Lærer Sanja Lykke Albrekt har fået mere overskud efter, hun har fået formstøbte høreværn til musikundervisningen.Foto: Privat
Musiklærer fik høreværn: ”Det er en helt anden følelse i kroppen”
Sanja Lykke Albrekt havde været musiklærer i ti år, før hun gik til skolelederen og bad om at få formstøbte høreværn til musiktimerne. Nu har hun modtaget dem, og det eneste, hun fortryder, er, at hun ikke gjorde det tidligere.
Det er virkeligheden for lærer Sanja Lykke Albrekt på Svend Gønge-skolen i Lundby på Sydsjælland mellem Næstved og Vordingborg. Netop de mange timer var udslagsgivende for, at hun gik til sin skoleleder og bad om at få formstøbte høreværn, som hun primært bruger i musiktimerne.
”Jeg synes, det var en god ide at få sådan et par, også fordi jeg er måske er blevet mere sensitiv over for lyde med årene. Så tænkte jeg, at jeg lige kunne spørge, om der er mulighed for at få det som et arbejdsredskab. Havde jeg ikke fået det, så havde jeg nok selv investeret i det”, siger hun.
Skolelederen spurgte, hvad det kostede, og Sanja Lykke Albrekt tog til et hørecenter for at få klarlagt, hvilket produkt, der bedst kunne hjælpe hende.
”De fortalte om et produkt, som Phonak var i gang med at producere. De anbefalede mig at vente med at købe, fordi de mente, at den nye udgave, der kom, ville være bedre. Så jeg har ventet længe”, fortæller Sanja Lykke Albrekt.
Annonce:
Høreværn med flere muligheder
En af de ting, hun godt kan lide ved sine høreværn er, at der er mulighed for at skifte filtre. Det betyder, at hun kan eksperimentere med, hvor stor lyddæmpning høreværnene skal give, for at det giver den bedste undervisningssituation.
”Jeg har selv købt et mindre lyddæmpende filter for egne penge, så jeg kan veksle lidt og afprøve hvad der er bedst i de forskellige situationer”, siger hun.
Hun har en gang tidligere prøvet med håndværkerørepropper, som der var en leder, der gav til hende.
Annonce:
”Men de var lige til at smide i skraldespanden, og ikke til at arbejde med i musikundervisningen. Så selv om jeg allerede for flere år siden tænkte på at investere i høreværn, så er der bare sket meget, og så er jeg kommet fra det igen”.
Hørecentret tog aftryk af hendes ører, men på grund af leveringsproblemer på grund af corona endte det med, at hun via skolen selv sendte afstøbningerne til producenten. Derfor er høreværnene også blevet en smule billigere end forventet. Hun mener, at det endte på omkring 1500 kroner plus moms. Men det er virkelig de penge og ventetiden værd, understreger hun.
Professionel lyddæmpning gør forskel
”Det var en helt anden oplevelse. Efter timen var det en helt anden følelse i kroppen. Vi laver musik, men det er høje lyde, og når man har det så mange timer, så dræner det. Man bliver træt i hovedet og ørene, og jeg kan være helt opbrugt bagefter. DSerudover kan så meget tid med høj lyd kan give høreskader. Så det er virkelig godt givet ud”, siger hun. Nogle musiklærere synes, det er svært eller nærmest umuligt at undervise i faget, når lyden bliver dæmpet og ens egen stemme lyder kraftigere, men det synes Sanja Lykke Albrekt ikke.
Annonce:
”Jeg kan høre, at eleverne spiller og høre, at de taler. Jeg føler ikke, at jeg hører mig selv. Jeg er meget glad for dem”, siger hun og er klar til at anbefale formstøbte høreværn til alle lærere.
”Jeg vil virkelig anbefale det. Faktisk ikke kun til musiklærere, men til lærere i almindelighed, for man er udsat for megen støj. Så kan man nøjes med nogle filtre, der ikke har så meget lyddæmpning. Jeg kan godt mærke, jeg har dem på, men undervejs, kan jeg holde mere ud. Og især bagefter har jeg mere energi. Selv om man ikke er lydsensitiv, så kan det altså gøre en forskel”, siger hun.