Anmeldelse
Naturfagligt
Naturfagligt
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Naturfag er ofte en stor faglig udfordring for social- og sundhedselever, og derfor er det kærkomment, at "Naturfagligt" giver et bud på den teoretiske tilgang til faget.
Fakta:
Titel: Naturfagligt
Forfatter: Henning Vinther Rasmussen
Pris: 275 kroner
Sider: 236 sider
Type: Bog
Forlag: Erhvervsskolernes Forlag
Bogen dækker niveauerne E og F og giver en grundig indføring i at tænke naturfagligt og i at arbejde med naturfaglige problemstillinger. En af bogens styrker er, at den tager udgangspunkt i social- og sundhedshjælperens hverdag. Det gør bogen relevant og vedkommende. Men samtidig er bogen teksttung og mangler mange steder de illustrationer, som letter tilgangen til et svært område.
"Naturfagligt" fører eleven systematisk gennem fagets kerneområder. Det er en skam, at bogen ikke gengiver fagets mål, så eleven kan arbejde med netop de relevante fagområder og sider.
Der er til bogen etableret et virtuelt læringssite, hvor elev og underviser kan hente forsøgsvejledninger, spil, fotos og opgaver. Bog og site supplerer hinanden fint, men det er ærgerligt, at der ikke er brugt flere visuelle effekter som invitation til at byde eleven indenfor til arbejdet med faget. Forlaget kan med fordel overveje at indtale bog, øvelser og opgaver og stille lydfilen til rådighed på sitet.
"Naturfagligt" er et godt bud på en ny måde at formidle naturfaget på og giver mulighed for faglig fordybelse for alle elever uanset niveau. At bogen er teksttung, er både en fordel og en ulempe for underviseren. Den dygtige elev bliver udfordret, hvorimod eleven, der finder naturfag svært eller læser dårligt, skal opfordres til at bruge det virtuelle læringssite.