Arbejdsmiljø
I opslagshæftet ”Når klokken ringer” finder man blandt meget andet svar på, hvordan farlige kemikalier bør opbevares på skolen.
Foto: iStock/MadamLead
Har du styr på faglokalernes indretning? Ny udgave af ”Når klokken ringer” er klar
Vejledningshæftet ”Når klokken ringer”, som indeholder retningslinjer og råd til undervisningen og skolens lokaler, er netop udgivet i en opdateret version. Helt nyt i opslagshæftet er afsnittet om ”MakerSpaces”
Hvor højt må
lydniveauet være i skolens gymnastiksal? Hvordan skal farlige kemikalier
opbevares i fysik- og kemilokalet? Hvilken gulvbelægning skal der være der, hvor
der svejses og loddes i skolens håndværk og design-lokale?
Alt det og
meget mere kan man blive klogere på i hæftet ”Når klokken ringer”, som udgives
af branchearbejdsmiljørådet for Velfærd og offentlig administration. Foreningen
har netop offentliggjort en ny og revideret udgave af hæftet, som indholder
retningslinjer, regler og råd til undervisningen og lokalerne. Vejledningen blev for første gang udgivet i 2001, mens den seneste udgave var fra 2018.
Der er
ændringer at finde overalt i vejledningen, men særligt nyt er afsnittet om ”MakerSpaces”,
som er de nye læringsrum, der kombinerer maskiner fra et fag som håndværk og
design med nye digitale produktionsmaskiner som for eksempel 3D-printere.
Det nye og
reviderede hæfte er frit tilgængeligt på foreningens hjemmeside.