Det går begge veje.

»Vi har meget bevidst lavet en resultatkontrakt for 2010-2012, hvor alle parter har været med og er blevet hørt - lærerne, men også forældre og elever. Det er vigtigt for mig, at der er høj grad af ejerskab hos medarbejderne, folk skal selv være med til at sætte dagsordenen for deres arbejdsplads. Og så skal vi som ledelse være mediator og katalysator, så vi får zoomet ind og ender med at gå en fælles vej«.

Med Jens som leder er ledelsesarbejdet blevet mere procesorienteret. Det ønskede de tre ledere også inden, men med fødderne solidt placeret i praksis og alt for mange opgaver glemte de ofte, at det kan betale sig at bruge tid på processen.

»Det kommer fra min tid som orkestermusiker. Al udøvende og skabende kunst er processer uden endemål. Du kigger ud mod en lysende dør, og du går den vej. Men du når aldrig det fuldkomne mål«, forklarer Jens og må rejse sig op i stolen for at vise, hvordan han trækker ud i en imaginær basun og rækker udad over bordpladen.

Fokus er også blevet flyttet fra en traditionel ledelsesstruktur med teamledere til en ledelse med fokus på opgaverne. Hver leder har sin egen tydelige opgave-portfolio, men de kan vikariere for hinanden, og der er intet hierarki. Det betyder også, at Marianne Madsen har præsenteret lærerfaglige ting på pædagogiske møder.

»Det var helt sikkert et chok for nogle af lærerne. Men det betød rigtig meget for mig. Det er en anerkendelse af, at jeg er en leder på niveau med de andre, og at fritidsordningen og skolen hører sammen«, fortæller Marianne.

»Vi prøver at være eksemplariske«, forklarer Tove. »Vi er et team, og vi vil rigtig gerne, at man ser på hinandens fagligheder i teamet og bruger det i hverdagen«.

De fire ledere er enige om, at de har brug for hinanden. En skole skal ikke ledes af én person, og der er brug for både praksiserfaring og nytænkning. Hvilken uddannelse man har, er ikke afgørende, det handler om, hvilke kompetencer man kan bidrage med.

»Og så må man se på ledelse som fag. Den dimension skal føjes til, hvad enten det er en person som mig eller én, der er læreruddannet. Man skal kunne tænke visionært og strategisk, og man skal lederuddannes«, siger Jens Engel. |

Jens Engel er 49 år. Han er konservatorieuddannet orkestermusiker og har spillet i Radioens Big Band. Senere blev han cand.mag. i pædagogik ved Københavns Universitet. Han har været forskningsassistent og ekstern lektor på universitetet, seminarielektor, seminariesouschef, udviklingskonsulent på CVU København, studieleder på Københavns Tekniske Gymnasium og siden 2008 skoleleder på Tingbakkeskolen mellem Esrum og Esbønderup i Nordsjælland.

»Jeg vil gerne arbejde i folkeskolen, fordi det er det sidste område i uddannelsessektoren, der bygger på andre rationaler end taxameterstyring. Jeg tror på, at jeg kan tænke mine ideer om pædagogik ned i børneskolen, så den kvalificerer børnene til at gå videre i uddannelsessystemet«.