Foruden at være en topengageret - og nu prisbelønnet - lærer på Sølystskolen, er Mette Mellerup også faglig rådgiver på folkeskolen.dk/naturfag

Folkeskolens naturfagsrådgiver får stor pris for sin undervisning

På Big Bang Festivalen i Odense i morgen modtager Mette Mellerup og Emil Sølyst Hjerl Novo Nordisk Fondens naturfagslærerpriser

Lige nu er Mette Mellerup og hendes kolleger fra Sølystskolen i fuld gang med at pakke spændende sager sammen, til de skal holde oplæg på naturfagsfestivalen Big Bang i Odense onsdag-torsdag. Hun har i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut lavet en podcastserie om undersøgelsesbaseret naturfagsundervisning, og så blogger hun som faglig rådgiver fast på folkeskolen.dk/naturfag

Når jeg bliver stor, vil jeg være lige som Mette. Jeg vil gå i kjole, have langt hår og være mega god til naturfag

Elev på Sølystskolen

Så på redaktionen er vi ikke spor overraskede, at Novo Nordisk Fonden har valgt Mette Mellerup som modtager af Naturfagslærerprisen vest for Storebælt. Med prisen ffølger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tilfalder prismodtageren som en personlig hæderspris, og 200.000 tilfalder skolen.

Folkeskolens naturfagsrådgiver

" Hun er meget tydeligt ambitiøs og professionel, og så er hun på forkant med den seneste viden og forskning inden for naturfag og undervisning. Hun ved, hvad der foregår, og hun vil også meget gerne dele den viden med sine kollegaer, så de sammen kan gøre undervisningen endnu bedre. At have hende i teamet er guld værd", siger afdelingsleder på Sølystskolen Alan Christensen, som har indstillet hende til prisen.

Sammen med eleverne bygger Mette Mellerup f.eks. vandingsanlæg til fotosynteseforsøg med Micro:bits, og lige nu er de på skolen i gang med at bygge en ny atriumgård, hvor fire områder skal indrettes specifikt efter fire af verdensmålene.

Emil Hjerl fremhæver både sine kolleger på Gribskolen og ledelsen: "Naturvidenskab handler nu en gang ikke om sololøb, men om at gøre tingene i fællesskab".

"Vi har behov for at købe en masse ting til den gård, og det får vi nu mulighed for. Samtidig håber jeg på, at vi også kan bruge nogle af pengene på at videreuddanne nogle af os lærere, så vi kan blive endnu bedre til vores fag", siger Mette Mellerup.

Endnu en pris til Emil Hjerl

Øst for Storebælt er det sidste års vinder af Ørsted-medaljen i bronze Emil Sølyst Hjerl, der hjemtager endnu en hæder i form af Novo Nordisk fondens pris.

"Emil er den type lærer, som eleverne kommer til at kunne huske resten af deres liv. Han har en evne til at gøre undervisningen levende og relevant og favne både dem, der har let ved naturvidenskab eller skolen generelt, og dem, der ikke har det. Og så er han med til at profilere skolen og vores faglighed og skabe nogle rammer, som vi er rigtig stolte af", siger afdelingsleder på Gribskolen i Græsted Michael Jensen.

For at kunne give eleverne de mange muligheder for interessant naturfagsundervisning på Gribskolen har Emil Sølyst Hjerl gennem 10 år lagt mange kræfter i at sikre, at rammerne er på plads, fortæller Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse. Det betyder blandt andet, at Gribskolen har deres eget robotlaboratorium og veludstyrede naturfagslokaler. Selve lokalerne er dog temmelig gamle, og Emil Sølyst Hjerl drømmer om at forny dem for de penge, som prisen nu tilfører skolen.