Gladsaxe nedlægger specialundervisningscenter for voksne

På et ekstraordinært byrådsmøde på en lille time besluttede et markant flertal i Gladsaxe at nedlægge specialundervisningscentret Svika. Både Enhedslisten og ikke mindst de konservative talte varmt for at bevare voksencentret, men altså forgæves.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svikas salg af kompenserende specialundervisning til unge og voksne er faldet fra 26,6 millioner kroner i 2007 til 9,6 millioner i år. Et fald på knap 64 procent. Kommunen har forsøgt sig med flere redningsplaner, men i aftes holdt byrådet et ekstraordinært møde med nedlæggelse af Svika som eneste punkt på dagsordenen.

"Siden 1. januar 2008 har Svika været takstfinansieret. Det har medført en markedsgørelse, så det batter, og det fik omgående konsekvenser for Svika. Allerede i første kvartal 08 faldt efterspørgslen med 30 procent. Siden da har det været svært for Svika", sagde formanden for forebyggelses-, sundheds- og handicapudvalget i Gladsaxe, Susanne Palsig (SF), da hun gennemgik sagen for byrådskollegerne.

Gladsaxe vil købe undervisning i andre kommuner

Ud fra salget i første kvartal i år vurderer et flertal i økonomiudvalget ikke, at Svika kan opnå det budgetterede salg på 9,6 millioner kroner for hele året.

"Det betyder, at budgettet skal tilpasses, og at antallet af lærere skal reduceres yderligere. Det vil gøre det svært at opretholde en selvstændig skole med en tilpas faglig bredde. Desuden skal de faste udgifter fordeles på færre pladser, som så vil blive dyre og føre til yderligere fald i efterspørgslen", sagde Susanne Palsig.

Hun lovede, at Gladsaxe Kommune både vil sikre sine egne brugere af Svika et tilsvarende tilbud og hjælpe brugere fra andre kommuner til en problemfri overgang til anden undervisning.

"Vi vil selv købe specialundervisning til voksne hos CSV København og Egedammen i Hillerød. Og når det gælder STU, er der en lang række aktører, så det bør ikke blive vanskeligt at finde pladser", sagde Susanne Palsig.

Svaret om andre tilbud udebliver

Lars Kabel, konservativt medlem af byrådet, nægter at tro på, at den gruppe mennesker, der tidligere benyttede Svika, ikke længere har behov for tilbuddet.

"Gruppen af mennesker med generelle indlæringsvanskeligheder, ADHD, læseskriveproblemer og multiple funktionsnedsættelser er i kraftig stigning. Hver gang vi har talt om Svika, har jeg spurgt til, hvor disse mennesker bliver hjulpet. Svaret er, at de får andre tilbud. Men hvor, spørger jeg igen, og det præcise svar udebliver", sagde Lars Kabel.

Det nytter ikke at henvise dem til fritidsaktiviteter, mente han.

"Dér udarbejder man mig bekendt ikke de resurseprofiler, der skal sikre borgene redskaber og metoder til at optræne deres færdigheder, så de kan leve et aktivt liv, for eksempel på arbejdsmarkedet. Hvor får Gladsaxe Kommune mulighed for at få disse tilbud, når Svika lukker? Medarbejdere kan ikke pege på alternative steder".

Kommunerne kræver visitation og handleplaner, før de bevilger penge til undervisning. Det skaber utryghed blandt borgerne, fordi de er bange for at miste deres hjælp, mente Lars Kabel.

"Mange evner ikke selv at opsøge tilbuddet med den måde, vi har skruet det sammen på. Men vi har pligt til at drage omsorg for de svageste. Vi skal yde hjælp til selvhjælp, men nu nedprioriterer vi den effektive forebyggelse over for de små handicapgrupper. Vi skal tænke i nye løsninger, hedder det, men hov. Svika virkede, og hvor dygtige er vi egentlig til at udvikle nye tilbud? Når I nedlægger Svika, må vi sikre, at borgerne får andre tilbud, men hvordan gør vi det? Tja, tja", sagde Lars Kabel.

Svika lukker til nytår

Heller ikke Enhedslistens Trine Henriksen kunne støtte lukningen af Svika. Hun sidder i Svikas bestyrelse og mente, at den i sit høringssvar gjorde rede for, hvordan Svika kunne få økonomien til at hænge sammen.

"Selv om Svika ligger i kommunen, har vi ikke selv brugt centret i samme omfang som tidligere. Vi lægger ellers vægt på, at folk skal have lokale tilbud. I det lys er det paradoksalt, at I vil nedlægge tilbuddet. Jeg tror ikke, at vi visiterer alle de borgerne, der har behov for undervisning, til Svika", sagde hun til sine byrådskolleger.

Der er ingen vej uden om en nedlæggelse, sagde både Socialdemokraternes Bent Greve og de radikales Cheri-Mae Williamson.

"Det kan godt være, at takstmodellen har bidraget til, at det er gået, som det er gået for Svika, men vi indførte den, fordi vi ikke kunne blive ved med bare at betale for tilbud, vi ikke brugte. Det blev betragtet som økonomisk ansvarlighed. I dag er det heller ikke forsvarligt økonomisk, hvis vi lader være med at gribe ind", sagde Cheri-Mae Williamson.

Et flertal på 21 byrådsmedlemmer fra Socialdemokratierne, Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Venstre stemte for at nedlægge Svika, mens Enhedslistens ene og de konservatives tre repræsentanter stemte imod. Svika lukker pr. 31. december i år.